Home Artikler Repeat #71

Repeat #71

325
0

I denne udgave skal vi tilbage til barndommen, omkring ensomheden og ud i rummet af flere omgange med NAR, Nye Katastrofer, Death Machine, Ida Wenøe, Once In Orbit og Sunken.

Ja, vi kommer vidt omkring denne gang og vi har både kvinder, mænd, solokunstnere, bands og metalmusik! Diversitet er skide godt.

Indbakkens bunke begynder også så småt at vokse igen, også på singlefronten, så vente/behandlingstiden på anmeldelser bliver også stille og roligt lidt længere end den seneste periode – så, tålmodighed derude, vi prøver at nå det hele, men det tager lidt tid. Så lad os ikke spilde den med mere udenomssnak, lad os kaste os over 6 nye singler.

NAR – “Out of Space”

Vi lægger ud med en omgang “storslået indie” fra duoen NAR, der på dette nummer får besøg af deres faste korsangerinde Laura Dollerup til at skabe en duet, hvor hun synger omkvædet. Netop omkvædet og teksten er det store omdrejningspunkt i sangen i presseteksten:

“I’m floating out of space”, synger Laura i omkvædet og ikke mere end de få ord gentaget. Og skulle man ikke vide bedre betyder det, noget der har med rummet at gøre, altså det store mørke univers. Det virker i hvertfald som om at det er det lyden vil, altså tage os med ud i rummet. Nogle simple klaverakkorder bærer nummeret frem mens forskellige elektroniske lyde og en let guitar skaber et spacy lydbillede hvor man føler at man svæver i det mørke univers blandt stjerner og planeter”.

Selvom det er meget storslået, luftigt og emotionelt, så er der også noget sart, delikat og skrøbeligt over NARs lyd her. Det er et nummer der svæver rundt og langsomt udvikler og forandrer sig, langt oppe over hovedet på en, eller, ja, ude i rummet. Hvis vi leger at man kan høre noget i det store, åbne og mørke verdensrum, så er det her, måske sådan man kunne forestille sig det ville lyde. På en eller anden måde minder stemning og stilen mig lidt om det gamle Suede nummer “The 2 of Us”, det er måske det ensomme klaver der gør det.

Der er en en let cirklende fornemmelse over sangen, der matcher det gentagende “I¨m floating out of space” virkelig godt. Dollerup nævner selv, at teksten måske skulle have lyt “I¨’m floating into space”, men Frederik fra NAR supplerer med, at for ham handler sangen ikke om rummet men om de rum vi møder i livet og på den led giver teksten også mening. Derfor kan rum metaforen sagtens fungerer, men det lille tekst-twist gør, at man kan lægge et ekstra tolkningsniveau ind i sangen.

Om det er verdensrummet eller ens indre univers man flyder rundt i er op til en selv, “Out of Space” fungerer fint som soundtrack til begge dele. Sangen rummer både ro, et stille drama og en ganske overvældende fornemmelse af at være en lille del af noget større. Der er som sådan ikke meget musik eller melodi i sangen, den lever i vid udstrækning på stemning og atmosfære og de stærke vokaler, der får masser af plads at udfolde sig på i det (næsten) tomme rum.

Konklusion: Som singler er det, selvsagt en ret rolig og tålmodigt opbygget sag, der ikke overfalder lytterne med et stort hook eller en flashy melodi. Men giver man nummeret mulighed til lige at få fat og udvikle sig i sit eget tempo så er det en rigtig flot og veludført sang.

Nye Katastrofer – “De Lykkelige Mennesker”

“De lykkelige mennesker er sidste del af en samling på 4 numre med Nye katastrofer. Sangen handler om ungdommens kraft, overmodet og indbildning. Den beskriver det øjeblik , hvor man
ikke længere tilhører eller identificerer sig med andre mennesker. Sangen er også en kærlighedserklæring til de mennesker der giver op undervejs”.

Vi er nået til sidste single fra Esben Amdisen og co. i Nye Katastrofer, inden singlerne samles og udgives som en EP. Det gør også, at jeg har været omkring bandet og deres rockmusik en del gange tidligere her i Repeat og, at det måske ikke er alle af de udsendte singler som jeg synes har været lige “single egnet”.

Sådan havde jeg det også med den roligt fremadskridende og umiddelbart lidt anonyme, i hvert fald i forhold til den forrige, ret markante single, “Gør Mig Fri”, “De Lykkelige Mennesker”. Det slog mig i første omgang som et udmærket “albumnummer”, men måske ikke den mest oplagte single… men så alligevel… måske er det bare fordi jeg har hørt sangen en del gange og den har fået den fornødne tid, til at bide sig fast og æde sig ind på mig, men måske er den slet ikke så tosset som single heller.

Den har ikke noget specielt fængende omkvæd, det er mere et stille, men dog virkningsfuldt, sus, selve melodi og stemning nummeret igennem er egentlig lidt nedslående og underkuet, men der er en understrøm af et eller andet, der alligevel trækker sangen fremad. Heeeey, vent, jeg er da slet ikke sikker på, at de her mennesker, altså dem i titlen relaterer til og sangen handler om, er særligt lykkelige?! Nedtur, mand! “Bummer”-rock.

Det lader dog til, at være et gennemgående tema for Nye Katastrofer, der er et eller andet nedslået, misantropisk og sortsynet gemt i de fleste af deres sange Som om livet smager lidt bittersødt, ikke sandt? Men det lyder, uden at det skal være ladet med betydning i hverken positiv eller negativ retning, også i høj grad som en form for rockmusik du næsten med garanti skal være en hvid mand på over 35, der er vokset op i vores klima for at kunne lave…

Konklusion: Efter den omgang udenomssnak og mere generelle betragtninger, er jeg stadig ikke helt sikker på, om jeg synes “De Lykkelige Mennesker” er en helt oplagt single. Til gengæld er det en sang der vokser på mig og sikkert ville gøre en fin figur som limen på en udgivelse med flere numre.

Death Machine – “Up”

Death Machine har altid virket som et noget voldsomt navn i forhold til den musik der er blevet udsendt under bandnavnet. Nu løfter bagmand Jesper Mogensen noget af sløret for, det der egentlig startede som et én-mands projekt og det ER ret dramatiske ting der ligger til grund for Death Machine. Lurende depression, sceneskræk, et ønske om at distancere nogle ret personlige sange og tekster fra sig selv, så det ikke kom på tæt på, et forsøg på at pille brodden af hvad han kalder et lidt navlepillende univers.

Om den nyeste single “Up” lyder det:

“Sangen handler om at turde sætte sig selv på spil, at turde træde ud i rampelyset, og er en direkte reference til forsanger Jesper Mogensens frygt for ikke at slå til som sangskriver og musiker. Death Machines tekster omhandler ofte menneskets skrøbelige sindstilstand, men det er gennem arbejdet med disse sange, at Jesper finder modet til at stå ved sig selv og arbejde med sin frygt. Derfor kan navnet også virke sært, for kan en dødsmaskine være opbyggende?”.

Hov, jeg troede lidt, at det var Suicide med “Ghost Rider” der var ved at starte op, men det er bare “Up”, der lige triller ud på landevejene og hurtigt finder et let-tøffende, tilbagelænet tempo. Der er dog stadig godt med fremdrift i den taktfaste og ret monotone rytme, der giver det hele sådan en lidt krautet fornemmelse.

Har man hørt Death Machine og deres tidligere singler, så vil både den lidt lyse, forsigtige vokal og sangens lydunivers og stil virke ret bekendt. Der leges lidt med en vokaleffekt, der i korte glimt forvrænger en stemme og giver det en kunstig, robot/digital klang, ligesom der drysses små detaljer ud i baggrunden, eller understrømmen, sangen igennem. Selvom sangen er i konstant bevægelse fremad, så er der, centreret omkring vokalen, noget stillestående og udsvævende over det – det giver noget dynamik og en følelse af noget 3 dimensionelt i sangen. Som om underlaget hvorpå Mogensen “står” er i bevægelse, mens han selv er mere låst fast… Hvis man kunne forestille sig, at han stod stille på en ladvogn, der kører, så han på samme tid er i bevægelse og ikke er det…

Hvis man har syntes om Death Machines tidligere output, så virker det her både velkendt nok til at man roligt kan hoppe på her og samtidig lader det også til, at der føjes en lidt mere “mekanisk” fornemmelse til udtrykket.

Konklusion: Mere af det samme men på en lidt ny måde, hvis man kan sige det sådan. Det er en sang, som jeg ikke helt kan beslutte mig for hvad jeg egentlig synes om. Dårlig er den på ingen måde, men den falder måske bare ikke hundrede procent i min personlige smag?

Ida Wenøe – “One Step”

“Da verden lukkede ned, lukkede min hjerne ned. Pludselig står man med en tom kalender midt i et blomstrende forår og tænker: Nå – men så er det vel nu, jeg skal være helt vildt kreativ? Efter mange desperate forsøg på at presse noget ud, skubbede jeg kun mig selv længere ud over kanten. Der kom ikke noget. Verden bløder, folk dør og her sidder jeg, sangskriveren, historiefortælleren, og har ikke en skid at sige om det. Jeg måtte til sidst se mig utilstrækkelig og lægge mig fladt ned, mens jeg kunne se dødsangsten i alles øjne. Her gemte sangen sig. Ud
af tomhedens skal kom skabelsen af noget, en tankestreg i en sindssyg verden”.

Ida Wenøe var netop hjemvendt fra en tour, da Corona-nedlukningen ramte og “One Step” er skrevet umiddelbart efter. Sangen handler dog om “dødsbevidsthed” og “længslen efter barndommens uskyld”.

Det er vel noget mange kan relaterer til og sætte sig ind i? Især når man har nået en vis alder. Der er da også noget beroligende og “trøstende” over Wenøes stemme og smukke, musikalske univers, der har et strejf af noget nostalgisk og “gammeldags” over sig. Hende og hendes klare stemme, der står meget tydeligt i det varme og omfavnende lydbillede, er da også kort og godt, godt selskab. Der er noget trygt over Wenøes musikalske varme, som de fleste minder fra barndommen også kan have det – sjovt nok vælger man jo, medmindre man løber rundt med et eller andet ubehageligt traume, at huske de gode ting.

Uden at skulle dykke alt for meget ned i psykologien og mekanismerne i det her, så forfalder man måske også at se tilbage, og se det hele lidt mere rosenrødt end det egentlig var, jo ældre man bliver fordi der, måske, sniger sig en følelse ind på en af at man har kortere tid tilbage end man allerede har levet – og dengang havde man uendelig tid… Det er også lidt som om tiden står stille hos Wenøe, på meget godt og lidt ondt. Håndværket kan man ikke sætte mange fingre på, men det er også meget nydeligt og lidt uskyldsrent – der er ikke mange ting der kradser her. Det er jo så en smagssag, hvad man synes om det. Jeg synes, som nævnt, at Wenøe er godt selskab, men selvom hun her besynger døden og stilheden der lurer, så bliver det aldrig rigtig farligt for mig. I hvert fald ikke musikalsk.

Teksten rummer dog noget mørke, som giver sangen noget tyngde og kant, “I’m waking you up in the middle of the night, to see if you are still alive” er en god sætning, ligesom det mod slut gentagende, og dramatisk stigende; “every day I’m loosing time, every day I am one step closer to the end”, giver sangen noget gravitas. I det hele taget slutter nummeret rigtig stærkt, uden at tøjlerne slippes helt, så hviler der da om ikke andet en tung stemning over sangen mod slut, der er bygget langsomt op sangen igennem.

Konklusion: Men er det samlede indtryk lidt FOR pænt? Hmm, det er nok smag og behag, “you want it darker”, som Leonard Cohen sang på randen af graven. Smuk sang, ingen tvivl om det og det store emne behandles meget kompetent og elegant.



Once In Orbit – “Pledge Stone”

“Der er dømt konceptuel rock, som flirter med det teatralske og historiefortællende fra koryfæer som Pink Floyd”. lyder det om Once In Orbit fra Esbjerg, der har et Sebastian Wollf produceret album på trapperne. Første singlen er “Pledge Stone”, der sætter spørgsmålstegn ved… en hel del:

Det unge Esbjerg-band træder med et overbærende smil på tidens ømmeste tå.

For selvom vores fysiske behov for længst er blevet stillet, bruger vi stadig uanede mængder af energi på at optimere vores levestandard. Når den nyeste iPhone eller endnu et fladskærms-tv ikke fylder hullet indeni, kan det være fristende at vende sig mod religionens og nationalismens tryghed.

Men er det virkelig den eneste modgift til forbrugssamfundets tomhed?

Det stiller Pledge Stone et kæmpe, neonblinkende spørgsmålstegn ved.

Singlen er en del af et filosofisk og potent ungdomsoprør, som insisterer på at gøre det bedre. Bedre end den kolde kapitalisme og den enøjede religion – og bedre end forældrenes velmente formaninger om at vejen til lykken er at få sig en uddannelse og et job, man kan lade sig pensionere fra om 40 år.

Og de slutter af med at sige, at måske er det bare gedigen rock? Jo, lige det punkt kan vi komme nogenlunde hurtigt omkring, for det er da ganske gedigen rock, det Once In Orbit leverer. I hvert fald hvis du er fan af slut-60er/70er progget rock, som nævnte Pink Ployd, og ingen andre nævnt eller glemt. Men… der er også et eller andet lidt corny og små-kikset over det for mig. Det kommer til, også deres med filosofiske tankegods in mente, at virke ret firkantet, på en eller anden måde?

Musikalsk sker der en hel del, vi kommer vidt omkring i progland på under 5 minutter, fra vest til øst på det musikalske verdenskort og tilbage igen med nogle afstikkere til mere psykedeliske egne. Det er sådan set fint nok, men jeg sidder også med en fornemmelse af, at der bliver sat krydser og flueben på en klassisk prog-tjekliste som sangen skrider frem. Det bliver ikke helt levende og organisk for mig men føles bare en kende konstrueret. Eller det hele bliver “lidt for tykt”, måske er det også tilstræbt eftertænksomme og dybsindige, filosofiske udgangspunkt, som bliver en klods om benet og tynger musikken og musikerne her. Det er som om, at idéen er opstået først og sangen tilpasset den, og ikke omvendt. Det kan sikkert sagtens fungerer, og jeg siger ikke at det ER sådan processen har været, men det er sådan sangen lyder for mig.

Som om det mere er konceptet, som er det styrende element end selve sangen. Her bliver det måske også et problem, at bandet lyder så kraftigt inspireret af klassiske bands og lyden fra dengang, at det kommer til at lyde lidt som musikalsk skuespil og teater, en efterligning, end et nyt band, der kommer med deres eget bud på noget baseret på fortiden. Det lyder mere som et nyt orkester der prøver på, at lyde som et band fra 1970 – det bryder jeg mig ikke så meget om…

Det sagt, så kan det her alligevel eeeeeet eller andet, som gør at jeg bestemt ikke hader det? Jeg kan lide ambitionsniveauet, modet og at man ikke er bange for, at tænke stort og dybt. Så risikerer man også at det fejler, eller at nogen, som undertegnede, bare ikke helt bider på eller køber præmissen, men i det mindste har man satset hele butikken. Derfor tænker jeg også at hvis Once In Orbit kan få justeret og finpudset det her og finde nogle mere selvstændige musikalske kostumer at i klæde sig, i stedet for at lyde som progrock cos-play, så er der potentiale til stede.

Konklusion: Det blev lidt langt og kom måske også til at virke som om jeg har et horn i siden på Once In Orbit. Det var ikke hensigten. På den anden side, selvom jeg ikke lige hoppede på den her, eller i med begge ben, så fremprovokerede nummeret da en reaktion fra min side. Så helt skidt er det vel ikke?

Sunken – “Ensomhed”

Og bare lidt for, at få kørt den her omgang af Repeat helt ud over klippen og ned i dybet, så runder vi af med en single på 12 ½ minut. Ja tak. Sunken er dansk black metal, de har et nyt album på gaden, gerne de mørkelagte og skumle af slagsen, d. 18/9 der bærer den optimistiske titel Livslede. Det virker sådan meget 1:1, det her, “Ensomhed” handler om… ensomhed! Lad os se hvor ensomme vi kan føle os i selskab med noget atmosfærisk black.

Selvom sangen er i den længere ende, så vil jeg forsøge at gøre det lidt kort. Ikke mindst fordi jeg selv skal anmelde pladen når den udkommer, så det er med at spare lidt på krudtet så jeg ikke fyrer alle guldkorn af nu!

Det siger næsten sig selv, at en sang på denne længde er et helt lille værk i sig selv og ikke lige en single du kommer til at høre i en radio nær dig. Både pga. spilletiden og stilen, selvfølgelig. Det er episk, atmosfærisk, hektik piskende og brusende black. På mange måder er det uden de store overraskelser og helt i tråd med hvordan man ville forvente, at den slags lyder og udfoldes over 12 ½ minut – men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, hvis håndværket er i orden og sangmaterialet stærkt nok til at kunne bære spilletiden.

Man kan måske sige, at Sunken på “Ensomhed” ikke bevæger sig ud af deres comfort zone, men formlen, opbygning og her også udførelsen er så effektiv og god, at det er svært ikke at lade sig rive med. Det lyder kort sagt skide godt, er fængende og uhyre virkningsfuldt.

Konklusion: Sunken bryder ikke med genrens forventninger og konventioner, men for helvede hvor det bare virker. Når det gøres så godt som her, så er det en næsten uopslidelig formel. Og det efterlader en sulten efter mere…

Føjes til På Repeat-listen: Sunken

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Magnus Knudsen, Ida Wenøe pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.