Home Artikler Repeat #69

Repeat #69

238
0

Efteråret står for døren og dermed også en række “kommende udgivelser”, og dermed begynder der også at strømme flere singler ind af den elektroniske brevsprække. Denne gang er der åbnet musikalske hilsner fra Uffe Lorenzen, Smart Patrulje, Dør nr. 13, Jonas Hammer, ral. og Katrine Stochholm.

Indtil videre kan Repeat dog holde nogenlunde trit med udgivelserne, så de fleste af ugens numre ikke har mere end maksimalt 14 dage på bagen. Så må vi se hvor lang tid jeg kan holde trit…

Som altid er den opdaterede På Repeat-spilleliste nederst inklusive ugens nyeste tilføjelser. Det er ikke altid at der tilføjes nyt, ligesom det ikke er selvskrevet at en god single ryger med, listen er og bliver meget subjektiv og lige så meget for at jeg kan holde styr på de singler, jeg synes har været personlige favoritter i årets løb – så tag det for hvad det er. Nogle singler havde jeg ved gentagende lyt måske heller ikke inkluderet, så det er lige så meget et øjebliksbillede, som et tilbageblik på året.

Nå, det nyeste kuld!

Uffe Lorenzen – “Caminoen”

“… en behagelig tilbagelænet affære, der handler om en druktur gennem København i nyforelsket tilstand”. Sådan lyder den korte beskrivelse af nyeste single fra Uffe Lorenzen, der snart udsender sit tredje soloalbum, der bærer titlen Magisk Realisme. Modsat de to forgående, der var mere akustisk baserede, beskrives den nye plade som et ROCKalbum.

Hmm, det passer da meget godt til beskrivelsen, må man sige. Det vugger og bølger roligt af sted med en varm følelse i kroppen. Den bløde stemning varmes blandt andet op af en fed guitar og Lorenzens vokal, som i denne omgang er nærmest… inderlig og kælende? Den udgave af Lorenzen er jeg ikke sikker på, at man har hørt før, i hvert fald ikke i en sådan grad. Det klæder ham egentlig ret godt ikke at vrænge og vræle igennem, hvilket jeg OGSÅ kan lide, men her virker det meget passende i forhold til lyrik og den overordnede stemning.

Teksten er både en tur igennem København, hvor diverse steder og områder betrædes af Lorenzens forelskede skridt, en rundtur der ikke er ukendt lyrisk farvand for vores trubadur (man kunne eksempelvis nævne “Flippertøs”) og en ret øm kærlighedserklæring. For “Jeg tænkte på dig hele vejen” går igen teksten igennem, mens Lorenzen viser rundt på drukruten.

Som single er det selvsagt et lidt afdæmpet valg, det er et nummer der skal have lidt ro og albuerum for at folde sig ud, men den rolige stil tiltrods, så synes jeg alligevel at den har en vis gennemslagskraft og at man sådan set er med fra start. Jeg var i hvert fald, det er muligvis de varme vibrationer og strømninger der rammer plet her i sommervarmen (i skrivende stund er der 30 grader udenfor). Lad os se om den også fanger når efteråret banker på…

Konklusion: Lorenzen får vist både velkendte og lidt nye sider på “Caminoen”, et nummer der virker ganske lovende for den kommende plade. Det er ikke et rockdrøn, men mere en halv-fuld skvulper.

Smart Patrulje – “Copenhagen”

Nu skal vi have noget med Kraftwerk-inspireret percussion, jazzy chill, trombone og temaet fra rådhusklokkerne!

JO, sanger og tekstforfatter i Smart Patrulje: “Jeg skrev teksten til Copenhagen, da jeg var på anden side af kloden, delvist i USA og Singapore. Jeg har aldrig følt mig mere alene end de 12 måneder, hvor jeg var væk hjemmefra. Når jeg ser tilbage på min tid i København synes en ubeskrivelig æra fyldt med en bevidst tilstedeværelse. Den forekommer nok også mere bevidst, idet mit liv efter den epoke virkede fuld af uvished. Men verden drejer stadig rundt og jeg følger med. Det giver mig håb. Man er hvor man er, resten skal nok følge med.”

Vi slipper ikke hovedstaden helt, der er dømt mere københavneri med Smart Patrujles “Copenhagen”. Det forstyrrer mig på en eller anden måde ofte, når en kunstner har et dansk navn, men sangtitlen er på engelsk?! Nå, det var et sidespor – fra starten.

Lyden og stilen er mindre flagrende og “gakket” end beskrivelsen måske lagde op til, det er faktisk et ret homogent og stramt lydbillede man præsenteres for med en lys, lidt “doven” kvindevokal i front. Jo, der er spredte trut, en understrøm af noget levende og boblende percussion, men det er ikke et genre-miskmask som presseteksten lagde op til. Rytmen, der driver sangen frem og den lidt tilbagelænede jazz-chillede fornemmelse giver sangen en ret fast struktur og form – med de andre elementer som ekstra krydderi og detaljer, men i nøje doseret from.

Det er et nummer, som sådan set både fremstår ret afslappende, men som man sikkert også ville kunne danse til. Sangen gennemstrømmes af en vis ensomhed, længsel og higen efter noget, her symboliseret ved byen, København. Det er atmosfærisk, mystisk, lidt dunkelt og har noget dragende over sig, som skaber en stemning der er ret vellykket og suger en til sig.

Konklusion: Spændende single med mange nuancer, påhit og detaljer, som smelter ret elegant sammen til et velfungerende hele. Det gilder elegant fremad, men giver også mulighed for, at man kan sumpe hen, dagdrømme eller forsvinde ind i sangen.

Dør Nr. 13 – “Griner”

Dør Nr- 13 er også nået til anden single fra et kommende album, der egentlig kun var planlagt som en EP, men voksede til album-størrelse, da genrebastardbandet gik i studiet. Gruppen har haft god vind i sejlene med de seneste mange singler, hvoraf en stor del har fået godt med airplay på blandt andet P6.

Lasse, som er sanger og sangskriver i Dør nr. 13, fortæller om GRINER:

“Den handler på den ene side om det, der egentlig er meget min grundholdning til livet. At verden er fucked up. Fordi vi mennesker er nogle idioter, der ikke forstår at fungere med hinanden. Vi har stadig racisme, sexisme, vold, krig og undertrykkelse selvom vi udmærket ved bedre og burde have lært historiens lektie for længst”.

“Verden er en syg joke, hvorfor er der ikke nogen der griner?”, sådan lyder åbningslinjen i “Griner”. Det kan man jo godt spørge om, men er der ikke det? Jeg griner da jævnligt, hvis ikke ofte, over hvor syg verden er. Men jeg har måske også, lejlighedsvis, en syg form for humor…

Nå, blot en tanke og endnu et sidespor fra start! Eller er det, for det betyder jo faktisk at nummeret på en eller anden måde fanger mig, eller i hvert fald frembringer en reaktion med sit anslag – og det kan næsten kaldes en halv sejr, når det gælder en single. “Griner” føles også som en sang, hvor man dumper ned midt i handlingen, eller at man tuner ind når sangen allerede er godt i gang, inden den bremser lidt op 15 sekunder inde og lige give en tid til at få fodfæste.

Den lidt atypiske opbygning fortsætter med et længere stykke, hvor det kan virke som om sangen lidt træder vande eller ikke for alvor kommer i gear igen, mens Lasse Skovs nærmest messende, lidt vrængende vokal er omdrejningspunktet. Det bliver mere opbyggende og man fornemmer at der må være en form for omkvæd på trapperne, når vi når over et minut ind i nummeret og et (med vilje) forceret og følelsesforladt “ha ha ha ha” dukker op. Bakket op af et ret fint instrumentalstykke udgør det sangens bud på et “omkvæd”.

Jeg kan sådan set godt lide, at der leges lidt med form og struktur og at det ikke bare er en single skåret efter hitskabelonen. Hele sangens tone og stil virker dog en kende anstrengende at lytte til, hvilket jeg et eller andet sted tror er en del af pointen. Det er jo et anstrengt “grin”, verden er et sygt sted og dermed matcher musikken tematikken ret godt – det skal der også være pluspoint for. Det er bare ikke helt det samme som, at det er et nummer jeg lide at lytte til.

Konklusion: Hmm, jeg er lidt i vildrede her. Dør Nr. 13 leverer ikke en sang, som falder helt i min smag, men det behøver eller skal de jo sådan set heller ikke. Den “normale” single-formel brydes lidt, det bør også værdsættes. Jeg vil kalde det en mild anbefaling, det fortjener et lyt og en tommel op, at de prøver nogle ting af.

Jonas Hammer – “Pige I Nattens Mørke”

Jonas Hammer har vi tidligere haft fat i både som solokunstner og i trio-format her på siden. Nu er han ude med et nyt nummer, der er baseret på en virkelig historie.

“Teksten er forfattet ud fra en trist men sand historie, der beskriver et dilemma: Jeg var vært ved en fest og en 19-årig pige endte med at gå (frivilligt) hjem med en 45 årig mand. Året er 2020 og piger kan jo godt have kontrol, men burde vi alligevel have gjort noget?”.

Endnu en single, hvor anslaget fanger min opmærksomhed. Jeg synes om Hammers lidt 70’er spillemandsklingende stemme og sangstil og åbningslinjen får straks sat rammen og sætter gang i den indre film: “En fest i en bydel så langt fra hvor hun bor // en nat, hvor alt kan ske”, OK, jeg lytter.

Narrativet i nummeret følger den ovennævnte præsentation fra presseteksten, det er sådan set meget let forståeligt og lige-ud-af-landvejen, klassisk folk’et spillemandsvise, ikke så mange overraskelser der. Men historien og dilemmaet er godt fortalt og rullet ud, så man kan fint kan se scenariet for sig og føle vores fortællers tvivl og dilemmaet. Det er ikke en fortælling om et decideret overgreb, det er en gråzonefortælling, hvor der ikke umiddelbart er noget rigtig og forkert, medmindre man mener, at der altid er et element af tab af fri vilje når alkohol og fest er involveret  – men kender alle parter ikke spillereglerne?

Der bygges i roligt tempo organisk ovenpå det enkle nummer, melodien stiger lidt i intensitet, der synges med lidt mere kraft og udsving i stemmeføring, noget afdæmpet kor dukker stedvis op. Lækker og veldoseret opbygning igennem de lidt over 4 minutter sangen varer. Hammer viser her, og i de andre sammenhænge vi har anmeldt ham, at han er en god, gammeldags sanger og sangskriver, som det helt klart er værd at holde øje med fremover.

Konklusion: Stærk og vedkommende sang, der ikke kommer med et tydeligt svar på rigtigt og forkert, men får behandlet emnet og dilemmaet på elegant og smagfuld vis. Musikalsk er det traditionsbundet, ja, men det er byggesten der fungerer, når man som Hammer har styr på håndværket.

ral. – “Serotonin”

ral. anmeldte jeg en EP fra for efterhånden to år siden. 4 stjerner blev det til, til A Fool’s Errand, hvor de blandede elementer fra grunge, alt-rock, metal og melodisk rock til en ret virkningsfuld cocktail. Nu er de klar med “Serotonin”, en kærlighedssang opkaldt efter et af de stoffer der frigives i hjernen når man forelsker sig. Er der så dømt musikalsk lykkestof?

Både og, vil jeg sige. Der er i hvert fald dømt halv-høj bølgegang og følelserne ude på tøjet, i et lydbillede der stedvis er helt Muse’sk med store armbevægelser og højstemt stemmebåndsakrobatik. Om den kommer helt i mål, kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Det er som om ral. sigter højt men ikke helt kommer over barren visse steder, som om bandet enten lige mangler det sidste løft eller bare ikke går all in og holder lidt igen? Er det ikke vildt nok? Nja, jooo, tjaaa, altså, det er i hvert fald ikke halv-hjertet, og det er sådan set også klædeligt med lidt mådehold, hvor man ikke bare giver den hele armen. Modsat er det som om sangen netop lige mangler den allersidste over-the-top galskab for at komme helt i mål.

Det sagt, så synes jeg det i glimt er et ret godt nummer! Der er godt med drama og tryk på, der flirtes med noget næsten progget og antydes nogle breakdowns, men det kammer ikke over, og det giver sangen noget dynamik, fremfor at det begynder at hakke og sprutte. Der er bidder hist og her som er ret fængende og medrivende. Det, jeg mangler, er måske lige det store forkromede “finish”. Og så sker der ret meget på under 4 minutter. På den ene side er det dejligt hæsblæsende, på den anden side bliver man også lidt forpustet og forvirret af at lytte til ral. – men måske er de blevet kulrede af for meget serotonin?

Konklusion: Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, at “Serotonin” er en af den slags numre, der viser et band under udvikling. Som om de er ved, at bevæge sig et nyt sted hen, men ikke helt har fundet ud af endnu, hvor de skal lande. Kedeligt er det bestemt ikke, men måske en kende forvirrende.

Katrine Stochholm – “Uvejr”

“Den nye single Uvejr er en perlende intens drøm af en sang, der handler om i lang tid at lægge låg på følelserne, for så at hengive sig til det helende og transformerende i at åbne sig, give los, og græde sammen. Det tryk, der opstår lige inden et tordenvejr, bliver et billede på alle de usagte ting, der kan hobe sig op og skabeubalance og frustrationer.

Tordenvejret bliver metafor for det at sætte følelserne fri og give dem et kropsligt udtryk. “jeg ville kreere et beat, der lød som et tordenvejr, når det er allermest voldsomt, så jeg programmerede et loop med rigtigt mange slag i et langsomt tempo og satte derefter tempoet op, så det virker overvældende, intenst og påtrængende – tordenvejr giver en helt særlig stemning – jeg elsker at sidde indenfor og kigge ud på lynene – det er ikke noget tilfælde, at singlen udkommer i august, som er højsæson for tordenvejr”.

Katrine Stochholm husker nogle lyttere måske fra det roste 00’er band Under Byen, der imponerede med en et par plader, hvor poesi og musik smeltede sammen og skabte noget ret unikt på den danske musikscene. Siden solodebuterede Stochholm tilbage i 2016 og har tidligere i år udsendt singlen “Maj”, som ikke er landet i vores indbakke, så vidt jeg kunne se?  Nuvel, så kan man jo lytte med helt friske ører til “Uvejr”, inden et kommende album nummer to fra Stochholm.

Jeg trippede selv en del over Under Byens Det er mig der holder træerne sammen, men røg siden lidt af og søgte andre musikalske græsgange, så det er faktisk første lyt til Stochholms vokal og musik siden den plade. Umiddelbart er stemmen, dens svævende melankoli og nordiske kølighed, stadig et genkendeligt element, men den virker mere… nærværende og klar? Det er i hvert fald knap så “tåget” og svævende, som det var engang, det samme kan siges om den musikalske del, der virker en anelse mere pågående.

Jovist, der er stadig noget luftigt og esoterisk, eller porøst over udtrykket, men der er også en ret bastant, blålig elektronisk puls tilstede, som giver sangen mere rytme. Sådan da… måske er det egentlig bare vokalens placering i forgrunden, der gør den væsentligste forskel? På en måde lyder det som et ret moderne popnummer, som bare er blevet vredet, trukket og kørt igennem Stochholms lydlaboratorium så det kommer lidt fordrejet og flimrende ud på den anden side. Det er eksperimenterende, men ikke uden struktur og en opbygning man kan følge. Samtidig virker det stadig ret utæmmeligt og som om der raser et stormvejr inde i sangen – helt i tråd med titlen og uvejrs-metaforen.

Det er ikke en sang man lige bliver færdig med efter de første par gennemlytninger, derfor er det her også præget af umiddelbare indtryk. Selvom sangen på overfladen kan virke ret enkel, så er der et væld af små detaljer og krumsping i musikken, som får det til at flakke og boble – derudover er der hele den lyriske del og Stochholms stadig betagende vokal at forholde sig til. Man ved næsten ikke hvor man skal kigge hen og fokusere på, ligesom når man står midt i lyn og tordenvejr.

Konklusion: Stochholm føles stadig som en unik kunstner og stemme (på alle punkter) på den danske musikscene. “Uvejr” byder både på noget velkendt, hvis man har lyttet til hendes bagkatalog og nye, overraskende påfund, der pirrer ens nysgerrighed. Og så kan man sgu nærmest også danse til den?!

Føjes til På Repeat-listen: Katrine Stockholm + Jonas Hammer

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Michell Boysen, katrine Stockholm pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.