Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Allie Mac Ville: Love War ★★★☆☆☆

Allie Mac Ville: Love War ★★★☆☆☆

148
0

Det er den store pathos, der er fundet frem på Allie Mac Villes debut. Med lækker, filmisk produktion og voksen kvindevokal er det næppe en plade for alle og teknikken står til tider i vejen for den inderlighed, en sådan plade skal leve af.

Der er fine, interessante ting på Love War; produktionen, vignetter og afslutningsnummeret er særdeles velkomponeret og forførende; Der åbnes med et stemningssættende ‘Prelude’, der er midtvejs igennem førstesiden et interlude, ‘Storm’, på andensiden, ‘Fire’, og generelt er produktionen stor, imponerende, men aldrig svulstig.
Der er nemlig også et krav om inderlighed på pladen, som omhandler forlist kærlighed.
Denne inderlighed skinner for alvor igennem på afslutteren, ‘Stay Till It’s Dark’, som får et nærmest Jewel-agtigt, patetisk udtryk og langsomt lader ordene falde oven på et roligt, fremdrivende klaver.

Det kan noget og både sangteknik, produktion og fortællelyst går op i en højere enhed – uden at falde i fælden med at blive for meget.

Men vi skal altså hen til afslutteren, før det for alvor klikker. Titelnummeret, der falder lige efter præludiumet, starter med en vokal, der lider lidt af et usikkert attack og lidt for forcerede stemmeknæk. Det er muligvis smag og behag. Men vi skal lige over denne start, før jeg kan holde ud at høre det ellers stærkt producerede nummer.

Hvis jeg skal give lidt ved dørene, så vil jeg mene, Allie Mac Ville kan lyde lidt som den sene Tori Amos. På godt og ondt. For vokalen er god, varm i dybden. Men skal vi være helt ærlige, så var Tori Amos altså også bedre tidligere i sin karriere – både fordi hun havde kant, fordi der var ægte smerte og fordi hendes materiale handlede mindre om at blive mor og de store følelser, det kan være svært at følge som lytter.
Men en stærk, mørk kvindevokal kan altid noget. Personligt ville jeg dog ønske, at stemmeknækkene blev pakket lidt væk.

Faktisk til en grad, hvor jeg finder interludes som kærkomne hvil fra vokalen. Men kvaliteten i numrene er stor – klaverdreven musik med små, elektroniske og til tider klokkespils-agtige effekter her og der fungerer bare rigtig fint. Ikke mindst i efteråret, hvor der bør være tid til at sætte sig og lade sig rive med.

På et nummer som ‘One Day I’ll Fight You’ fungerer det også udmærket – men igen fordi der spares på stemmeknæk.

‘Winter Space’ byder endda på en guitar i temaet, men rocket bliver det aldrig. Det er heller ikke et mål i sig selv, men igen bliver det lidt sen-Amos agtigt. Og jeg kender meget få, der fremhæver netop Amos’ senere guitarproduktioner som noget særligt.

Der skal nok være et publikum til Allie Mac Ville. De fint kontrollerede musikalske produktioner er lækre. De store følelser skal bestemt også have plads. Og for andre vil stemmeknæk ikke på samme måde være dealbreaker. Men nu er det min anmeldelse, og jeg mener at vokalen har mange styrker – men at der gentagne gange tages tekniske valg, jeg ikke rigtigt kan holde ud…derfor bliver karakteren også derefter.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.