Den store jubilæumsudgave nummer 75, hvor alt er som det plejer at være, bare med lidt flere singler! Denne gang er der med nød og næppe blevet plads til nye numre fra Why Sun, Slet Det, Filippa, De Frigjorte, Ego & I, Kúlu, Kom Vi Løber og Alpas Ave.
75 udgaver af Repeat på 1 ½ års tid (hvis man trækker sommerferierne fra!), det giver… regne regne… rigtig mange anmeldte singler! Nå, lad os ikke dvæle ved det, eller spilde tiden, det her fylder nok i forvejen. For at slippe af med en mindre flaskehals i indbakken udvider jeg fra 6 til 8 anmeldte singler i denne omgang og forsøger, at holde det nogenlunde kort, så det ikke stikker helt af.
Why Sun – “Streetlight/White Sleep”
Ikke nok med, at dette er en special super sized udgave af Repeat, vi lægger også lige ud med en “dobbelt single”, bare fordi! Eftersom der er dobbelt-op fra Why Sun, så slår jeg numrene lidt sammen og vil forsøge at gøre det kort.
Dobbelt-singlen er opfølgeren til sidste års glimrende debut-EP, som jeg smed 5 stjerner efter her på siden:
“why sun er en coldwave duo fra København. Lyden er mørk, kendetegnet ved et hårdtslående beat der runger og baryton ekkosang der svæver. Siden bandet blev dannet i 2018, har Julius Emile og Lasse Kniggé udviklet lyden og udtrykket i ‘why sun’. Det resulterede i 2019 i en kritikerrost debut EP “Frugte”, der var et studie i noise i moderne former. Nu, med bandets kommende EP “Ravine” (release i tidligt forår 2021), er stilen blevet mere direkte, elektrisk og desperat. Det har haft sit tydelige aftryk på de nye singler “Streetlight” og “White Sleep” (udgives på SHLTR Records), der samtidig viser why sun’s vision”.
Eftersom “Streetlight” har fået en video, så opfatter jeg det nummer som “det vigtigste”, eller den Why Sun satser mest på, af de to numre. Egentlig gør de to numre det jo nok ud for en form for kort EP, som de så har valgt at kalde en dobbelt-single, men vi er vist ude i semiotik og definitioner, som man kan lege lidt med.
Tørt! Det var det første ord der lige faldt mig ind. Derefter: meget dunkelt. Knastør mørke-rock lyd, og en matchende, dyb vokal, der i korte udbrud ryger en tur i ekkokammeret. Det minder mig måske lidt om et band som Suicide og deres klassiker “Ghost Rider”, i hvert fald i tone og lyd. Det er ikke helt punk, ikke helt rock, det er sådan en snurrende, knurrende, semi-industriel og kold mellemting.
Hvis der er noget lys i “Streetlight”, så er det, som titlen indikerer, gadelamper der flakker i aftendisen, i grå, industrielle eller betonbolig omgivelser.
Det bliver ikke meget lysere på “White Sleep”, der lidt er lyden af af at døse hen foran flimmeren på fjersynsskærmen. Kommer der stadig flimmer på skærmen, hvis man sidder der længe nok, eller er det en ting der hører fortiden til? Er døsen drømmeløs, eller en form for sumpet tilstand, hvor virkelighed og drøm smelter sammen til en flydende, utydelig masse? Det er ikke helt til at afgøre på “White Sleep”.
De to numre komplimenterer hinanden ret godt, hvor “Streetlight” klart er den mest pågående og det nummer der umiddelbart tilraner sig mest opmærksomhed. Men “White Sleep” og dens døsige atmosfære er en mere summende oplevelse. Men, de lader til at ligge i ret naturlig forlængelse af hinanden og på en eller anden måde viser de to sider af samme “verden”. En kold, distanceret og lidt trøstesløs én.
Konklusion: Som dobbelt-single giver denne udgivelse fin mening, hver for sig står numrene også udmærket.
Slet Det – “Træd Væk (Fra Kanten)
“SLET DET, bestående af nuværende og tidligere medlemmer af bl.a. Hatesphere, I’ll Be Damned, Jerkstore og Olm, præsenterer her deres første single ‘Træd Væk’.”
Nuvel, så behøver man vel ikke meget nærmere introduktion?
Chucka, chucka, chucka trucker-rock, det brummer og rumler hos Slet Det på “Træd Væk”, som jeg ved første lyt ikke var synderligt begejstret for. Det er en halv-grim satan, som tilmed heller ikke var videre rar at lytte til med sin harske, halv-kvalte rustent nedløbsrør-vokal og primitive lokomotiv-rytme. Og så strækker hele herligheden sig ud over 5 minutter og 17 bumlende sekunder.
Men, efter flere lyt begynder jeg at bløde lidt op og falde for sangens uskønne charme. Det er ikke meningen at det her skal være pænt eller elegant, der er noget råt, ildelugtende og beskidt over Slet Det, som ikke er helt utiltalende – hvis det giver mening. Det er lidt som, at forbarme sig over en grim, savlende køter med skæve ben og et øje der hænger, der står og bjæffer og glammer af en. Den er da på en eller anden måde ret nuttet og har, om ikke andet, noget personlighed?!
Det pruster og tromler fremad på en måde, hvor man bare venter på, at hele bandet får et hosteanfald og det hele falder fra hinanden. Det sker bare ikke og bandet lykkes med lige og lige at holde det ramponerede godstog på skinnerne.
Konklusion: Kønt er det bestemt ikke, men har man de indledningsvist nævnte bands in mente, så lyder Slet Det som en uhumsk blanding af disse, eller deres lettere retarderede, grimme og indavlede fætter – det var faktisk ment som en kompliment!
FILIPPA – “Just One Night”
Filippa har vi tidligere været omkring her i Repeat, nu er hun klar med tredje single:
FILIPPA er klar med ny dansevenlig single, der tænder op under efteråret. Just one night kanaliserer følelsen af at ville løbe fra det hele og danse sorgerne væk. Med Just one night viser FILIPPA en anden side af sin lyd, hvor opløftende, pulserende beats udfordrer hendes melankolske tekstunivers.
”Just one night handler om en tid hvor jeg var godt træt af at blive trådt over tæerne. Eftertiden på et uheldigt break-up havde fyldt mig med vrede, hvor ingen skulle komme for tæt på og gøre mig ked af det igen. Det var hårdt at have følelserne uden på tøjet hele tiden og jeg havde lyst til var at aflevere mine tanker i garderoben og bare danse.”
Jeg har prøvet at lytte til dette lille popnummer nogle gange, hvor det ikke rigtig er lykkedes mig at hænge på hele vejen igennem de knap 3 minutter. Det har det med, at ryge lidt i baggrunden og lige pludselig er sangen slut og man sidder tilbage med en lidt hul følelse, “hov, var det, det? Nå, forfra, så!”. Enten er der for lidt der fanger opmærksomheden, eller også er det så velsmurt eksekveret, at det glider lige igennem?
Efter et kort vers, hvor der er noget med en tekstbesked i spil, så rammer vi omkvædet lige på slaget 30 sekunder, så det er den helt skarpskårne og trimmede popskabelon, der følges her. Musikken trækker da også straks mod det clubbede dansegulv, med en dyb, pulserende rytme, som kontrast til Fillipas mere lyse popvokal. Når omkvædet for alvor begynder at blinke og bevæge sig omkring 40 sekunder inde, så er det egentlig ret effektivt. Jeg synes faktisk det har noget, og fungerer i øjeblikket og klart har noget radiopotentiale. Det samlede indtryk bliver bare en lille bitte smule forglemmeligt, som om det ikke når at bundfælde sig og efterlade noget dybere aftryk i hukommelsen.
Konklusion: Som radiosingle, hvor sendefladen bare skal køre som smurt, så fungerer “Just One Night” upåklageligt. Men det er også et nummer, som jeg har svært ved at huske lige så snart det næste nummer i popstrømmen tager over.
De Frigjorte – “Som Om Det Ikke Var Slemt Nok”
“DE FRIGJORTE spiller dansk rock, som vil falde i god smag for fans af MAGTENS KORRIDORER, D-A-D, SKULLCLUB, NEPHEW og GASOLIN
Bandets kommer tættere på at lyde som sig selv, på det nye album, og på netop ’Som om det ikke var slemt nok’ – føler vi, at vi rammer helt rigtigt. En sang vi selv er meget stolte over”
Jeg var lidt ude med riven da jeg for et par år siden anmeldte et album fra De Frigjorte, de tog det nu meget pænt, og hvorfor skulle de ikke det? Det er jo bare én mands mening… lad os se om nyeste single fra rendestensrockerne falder mere i min smag.
“Hun arbejder på tanken, hun bliver aldrig populær // Hun kan li’ at drikke Fanta, og fylde kinderne med flæskesvær”, lyder åbningen på det næsten 5 minutter lange, lidt slæbende midt-tempo rocknummer. Mjah, altså, det er måske ikke lige noget der fanger og pirrer mig 100 %, alle de nysgerrige steder, omvendt, tager jeg “ja-hatten” på, så synes jeg at De Frigjorte her lykkes med på få linjer at beskrive og karakterisere en person, som man straks kan se for sig – og fornemmer kunne have en baggrundshistorie man kan bygge videre på.
Det bliver bare lidt hamfisted/skåret ud i pap: “Lone har en diagnose, så hun må ikke køre bil// Hun ser porno på sin iPhone, i bussen på vej hjem til mor og far”. Og som om det ikke var slemt nok, så er hun en GAMMEL HÆNGERØV, får vi brølet ind i øregangene, når omkvædet rammer og nummeret endelig viser lidt flere musikalske tænder. Inspirationen fra ovennævnte navne som især Magtens Korridorer (musikken) og Skullclub (tekstuniverset og den lidt barokke humor) er tydelig, ikke at det som udgangspunkt gør noget. De Frigjorte lyder “bare” stadigvæk lidt som et band, der ikke helt er klar til at mere end at varme op for navne som disse – hivlket der HELLER ikke er noget galt i. Man skal jo starte et sted, og netop som et supportnavn kunne jeg sagtens se De Frigjorte gøre en fin figur med materialet her.
Konklusion: Vi er der ikke helt endnu for mig, jeg er ikke fjendtligt indstillet overfor De Frigjortes univers, på sigt kunne det måske endda blive helt vellykket. De har fat i miljø- og personskildring, som fungerer som skitser, de mangler i min optik lige at løfte sangskrivningen og måden deres fortællinger afvikles på for, at det bliver noget der helt får fat i mig.
Ego & I: “Postmodern man, wife and kids”
Tidligere i år sendte Troels-Henrik 5 stjerner efter Ego & I for deres “herlige slacker-rock”, nu har de allerede nyt på trapperne:
“Ego & I er for nyligt flyttet i et rækkehus et sted i Østjylland, og har skrevet et album om det. Albummet hedder ‘Suburban Bourbon’ og udkommer i oktober 2020. Det Ego & I’s andet album i 2020, og er blevet indspillet tøjskabet hjemme hos bandets eneste medlem, Emil Pedersen. Albummet har fokus på livet i forstaden, kaffe, bleer, brød og arbejdsløshed”.
Der er først og fremmest en rigtig god dynamik og fremdrift i det her kvart i punkede lille, forstadsrocknummer. En del af dynamikken opstår ved en slags call-response mellem forsangeren og et lidt (med vilje) halv-sløvt kor, der spiller ping pong med teksten ala:
I ’ve got a mortgage
(To pay off)
Expensive living
(sort of)
Moral complexities
(No more)
Spending dollars like never before
Liv og glade, ubekymrede dage i forstæderne, hvor der i tiltagende grad også bliver indtaget kaffe for at holde den kørende. Det er “han er vist godt på vej mod et mavesår”, med lidt stivnede smil, begyndende hårtab, en fysik der uundgåeligt er på retræten og en mental tilstand som dufter herligt af en snigende apati og opgivenhed. Det bliver ikke alt sammen sagt, men det ligger mellem linjerne og musikken, som lyder alt andet end afslappende og afklaret.
Der er noget Beck møder Blurs forstads-“idyl” over løjerne hos Ego & I, der har et godt greb om virkemidler, stilsikkerhed og har fået skruet et både potent, lyttevenligt og velsmurt nummer sammen her. Der er ikke meget jeg ikke kan lide, omvendt er det måske heller ikke en sang, der kommer til at vælte verden. Eller måske? Hvis den røg i æteren et eller andet sted, har den måske pondus og energi nok til få hul igennem?
Konklusion: Effektiv, energisk, smittende og fængende, kompakt lille pille på under 3 minutter, der måske ikke overrasker med nye vinkeler og syn på en krakelerende idyl og tilværelse for den post-moderne mand. Men, mindre KAN nu også gøre det i denne her forbindelse!
Kúlu – “Biggest Tone”
Rockbandet Kúlu har jeg tidligere rost både singler og en stærk EP fra, på nyeste single er der i følge presseteksten skruet ned for de støjende flader, i stedet viser bandet en mere poppet side af dem selv. Og så fik nummeret forsangeren til at fælde en tåre:
»Dennis var lige blevet skilt, og som hans kammerat var jeg vidne til den smertefulde proces, han gik igennem. Deraf opstod idéen om at skrive en sang om deres forhold, set udfra hans nu eks-kone synsvinkel. Jeg var jo tilskuer til, hvordan de begge gled fra hinanden. Jeg fortalte ikke Dennis, at jeg havde skrevet sangen og det var først, da han skulle indsynge vokalen, at han blev klar over, hvad den handlede om. Den ramte ham dybt og han brød sammen. Det var første gang, at han nogensinde har grædt over en sang, han selv skulle indsynge – men sangen betyder utrolig meget for ham i dag«, lyder det fra Buchwald (Daniel, red).
Skilsmisse, been there done that, selvom det foregik nogenlunde så fredeligt, som den slags nu kan, så er det ikke en manøvre, jeg vil anbefale andre! Bare et tip. Så umiddelbart burde jeg jo kunne relatere til det her, selvom det virker som evigheder siden, jeg selv stod i en tilsvarende situation. Men, nu jeg ved hvad nummeret handler om, så er et af mine problemer, at jeg i perioder har lidt svært ved at høre, hvad der helt præcist synges, især i sangens første halvdel er det som om vokalen er en smule udvisket og drukner lidt i musikken. Det er sikkert helt med vilje og et greb, sådan skal Kúlu lyde, og normalt er det ikke så afgørende for mig om jeg lige kan høre teksten eller ej… men nu kender jeg jo temaet.
Nuvel, Kúlu har tidligere, og er her, for mig et band der i høj grad lever på stemning, atmosfære og lyd. Lyden og stilen er som antydet indledningsvist en lille smule mere “poppet”, det er nu ikke noget der virker som en væsentlig forandring fra bandets tidligere støjflade prægede univers. Der er måske en lidt tydeligere “puls” , men de atmosfæriske flader er stadig fremtrædende, nu deler de måske bare spotlyset med lidt mere rytmisk fremdrift. Det er en ganske effektiv blanding, især som sangen skrider frem, hvor det virker som om sangen stille og roligt vokser frem mod et brusende “omkvæd”. Det bliver aldrig udpræget “poppet” i omkvædet, måske i den forstand at der er mere ørehængende element i spil og en form for forløsning.
Konklusion: Det er som om Kúlu bygger videre på deres etablerede formel her, i stedet for at smide den overbord for et hurtigt “hit”. Det er en øvelse der fungerer ret godt og et nummer, som stille og roligt er vokset på mig for hver gennemlytning. Nu kommer det her Repeat-ræs unægteligt til at gå lidt hurtigt af og til og er meget præget af umiddelbare indtryk, så ikke alle numre kommer helt til deres ret inden jeg bevæger mig videre. “Biggest Tone” er et af den slags numre, der har godt af, at man lige blokerer bremsen og giver den opmærksomhed, hvilket også kunne tyde på noget slidstyrke og holdbarhed.
https://soundcloud.com/celebration-records/kulu-biggest-tone/s-6Rfn4sLGkhd
Kom Vi Løber – “Bruger Ikke At Danse”
Tilbage i Repeat #60 anmeldte og roste jeg Kom Vi Løbers single “Hendes Ansigt”, der også har fået godt med airplay på P6 Beat i løbet af i år. Om den nyeste single lyder det:
KOM VI LØBER (Lone Slot Nielsen) er klar med en ny single som efterfølgeren til det Jørgen Leth-inspirerede nummer, ”Hendes ansigt”. Denne gang tager Lone Slot Nielsen afsæt i en mere end 2000 år gammel fortælling om den græske kvinde, Aglaoniké. Sagnet om hende siger, at hun kunne forudse og kontrollere månens gang over himlen. Enten med viden eller trolddom. Og en sådan kvinde bruger derfor ikke at danse, men får himmellegemerne til at danse for sig.
”Aglaoniké-figuren dukkede op i en roman, jeg læste, hvor hun ligesom gik rundt både på og mellem linjerne som et billede på et menneske med stor tiltrækningskraft og magt, men også med et spor af mørke og kaos efter sig. Måske ikke, fordi hun vil det sådan, måske fordi det bare er sådan. Så jeg lod hende gå med ind i min sangskrivning, hvor hun fik lov at sætte ord på oplevelsen af frit fald, når det står isnende klart for én, at universet derude eller en kold sten i lommen er fuldstændig ligeglade med, at vi elsker, drømmer, tvivler, planlægger og skal dø en dag”.
Ro. “Bruger Ikke At Danse” er for mig et nummer gennemstrømmet af en behagelig ro, og står som en god kontrast, eller følgesvend, til det tiltagende mere grå og blæsende vejr udenfor vinduerne. Det er ikke en single der umiddelbart er lige så fængende og “hittet” som den foregående fra Kom Vi Løber, der her mere er slået over i et et lidt lavere tempo. Og så alligevel.
Nummeret rummer stadig nogle ørehængerkvaliteter med en melodi, som måske ikke er så pågående, men har et eller andet over sig, hvor det føles som om den tager en i hånden og roligt hvisker “kom lige med her”. Melodien glider ubesværet afsted, mens en tør, mekanisk trommerytme sørger for, at der stadig er noget puls og fremdrift. Den er let på tå og svæver på en måde henover underlaget, mens Lone Slot Nielsens lidt monotone levering af de ellers ret poetiske og maleriske ord virker lidt henkastet og konstaterende. Det er ikke ren “syngende digt-levering”, men det har en snert af det, som bidrager til den overordnede rolige og forkyndende fornemmelse sangen igennem.
Det føles som om nummeret slutter lidt abrupt efter sine 3 minutter og 37 sekunder, men det skyldes måske også, at der er den her meget glidende og konstant fremad bevægende følelse sangen igennem.
Konklusion: Jeg ved ikke om jeg synes at “Bruger Ikke At Danse” er en lige så stærk single som “Hendes Ansigt”, men den rummer alligevel nogle af de samme kvaliteter. Det er ret umiddelbart, nemt at gå til og lyttevenligt, samtidig med, at der er nogle lyriske kvaliteter og tyngde i melodien, der gør at det ikke føles for letbenet, men rammer en god balance mellem det tilgængelige og noget der stimulerer de små grå.
Alpas Ave – “Darkest Is The Dream”
Vi har tidligere modtaget single fra Alpas Ave, som jeg forsøgte at styre lidt udenom, fordi jeg ikke helt syntes det passede ind på vores side – og så kunne jeg spare lidt plads der. Det var nok en fejl, for jeg oplevede det særprægede orkester på Uhørt Festival i begyndelsen af september, hvor de spillede en betagende koncert. Det kan vi da sagtens anmelde! Så, min fejl.
Alpas Ave knuser illusionen om det perfekte liv
Alpas Ave iscenesætter følelser. Den talentfulde duo skaber dramatiske kompositioner, der med deres første to singler er blevet sammenlignet med eventyr, FKA Twigs og drømmesyn. Deres tredje single Darkest is the Dream griber om illusionen om det perfekte liv.
På flere punkter er Alpas Aves musik egentlig ikke så single-egnet. I hvert fald ikke i den gængse forstand. Det er langsomt udviklende, tålmodigt opbyggende og meget stemningsfuld musik, hvor de tager sig god tid og lever på det dirrende drama, som trækker sig sammen til en mørk, knugende sky, som sangen skrider frem. Den slags tager tid. Det fungerer fremragende live, hvor man kan holde publikum i et intenst jerngreb og trække den, på en single, hvis den ikke skal være for lang, så er man nødt til at give lidt mere, lidt hurtigere.
Det er stadig et både smukt, betagende og lidt skræmmende univers, med et dirrende drama i midten af det hele, der suger kraft til sig, indtil vi når bristepunktet. Den helt store forløsning udebliver bare lidt her, hvilket også er med til at give mig fornemmelsen af, at det her ikke er den mest optimale single. Alpas Ave virker som musik der gør sig bedst, når tilløbet er større og banen er en de selv bestemmer størrelsen på, mens man som publikum sidder i åndeløs spænding og holder vejret, indtil de sfæriske toner brydes ned med tunge beats og/eller et overvældende udbrud på vokalen.
Her skal det hele afvikles på under 4 minutter og så kommer det, på en eller anden måde, til at virke både lidt forhastet (selvom det går langsomt), som for lidt (selvom man egentlig får en del) og en kende uforløst.
Konklusion: Jeg er ret sikker på, at jeg enten hellere vil opleve Alpas Ave live, eller i albumformatet, hvor musikken har større udfoldelsesmuligheder, tid til at simre, koge op, falde ned igen, trække sig sammen og ekspandere voldsomt på kort tid. Eller også skal de udsende nogle meget længere singler…
Føjes til På Repeat-listen: ingen i denne omgang
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jeppe Tyche Vinum, Alpas Ave pressefoto
