Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Uffe Lorenzen: Magisk Realisme ★★★★★☆

Uffe Lorenzen: Magisk Realisme ★★★★★☆

594
0

Uffe Lorenzen er klar med opfølgeren til sidste års Triprapport, og denne gang er der skruet op for strømmen på en samling stærke, ligefremme og fængende rocksange. 

Uffe Lorenzen behøver næppe den store introduktion, men hvis vi nu lige skriver at han havde/har en hovedrolle i Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, så er du formentlig helt med, hvis du ikke var det før. Magisk Realisme er Lorenzens tredje soloalbum indenfor relativt kort tid – Galmandsværk udkom i november 2017, Triprapport sidste år – men det er måske ikke så overraskende med tanke på, hvor produktiv Lorenzen har været i sine øvrige projekter.

Jeg anmeldte selv Galmandsværk, der svingede fra relativt melodisk rock til mere udsyrede numre, og nogenlunde lige så svingende var min oplevelse. Sidste års Triprapport, som Ken sendte 5 stjerner efter, har jeg ikke nået at lytte ret meget til, men der var i hvert fald mere svæv og ekko over den, end der er over Magisk Realismesom viser Lorenzen fra hans mest direkte og ligefremme side – i pressematerialet fremgår det da også, at det her er en ROCKplade. Den side af Lorenzen kan jeg tilfældigvis rigtig godt lide, blandt andet fordi jeg synes Lorenzen er en glimrende sangskriver, også, og måske især, på sange, hvor det melodiske får lov at træde frem side om side med rocken.

Det gør det i høj grad her. Det gør også Magisk Realisme til noget af det mest tilgængelige fra Lorenzens hånd, jeg endnu har lagt øre til. Produktionen er rustik og ligefrem, og det gør også at sangene får lov at være i centrum. Det betyder, at der er plads til mange af Lorenzens observationer om livet i byen, kærligheden, årets gang og tilværelsens natur. Det er også et plus, for Lorenzen har et opmærksomt registrerende blik, som han benytter når han bevæger sig rundt i Københavns gader. Det gør han helt konkret på singleforløberen ‘Caminoen’, hvor en forelsket Lorenzen blandt andet noterer sig at “pigerne de græd, drengene kastede op, og de blå lys de blinked'” i Indre By, inden han når frem til det “dig”, der besynges i omkvædet: “Og jeg tænkte kun på dig/Hele vejen”. Det er en solid ørehænger, som jeg stadig går og synger lidt med på.

Bag afsøgningen af København’s kvarterer ligger også den krølle, at Lorenzen i 2019 ikke havde et fast sted at bo, og derfor måtte overnatte ni forskellige steder i København. Den rastløshed, der kan ligge i, ikke at have en fast base, aner man på albummet – ikke at Lorenzen nogensinde har lydt som en mand, der var groet fast ét sted, for bevægelse har været et tema i mange andre af hans sange (køreturen til Lolland på Spids Nøgenhat’s ‘Lolland Falster’ springer frem i hukommelsen som eksempel).

Åbneren ‘Lad det gå’ sætter fint stemningen for albummet med sin direkte start – her er ikke så meget drejen rundt om sig selv eller atmosfærisk svævende passager, bare et godt rockbeat, og Lorenzens gode øre for melodier og ligefremme dansksprogede tekster. Det får vi mere af på ‘I mit blod’, der måske endda er en tand mere kantet. Det smager lidt af dansksproget Baby Woodrose (hvilket jeg ud fra diverse opdateringer om albummet ikke er den første, der er kommet på), hvilket bestemt ikke gør noget – og at Lorenzen i denne ombæring synger på dansk, giver det selvfølgelig et tvist.

Der er lidt ekkoer af 60’ernes melodiske rock på den glimrende og fængende ‘Efterår’, med inciterende blæser(e), mens titelnummeret ‘Magisk realisme’ er albummets ballade, hvor Lorenzen igen lyder, ja, i hvert fald lidt småforelsket, når han synger om “astrale rejsekort” og magisk realisme “via tanketransmission”.

Den mere genstridigt rockbaskende ‘Livet skriger’, hvor Lorenzen halv-snerrer sig igennem, står i kontrast til titelnummeret, og viser at der, trods den generelt ligefremme stil, også er et pænt spænd på albummet i forhold til udtrykket.

Et par steder glider tankerne også i retning af en anden, der besang de skæve skæbner, byens liv, og kærligheden, nemlig Kim Larsen. For eksempel på ‘Tornerose’, som i sin oprindelige udgave er forfattet af Trille. Tornerose “har taget en nervetablet” og er “høj som et højhus på Bellahøj”, henter sit børnetilskud på kommunekontoret og gør sig pæn, for det kunne jo være prinsen pludselig dukkede op. Det er socialrealisme og eventyrmetaforik, og passer, som mange af de andre 70’er covers Lorenzen har taget under behandling i det ene eller andet projekt, godt ind i hans øvrige univers – faktisk så sømløst at jeg ikke i første omgang tænkte over, at det var et cover. Den musikalske arv har Lorenzen altid stået ved og behandlet loyalt, og igen fungerer det godt.

Den følges op af den glimrende ‘Nede ad vejen’, der måske ikke vinder priser for originalitet, men “bare” er en velskåret rocksang med et godt refræn. Noget af det samme kan man sige om ‘Stjernestøv’, der dog virker en smule mere luftig og ikke sætter sig helt så meget fast i øregangen hos undertegnede. Som krølle på halen får vi afslutteren ‘Dommedags eftermiddag’, der er Lorenzen i hans lidt mere udsyrede hjørne – men som det kommer ovenpå 9 relativt ligefremme skæringer, så fungerer det rigtig godt som en måde at lande på, ovenpå en intens rock tour de force.

Magisk Realisme tager næppe decideret røven på nogen, men til gengæld er det stærkt og vedkommende sangskriverarbejde pakket ind i en rustik og fængende gang let psykedelisk garage rock. Som sådan er albummet faktisk en lille magtdemonstration overfor yngre rockgenerationer, for jeg kan ikke komme i tanke om ret mange danske bands i nogenlunde samme boldgade, der kunne levere så konsistent stærk sangskrivning over et album. Svage numre er der ingen af på Magisk Realisme og selv efter en håndfuld lyt føles det som om, der er mere at komme efter – det virker kort og godt slidstærkt. Det giver 5 stjerner herfra.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.