Home Artikler Repeat #73

Repeat #73

309
0

Vi drøner længere ind i efterårsmørket med nogenlunde friske singler fra Lush Lullaby, Slørede Linier, Caleido, Mob War, How To Lose Face og ral..

OK, denne uges samling singler var lidt en tung omgang at komme igennem for undertegnede. Måske var det en dårlig dag for mig, hvad ved jeg, i hvert fald måtte jeg tage en lyttepause og “resette” hjernen inden jeg nåede igennem. Og give singlerne et ekstra lyt med friske ører dagen efter, bare lige for at være sikker på, at det ikke var mig der var humørsyg. Det kan stadig ikke udelukkes, men jeg prøvede da at give det en chance.

Bare fordi en single ikke lige er min smag, gør det, det ikke til et dårligt nummer. Men, en single skal på en eller anden måde fange mig, og fange mig hurtigt, med et eller andet. Det er ikke som et album, hvor der er flere skud i bøssen, når jeg lytter til singler, her, eller i radioen, så skal der være en eller anden form for næsten øjeblikkelig forbindelse til sangen for mig – ellers er jeg videre. Nogle numre kræver, naturligvis lidt mere tid og fokus, det tilstræber jeg også at give dem.

Hvilket bringer os frem til denne uges singler.

Lush Lullaby – “Out of Sight”

Vi starter ud med en omgang lo-fi alt-rock fra Lars Bredahls hånd, som vi tidligere har anmeldt både en række fine singler og EPer fra. Pressetekst er der ikke noget af, så vi hopper direkte til sangen!

Bredahl og hans Lush Lullaby projekt skriver i bund og grund “små” sange, i den forstand at setuppet lyder lo-fi skrabet, sangene er enkle, ofte båret af en lille, iørefaldende melodi og et “lad os så kommer derudaf” drive. “Out of Sight” er ingen undtagelse, helt i tråd med titlen lyder det som om et eller andet bliver mindre og mindre i bakspejlet, mens Lush Lullaby ruller ud på vejen og drøner afsted. Der er noget ubekymret over det og en god portion varme, selvom det der stille og roligt forsvinder bagved i horisonten ikke nødvendigvis er positivt.

Opbygningen til omkvædet bliver i hvert fald mere sammenbidt, hvor musikken hugger lidt mere til og Bredahl synger “we wasted so much time”. Tonen bæres over i selve omkvædet, inden stemningen og trykket letter igen efterfølgende. Dynamikken fungerer fint og er man til alternativ rock med en lo-fi æstetik, så vil man nok føle sig godt tilpas i selskab med Lush Lullaby. Det er på den anden side også et lidt begrænset univers, og et velkendt univers, så der er måske ikke de store overraskelser. Ligesom det lægger et vist pres på selve melodien for, at man ikke skal synes at man har hørt det mange gange før. Det synes jeg egentlig Bredahl lykkes fint med, det er fængende og jeg er med så længe sangen rocker afsted.

Konklusion: Fin, lille sag, som måske ikke bliver hængende så længe i hovedet efter endt lytning, men i nu’et fungerer det udmærket.

Slørede Linier – “Alting Forsvinder”

“Alting Forsvinder er anden single fra 23 årige Asbjørn Rud Mathorne der som Slørede Linier skriver alt selv. Det er et lettilgængeligt nummer om studentergilder og sommerheartbreaks, som emmer af længsel, skrøbelighed og afmagt. At føle sig udenfor, forkert og isoleret fordi alle andre virker til at have en fest man ikke er inviteret med til.  Den skrøbelige stemme, det umiddelbare og naive tekstunivers samt de melodiøse rammer gør Slørede Liniers ærlige lyd værd at lytte til og holde øje med.  Sangen blander det lette med det tunge og har både let catchy guitar riff, en alvorstung vokal og vibe af Franske Pigers Indiepop”.

Der er noget “tidens toner” over Slørede Linier, hvor både de nævnte Franske Piger spøger i lyden, men også en række af de moderne “drengebands” som eksempelvis Barselona. Slørede Linier er et soloprojekt fra den 23 årige Asbjørn Rud Mathorne, der på fin vis rammer noget af det der er oppe i tiden: blød, poppet dansksproget indie, der sagtens ville kunne gøre sig i radioen. Det jeg måske savner her, er en mere selvstændig musikalsk identitet. De lyder meget som et sammensurium af en masse navne, der de seneste år har hittet i større eller mindre grad, det slører linierne lidt (pardon the pun), så jeg aldrig bliver helt klog på hvem Slørede Linier egentlig er. Det passer jo så meget godt til kunstnernavnet.

Det mere personlige særpræg skal man så muligvis finde i teksten, “som om solen er for stærk for mig”; indledes der med i et det let døsige lydbillede, der her lyder som om man står og misser med øjnene mod solen og det hele bliver lidt sløret. Sangen handler tilsyneladende om minder, ting der stadig hænger fast i erindringen, selvom alt andet forsvinder i den fysiske verden. Igen melder kunstnernavnet sig på banen. Noget af det jeg rigtig godt kan lide ved det her, er følelsen af sammenhæng. Kunstnernavn, sangtitel, teksten og nummerets lyd og stemningen harmonerer rigtig godt og skaber en følelse af, at der er tænkt over tingene. Det fungerer i hvert fald i én sang, om det så ville blive lidt begrænsende hvis det hele skal “tale så godt sammen” på en kommende plade, det er en anden snak.

Det eneste “problem” jeg har med det her er altså, at jeg savner at musikken skiller sig lidt mere ud fra mængden på en eller anden måde. Jeg driver hurtigt lidt ud af sangen, da musikken aldrig rigtig får sat kløerne i mig, det kan være en smagssag.

Konklusion: Lyder lidt for meget som for meget andet, til min smag. Men det er godt pophåndværk og sangskrivningen fejler som sådan heller ikke noget.

Caleido – “Det Vi Ikke Siger”

Caleido er inspireret af jazz, pop og soul og har eksisterer siden 2017. De 5 medlemmer mødte hinanden på Aurehøj musikgymnasium, hvor de egentlig skulle skrive en sang til MGP. Det førte hurtigt til at bandet begyndte at skrive mere “seriøse” sange, hvor vi nu får lov til at smage på “Det Vi Ikke Siger”:

“‘Det Vi Ikke Siger’ handler om at være fanget i et fællesskab, hvor man ikke sætter ord på sine følelser, og hvor det kan føles som om, at ens personlighed langsomt udviskes. Gennem nummeret finder tekstens ’jeg’ud af, at det også kan skabe et frirum.”Det er vigtigt at have nogen at dele sine følelser og usikkerheder med, men nogle gange har man jo også brug for at hænge ud med nogen, hvor det ikke er dét, der er i fokus”, siger bassist Tim.

ÅH GUD, nu skal der snart ske noget, så jeg ikke keder mig! Det var min første tanke, beklager. Måske er det her ikke en dag, hvor jeg skal lytte til ny musik? Det er en sang af den slags, hvor det hele emmer lidt af undommelig sløvsind og ugidelighed forklædt som “eftertænksomhed”. Hvorfor skal i lyde så triste? Bare vent til i fylder 40!

Hvis jeg ikke vidste, at de har mødt hinanden på musikskole, så ville jeg måske ikke tænke “puha, det lyder sådan lidt musikskole-agtig”? Det er ikke til at sige, men det gør de her unge mennesker altså lidt. Det lyder lidt præget af en “skolet” tankegang, indflydelse og inspiration, hvor det teknisk set er godt udført, især deres alder taget i betragtning, men de dufter også lidt af korrekte stiløvelser og “rigtig musik spillet rigtigt”. Jeg savner mere vildskab og noget løssluppenhed, og det her skriver jeg efter jeg er nået 24 sekunder ind i det knap 4 minutter lange nummer…

Pop, jazz og soul, samt en lidt doven, udvisket og lidt “uskyldig” kvindevokal er opskriften, med en tekst der opererer i det samme lidt uskyldige, ungdommelige univers. Desværre virker det hele lidt stift, eller som om “opskriften” er fulgt lidt for nøje. Vokalen har “noget”, ligesom Caleidos tilstræbte kalejdoskopiske lyd også rummer elementer, som på sigt ville kunne blive til et eller andet jeg synes bedre om. Jeg synes ingredienserne er der, bare glem opskriften og bland mere frit, det er for stift i leddene for mig det her. Det lyder som om bandet har styr på det basale, og har hørt efter i musiktimerne. Snup et frikvarter og lav en sang der, hvor i skider på reglerne!

Konklusion: Jeg lyder måske meget hård ved Caleido, men det er også fordi, at der sagtens kunne gemme sig noget potentiale her. Jeg føler bare, at de på dette nummer kommer til at begrænse dem selv, i stedet for at slippe tøjlerne og lægge noget af det lærte fra sig – eller i hvert fald bruge det mere frit.

Mob War – “West Points Up”

Da Mob War udsendte pladen Overthinking tilbage i begyndelsen af 2017 gav jeg den faktisk topkarakter her på siden. Jeg skal indrømme, at jeg siden ikke har lyttet meget til pladen og i skrivende stund faktisk ikke kan huske den! Det skal Mob War ikke tage så tungt, jeg får proppet alt for meget musik i skallen, så det kniber efterhånden med kapaciteten på harddisken og hukommelsen, ligesom jeg har et eller andet med, at giver jeg en plade topkarakter, så er jeg ligesom på en måde “færdig” med den og orker ikke at høre den igen… det lyder måske lidt underligt?

Nuvel, det giver Mob War den fordel, at tavlen på en måde er visket ren og jeg ikke holder den nye single op mod det gamle! Der står så i presseteksten, at det er anden single fra deres kommende “første album”. Altså første plade, ud over den der udkom i 2017… og som så nævnes i næste afsnit.

“Singlen West Points Up tager, som første single Glassy Eyes, fat i det frustrerede, forvirrede menneskesind. I en følelses kombination af at være lige dele opgivende og angstfuld, sætter sangen musik til den fornemmelse, der synes at findes i os alle; et hjerte, der ræser, øjne, der flakker og ingenting at holde fast i. Der hvor det mentale kompas er skudt ud af kurs og vest pludselig peger op og øst ned”.

OK, så denne single nummer to fra fra deres første andet album er måske ikke lige en, der giver mig lyst til at genbesøge Overthinking, eller lytte til den kommende plade. Det lyder lidt som hvis Kashmir kedede sig over deres egne sange og begynder at spille mere poppet. Hvad?! For groft? OK, beklager, jeg føler mig bare lidt tirret over det her “dynen op over hovedet” musik jeg bliver udsat for i denne omgang af Repeat. Det er jo sådan set ikke kunstnernes skyld, at fordelingen af sangen lige blev som den blev – det er rent tilfælde.

Lad os træde et skridt tilbage og se lidt mere nøgternt på det hele. Mob War ved hvad de laver, ingen tvivl om det, der er noget dejligt selvsikkert og lidt tilbagelænet over det her, hvor der kun i korte glimt forceres, eller trædes på pedalen. Selve lyduniverset er vel det man kunne kalde “smagfuldt”, men det er måske også her kedsom- og rastløsheden sætter lidt ind hos mig. Der gives aldrig helt los, sangen stiger en smule i omkvædet, hvor der flirtes med en lidt mere poppet lyd, men det stiger aldrig helt til himmels. Der er noget kontrolleret over Mob War, selvom lyden også er luftig, som bare ikke helt tiltaler mig. Det er som om at sangen trænger til et velment los bagi?

Det lyder sådan set lækkert nok og man kan heller ikke sætte en finger på udførelsen, hvorfor kan jeg så ikke lide nummeret?! Jeg har efterhånden hørt sangen nok gange til, at konkludere, at det ikke er en dårlig sang, men jeg kan simpelthen ikke komme tæt på den, eller blive indfanget af det Mob War, på kompetent vis, ellers lokker med her.

Konklusion: Det er ikke jer, det er ikke mig, jeg tror bare ikke vi var ment for hinanden i denne omgang.

How To Lose Face – “Memory”

“Skelettet til sangen er skrevet i en tid hvor man var begyndt at tale om en fremtid med robot-partnere. Den var tænkt som en refleksion over den perfekte kvinde ud fra erfaring; menneskets selektive hukommelse og hvorfor vi aldrig er helt tilfredse med det vi har og “hvor vi er”. Kort sagt – hvorfor synes livet ofte grønnere med hende der ekskæresten, som gjorde livet helt utroligt surt for en!?”.

Jeg så fornylig filmen Her, hvor en ensom Joaquin Phoenix, der erhverver sig som skribent af lykønsknings/lejlighedskort for andre mennesker, indleder et forhold til sit nye styresystem, spillet/speaket af Scarlett Johansson. Hun er måske ikke en robot per se, men dog en kunstig intelligens, der så viser sig at udvikle sig lidt for hurtigt og få en fri vilje og alt muligt ubehagelig – for stakkels Joaquin. Nå, hvor ville jeg hen med det? Jo, jeg synes tanken er spændende og det var noget jeg havde frisk i erindring da jeg kastede mig over “Memory”; der jo så ikke decideret diskuterer emnet med robot-partnere, men bruger det som et udgangspunkt til at kigge på menneskelige relationer og drømmen om det perfekte – hey, hvad tror der ville ske, hvis man fik bygget en på papiret perfekt partner til sig selv? Jeg tænker du lynhurtigt ville begynde at røvkede dig… NÅ, sangen!

Jeg kan ret godt lide Peter Fjordbak (der gemmer sig inden i How To Lose Face) og hans én-mands “indieband” lyd. Der er også noget over det, der sender mine tanker tilbage til 00erne, hvor indierocken jo havde lidt af storhedstid og sad ret tungt på radiobølgerne. Dermed ikke sagt, at det lyder tilbageskuende eller gammeldags, der er bare en arv derfra, som strømmer igennem How To Lose Face, i hvert fald en understrøm. Fjordbak har da også været en del af indiebandet Kings Light Infantry, der var fremme i slut-00erne og start-10erne, så det er måske ikke så underligt.

Der er noget let sørgmodigt over Fjordbaks vokal, og sammen med en bagvedliggende tone i musikken som har noget lidt fjernt, urovækkende og vagt futuristisk over sig, bare som en en lille brise, skaber det en fornemmelse af noget distancerende. Det er måske i tråd med idéen om robot-partneren, både følelsen af noget der mangler som så forsøges kompenseret med noget “kunstigt” og at en robot jo i sig selv ER kunstig. “So much confusion, feels just like a dream”; synger Fjordbak med en antydning af ensomhed og forvirring i stemmen, der kan lyde skrøbelig og som om den ikke skal presses meget længere ud inden den knækker. Han bevarer dog fatningen, og når frem til et fint, fængende, men ikke på en flashy måde, omkvæd, hvor det lyder mere selvsikkert og determineret. “Take action based on sexual needs”, lyder mantraet her.

På mange måder er det en sang der flyder elegant og ubesværet afsted, uden voldsomme udbrud og udsving. Det er behageligt lytning, men det er også noget jeg lige skal være i humør til, så det ikke driver lidt i baggrunden. Men det kan man sikkert sige om meget musik…

Konklusion: Bundsolid single fra en sangskriver, der har helt styr på sagerne.

ral. – “Parasite Paradise”

Vi slutter af med endnu en ny single fra aarhusianske ral., der har et navn der må være et mindre mareridt for enhver So-Me manager type?! De udsendte to singler inden for relativt kort tid i august/start-september, den første er anmeldt HER, så jeg har trukket det lidt med at inkludere single nummer to her i Repeat. For at få yderligere oplysninger om sangen skal man åbenbart sende en forespørgsel om adgang til noget google docs ræs, hvilket jeg hverken har tid eller lyst til. Hvis der er noget vigtigt I synes vi skal læse, når I sender til os, så gør adgangen så nem og hurtig som muligt, ellers springer, i hvert fald jeg, over.

Så vi går direkte i kødet på sangen uden forhåndsviden. Hmmm, “Muse’et”, var min første tanke under sangens intro. Og lidt en snert af noget… hmm… At The Drive-In? Bare ikke lige så hysterisk og progget. Der sker ret meget på nummerets 4 minutter og 42 sekunder, hvor både længden og den sprælske udformning af nummeret, med ret mange afstikkere, idéer og krumspring gør, at den er i den mere udfordrende end for en single – både for lytterne og bandet selv. Det er ikke en lige-ud-af-landevejen single/sang og sikkert heller ikke en, der er tænkt som et nummer med radiopotentiale. Dertil er lyden måske også for rå og upoleret, hvilket jeg ellers finder er en af singlens forcer.

Der hvor jeg er lidt i tvivl, eller vævende, er om ral. får prøvet lidt for mange ting af i den forstand, at det virker som om at nummeret aldrig finder ro, eller hviler ved en idé i særligt lang tid af gangen. Det giver det hele et skær af noget der er lidt utilpasset og rastløst, men det kan også være med fuldt overlæg og en del af pointen! Som sang bliver det muligvis en lidt fragmenteret oplevelse, men som kig ind i et bands arbejdsrum, hvor de måske er i gang med en eller anden form for process og rejse hen imod et mere fast- og sammentømret udtryk, er det bestemt ikke uinteressant selskab. Jeg er bare ikke helt sikker på, at “den” er der endnu?

Konklusion: Er det “a work in progress” eller er ral. og deres lyd bare noget, som de ønsker skal lyde sådan? “Parasite Paradise” giver ikke noget entydigt svar, men det er ikke kedelig lytning og det er en sang, hvor bandet om ikke andet får prøvet nogle ting af. Uden, at de helt mister kontrollen, men samtidig er det samlede indtryk stadig lidt diffust og flimrende. Det kan også virke dejligt opkvikkende!

Føjes til På Repeat-listen: ingen i denne omgang

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Kenneth Guttermann, Caleido pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.