Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Blakket: Sorte Salmer ★★★★☆☆

Blakket: Sorte Salmer ★★★★☆☆

260
0

Det lyder tungt: Sorte Salmer. Det er da også alvorlige emner om stort og småt, der tages op i dette håndspillede, analogtklingende viseunivers fra Blakket. En plade der lægger stærkt ud, men ender med at lande lidt blødt.

Blakkets hovedkræfter er Carsten Kok-Hansen på (sanger, sangskriver og guitar), samt Louis Claxton (el og akustisk guitar), som her kompetent bakkes op af Ian Lynch fra det irske folk-band Lankum (som jeg oplevede på Roskilde sidste år), Yanna Pelser fra Holland og den franske harmonikaspiller Stevan Vincendeau. De er med til, at give Sorte Salmers ellers nordisk klingende og dansksprogede vise-univers noget international og “almengyldig” kolorit og giver musikken et ekstra pift, der momentvis er virkelig, virkelig smukt.

Sorte Salmer lyder “gammeldags”, eller klassiske om man vil, på den gode måde. Sangene virker, trods nogle generelt tunge emner som tro, PTSD og krakelerede livssyn en stoflighed og varme, der gør lytteoplevelsen særdeles indbydende. Det er en udgivelse der nærmest skriger efter, at blive lytte til i lænestolen på vinyl, derfor er det også helt passende at denne digitale udgivelse følges op med en LP til november.

Det er et album der kræver tid, investering og flere gennemlytninger. Det er en teksttung plade, hvor ordene virker vægtede, velovervejede og vigtige for den samlede oplevelse. Jeg vil ikke sige, at lyrikken er i centrum, for selve den veludførte musik er bestemt også en vigtig spiller her, men det er en tænksom plade med meget på hjertet. Og så har en del gennemlytninger været nødvendige for, at forsøge at afkode, hvorfor jeg ikke elsker den ubetinget?!

Jeg synes sådan set at teksterne er rigtig stærke og velskrevede, på papiret og omgivet af det velafbalancerede og møjsommeligt orkestrerede lydbillede. Jeg kan relatere til mange af dem i en eller anden grad. Vokalen er behagelig og virkningsfuld, selvom det ikke er den mest spektakulære af slagsen, ligesom sangene og melodierne holder et godt bundniveau. Men der er alligevel et eller andet der gør, at jeg ikke overgiver mig betingelsesløst. Og så synes jeg også at den 11 numre, knap 40 minutter lange, plade taber en lille smule musikalsk fremdrift og momentum, som den sniger sig mod målstregen.

Det har måske også noget at gøre med, at de 4 sidste numre, “OCD”, “Helhjertet Vægelsind”, “Ensom I Flok” og “Havblik” er de numre der fanger mig mindst. Det gør at landingen på Sorte Salmer kommer til at føles en kende lang og blød til min smag. Et nummer som den afsluttende “Havblik”, er sådan set en smuk, rolig og passende udgang på pladen, som stemnings- og klangmæssigt lever op til titlen. “Der er havblik i dag, men uro i mit sindelag // Vil så gerne starte forfra, sejle under et andet flag”, lyder det indledningsvis, mens musikken roligt omgiver Kok-Hansen, der med de linjer fint opsummerer noget, som kunne være et overordnet tema for pladen. Men det føles også lidt stillestående og som om man padler i ring på det blikstille vand, hvilket måske ikke ville være det store problem, hvis ikke de foregående 3 numre på den ene eller anden vis havde bremset pladen op for mig.

“OCD” er sådan set flot i sin enkelthed, hvor kun vokaler og en el-guitar udgør sangens stamme, men når den følges op af den tusmørke nedslående dunkelt-folkede “Helhjertet Vægelsind”, hvis titel irriterer mig en kende, fordi den virker noget konstrueret for mig, og “Ensom I Flok”, hvor vokalen for første og eneste gang kommer til at fremstå lidt forceret og påtaget i mine ører, så bliver det en noget træg sidste tredjedel at komme igennem for mig.

Til gengæld kommer Blakket virkelig medrivende fra land med en håndfuld gode til glimrende numre. “Jeg tror ikke på mennesker mere”, lyder det konstaterende og nedslående på åbneren “Ingen Tårer”; hvor det lyder som om Blakket fra starten af Sorte Salmer har mistet troen på menneskeheden. “(Jeg ser) Et Dybt Sår I Horisonten” følger op med en mere bølgende og pågående fornemmelse, instrumenteringen har noget fransk visesangsklingende over sig, men leveringen af teksten og den lidt hakkende måde der synges på, og måden ordene lidt “stødes” ud, sender mine tanker i retning af Niels Skousen. Det er ikke sidste gang Skousen og især hans nyere materiale fra pladerne efter hans comeback i begyndelsen af dette årtusinde, dukker op som referencepunkt og pejlemærke. Det er bestemt ikke en dårlig ting!

På den efterfølgende “Marv”, rammer vi et tidligt musikalsk højdepunkt på Sorte Salmer. Sangen indledes sagte, puster sig så pludseligt op på ganske dramatisk vis og begynder at hvirvle rundt med en mere aggressiv levering på vokalen, en hårdt huggende akustisk guitar og nogle strygerinstrumenter, eller er det bare en enkelt, voldsom violin der puster sig op? “Pust liv ind i mig igen”, lyder det med en snert af desperation og insisteren, mens sangen når sit ret svimlende crescendo. Efter disse ganske begivenhedsrige 3 ½ minut skal vi lidt ned på jorden igen med den mere folk-luskende og semi-søndagsdvaske “Ponyboy Han Sidder På Porcelænsfabrikkens Tag”. Titlen er næsten mere spændende end selve sangen, som kommer til at fremstå lidt som en parentes for mig på albummet, sammen med den efterfølgende “Regnhunden”, der aldrig helt får snuden ud af vandpytten og slæber sig afsted.

Heldigvis hives man op igen på den mere irsk-klingende “Tog Fejl (Heldigvis)”, der indeholder den fine vending “jeg så først min splint, da du trak den ud”. Når Blakket er bedst, så rammer de plet med nogle små sætninger, der rummer letforståeligt, store billeder, der får sagt mere end ordene på papiret. Det er her jeg igen vil være så fræk, at bringe Skousen på banen, det er nogle af de samme kvaliteter hans lyrik rummer – uden at vi måske når helt derop, men barren er også sat højt. “Rustrøde Marker” bringer næsten noget “croonet” på banen i måden der synges på i verset, indtil sangen vokser, puster sig op og vokalen følger med op over markerne.

Her hvor dramaet bliver mere dirrende og næsten får lov til at flamme helt op, er Sorte Salmer allerbedst i mine ører. Selvom pladen ender med at fise lidt ud for mig mod slut, så er vejen dertil stadig brolagt med en række stærke numre og ikke mindst et sangunivers, der bare har noget betagende og tillokkende over sig. Samlet set går det måske ikke helt op i den der højere enhed, som jeg sidder med fornemmelsen af, at gruppen har i sig. Men der er spredte højdepunkter nok og et gennemgående vellydende lydbillede hele vejen igennem til, at Sorte Salmer samlet set er værd at tjekke ud, hvis du er til folkemusik og visesang med noget på hjertet.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.