Home Artikler Repeat #58

Repeat #58

865
0

Repeat, singler, repeat, singler, repeat… I denne uge med numre fra Morning Bell, In Memoirs, Mademoiselle Karen, Denni Ian, Brotherhood of Sonic Love, Mørkt Stof, Greta og Råstoff.

Nå, vi skal have bugt med den flaskehals af singler der bliver ved med at bygge sig op, lige når der var ved at være hul igennem. Derfor laver vi et par løst definerede regler, der kan bøjes alt efter behov, for hvilke numre og kunstnere der anmeldes her i Repeat fremover:

– Udsender man mange singler op til samme udgivelse, eller mange indenfor “kort tid”, anmeldes maksimalt to af disse singler fra samme kunstner

– Skal undertegnede selv anmelde en kommende udgivelse fra en given kunstner, så falder chancen for, at singler fra denne udgivelse også anmeldes i Repeat.

Morning Bell – “She Loathes You”

Vi lægger ud med noget “dystopisk rockmusik” fra bandet Morning Bell, der har en EP på trapperne. Førstesinglen, “Wide Awake”, er allerede ude, men den nåede jeg ikke omkring inden single nummer to var på gaden, så tillod mig at hoppe over den så vi kan være lidt mere aktuelle og jævnfør de små regler overfor. Om sangen fortæller frontmand Ole Grarup:

“She Loathes You handler om at have svært ved at tilgive apati og mangel på handling. Senere tider vil fælde sine egen domme over nutiden. Alligevel vender sangen blinket fremad og peger på håb, lys og forening, ja måske endda forsonelse. Passivitet kan vendes til aktivitet.”

OK, 90’erne lever i bedste velgående her. I hvert fald får jeg en Pearl Jam’met vibe indledningsvis, eller er det måske lidt Dizzy’sk? Lad os bare kalde det 90’er rocket så, ikke mindst vokalens tone, klang og stil sender tankerne i den retning. Det er der bestemt ikke noget dårligt i men, det transporterer dog mine tanker tilbage i tiden i stedet for, at holde dem her i 2020. Det virker kort sagt lidt gammeldags.

Det er der HELLER ikke noget dårligt i eller galt med, og Morning Bell rocker ret godt igennem og rammer også det der fint fængende omkvæd, som ligesom hører med. Hvordan man end vender og drejer det, så sidder jeg dog med fornemmelsen af, at det er noget man har hørt før. Noget orgel-klingende dukker op mod slut og drejer tankerne i en lidt mere 70’er rocket retningen inden en ret fed guitar skærer igennem og renser sangen for de takter. Det er også her jeg begynder at opdage, at det faktisk er et ret langt nummer, der sniger sig op på 4 minutter og 20 sekunder, hvoraf det sidste minut kunne kaldes for én lang afrunding. Her kunne man, hvis man ville have en mere trimmet single, måske godt have skåret lidt, især de sidste 30 sekunder?

Konklusion: Det rocker rigtig fint hos Morning Bell, som dog her også kommer til at “lide” lidt under, at jeg har den alder jeg har og ikke helt kommer ud over at det virker meget velkendt det hele.

In Memoirs – “You Can’t Hold Back My Heart”

Jeg sendte 4 stjerner efter Morten Fillipsen og hans In Memoirs pop-projekts debut album i 2017, nu er Fillipsen snart klar med plade nummer to. Eller, den er nok ude når du læser det her. Anywaaaay, “You Can’t Hold Back My Heart” er, som titlen antyder, en kærlighedssang:

“Sangen handler om at give slip, og lade fornuft og bekymringer blive glemt og opslugt i kærligheden. Den er skrevet af Mads Björn og Morten Fillipsen, og er sidste single inden efterfølgeren til debutalbummet udkommer”.

Nostalgi kan være noget sjovt noget, ligesom ovennævnte Morning Bell kigger In Memoirs egentlig mere tilbage end frem, men rammer alligevel et eller andet i tidens toner, som gør at det ikke hæmmer sangen i samme grad. Det kan måske skyldes personlig smag eller hvad lyden lige “trigger” af minder og stemninger, hvad det end skyldes så virker det her bare lidt mere frisk på mig. Selvom vi er et årti længere tilbage i tiden end 90’erne.

Først og fremmest er In Memoirs ret “rent” i sit udtryk. Det er pop af den kulørte og skinnende slags og skammer sig ikke det mindste over det, eller forfalder til at det bliver med et glimt i øjet. Det er også lyden af en kunstner med den rette mængde selvtillid, det har en vis portion selvsikker swagger det her, uden at det bliver arrogant eller ulideligt. Det lyder bare som en kunstner, som ved hvad han laver og hviler i det. Og selvom det er pop i den mere “syntetiske” ende, så emmer det alligevel af solskin og varme på en ret organisk følende måde. Der er i hvert fald ikke skyggende af plastikpop her.

Der arbejdes også med en lidt “skæg” opbygning, det egentlige omkvæd lader vente på sig og indtræffer først over to minutter inde i nummeret, men er blevet antydet inden igennem en lille melodistump, der hele tiden ligger på lur. Det fungerer rigtig godt med et langt tilløb til den endelige forløsning og det er godt at se, at man sagtens kan lave noget fængende uden at følge pophitskabelonen til punkt og prikke.

Konklusion: Frisk og opløftende, lige til en varm sommerdag med en let brise i håret. Overraskende nok i sin opbygning til, at det ikke virker alt for genkendeligt.

Mademoiselle Karen – “Je Suis Rentrée à la Maison”

Titlen betyder oversat til dansk “jeg kom hjem”, og der er altså, trods det franske, tale om et dansk projekt. Mademoiselle Karen har eksisteret siden 2009 og indtil videre udsendt to plader. Om bandet fortæller Karen Duelund Guastavino:

“Mademoiselle Karen laver sange på fransk, polsk, engelsk og dansk udgivet på det polske pladeselskab Mystic Production. Mademoiselle Karen består af mig selv som vokalist og sangskriver, producer og trommeslager Troels Draseck og akkordeonist Martin Bennebo. Vi er alle fra Danmark og bor og arbejder i København, men har i mange år spillet i Polen med det polsk/danske projekt Czesław Spiewa og dette har automatisk skabt en interesse og et publikum for Mademoiselle Karen”.

Noget af det første jeg tænkte på da jeg lyttede nummeret igennem, ud over “jeg forstår da vist ikke meget fransk?!”, var at det virker som et sjovt sats med et “dansk” projekt på fransk. MEN, at det rammer noget i tiden, eller i hvert fald den nærmeste fortid, som faktisk har fået ørenlyd herhjemme og ude i den store verden, hvor fransksproget musik måske ikke ellers står så stærkt. Nemlig Christine and The Queens, der for alvor fik airplay forrige og sidste år, hvor hun/de også spillede på Arena, på Roskilde Festival (#savner).

Men hvor Christine and The Queens nok kan takke en del af succesen på at ramme en sådan lidt halv-doven lyd og følelse i musikken, som virker ret tidstypisk og “universel”, så er Mademoiselle Karen en lidt anden størrelse. Det er mere… hmm… aparte? Vokalen er lysere, tæt på at ligge så højt op i tonerne at det hyler i mit imaginære høreapparat, lige på grænsen, men ikke over. Musikken er en spøjs blanding af toner som lyder “meget fransk”, med noget harmonika klingende, og så moderne electronica af en eller anden art, med nogle dybe sug og toner, der giver sangen nogle opbremsninger og breakdowns. Og det var bare de første 45 sekunder af det knap 3 minutter lange nummer…

Selvom det er relativt enkelt og minimalistisk i sin lyd, så er der alligevel en del at forholde sig til og pakke ud, ikke mindst fordi det for mine ører bevæger sig ud i lidt ukendt farvand og atypisk opbygning, instrumentering og klang. Samtidig har det dog en ganske bred appel og har bare noget virkelig tiltrækkende og fængende over sig, som gør at jeg på intet tidspunkt føler mig hægtet af.

Konklusion: Je suis vendu et encore. Cela m’énerve vraiment. J’utilise google translate, désolé, maintenant je me sens un peu stupide et gêné.

Denni Ian – “House of mandatory happiness”

“Med et råt og udtryksfyldt greb om folk-genren kombinerer den danske singer/songwriter og visuelle kunster Denni Ian elementer fra traditionelt folk, punk og minimalistisk indierock i sit fabulerende udtryk. Hans lyrik, influeret af litterære bølger som kinesisk Tang- poesi og fransk symbolisme, er bekendende værker om længsel, venskab og tvangsindlæggelse der ofte leveres med en distinkt, melankolsk tone der indbyder lytteren
til refleksioner over eksistentielle tilstande”.

Jøsses, sikken en introduktion, lad os håbe musikken kan leve op til det!

Min første tanke var, at den vokal virkelig ikke falder i min smag. Men, det er der sikkert også mange der tænke første gang de lægger ører til Bob Dylan eller Neil Young, som jeg tilfældigvis godt kan lide, så Ian skal vel have en chance? Ved gentagende lyt begynder jeg da også at vænne mig til den, øhmmm, slingrende levering og lidt uskønne klang. Sådan da. Enten lyder det lidt påtaget eller også lyder Denni for mig som en der burde synge country med et ordenligt twang, i stedet for det her mere singer songwriter folkede?

Pæn og stemningsfuld trompet, dog! Melodien der stille og rolig flyder afsted som sangens fundament er ganske klassisk og enkelt, det er de velkendte sten der bygges med her, men nu er denne form for folk jo også præget og baseret på traditioner, så det er sådan set som det skal være. Kommer der noget med mundharmonika? Ja gu’ fanden kommer der da noget med mundharmonika! Det lader lidt vente på sig men, et godt stykke med mundharpe er nu næsten altid værd at vente på.

Konklusion: Fin folk, men jeg er stadig ikke helt sikker på hvad jeg egentlig synes om vokalen? Så jeg ender med at veksle mellem on/off i forhold til det her nummer.

Brotherhood of Sonic Love – “Losing Myself”

Det brunt brummende rockband Brotherhood of Sonic Love har jeg efterhånden anmeldt et par gange. De brummer! Nummeret er indspillet sammen med materialet på seneste album, Sonic Love, men passede i følge bandet ikke helt ind, så nu får vi den altså som single.

Ikke den store introduktion, hvilket det her måske heller ikke behøver, det er nemlig en dejligt kort og kontant sag med en spilletid på lidt over 1 ½ minut! Det gør det så faktisk ikke nemmere at anmelde, selvom man måske skulle tro det. Så er der jo ikke så meget at skrive om men, så kan man jo, ligesom jeg gør lige her, trække tiden og snakke udenom.

Nå. Så gik den ikke længere, eller jo, det her er stadig udenomssnak. OK, der er forholdsvis fart over feltet her, i hvert fald i forhold til det brummende og ruskende, sejt rockende midtertempo Brotherhood of Sonic Love plejer at opererer i. Både spilletiden og den (for dem) lidt mere tempofyldte stil har måske også været medvirkende til, at nummeret i sidste ende ikke kom med på seneste album. Det ville også have skilt sig ud.

Det er er måske også en snert mere punkrocket i sin lyd og attitude end man er vant til fra bandet, som får brugt den begrænsede spilletid rigtig fornuftigt: det er kort, præcist og relativt catchy. Og så bliver det, næsten selvsagt på grund af den begrænsede spilletid, ikke hængende længere end nødvendigt.

Konklusion: En potent lille pille, der måske er for kort til at være andet end det, det i bund og grund er – et lille mellemspil der fungerer som et “vi er her skam stadig” opråb.

Mørkt Stof – “Knuder”

“På kvintetten Mørkt Stofs debutsingle optrævles knuder (i sind og mennesker i mellem) i stil med 60/70’er psykiateren R.D. Laings terapeutiske poesiværk ‘Knots’: “Så tag min tid / for jeg har spildt mine sidste krafter / på at kæmpe med dig / i en afstand jeg agter / at bekæmpe med dig”, synger forsanger Jacob Koefoed over et lydbillede, der lyder lige dele som ballade og støjrock. Guitarer og synths blander shoegaze og spaghetti-western-inspirererede flader med tungrock, dynamiske prog-trommer og sparsom bas, der fungerer som ‘Knuders’ melodiske rygrad”.

Mørkt Stof hed tidligere Bæst, som jeg tror jeg har anmeldt, jeg har i hvert fald anmeldt et band med det navn tidligere, både live og på plade. Eller, jeg har faktisk anmeldt flere bands med det navn, det her er IKKE metalbandet Bæst, nu Baest. Det her bæst, Mørkt Stof, har nok skiftet navn for at undgå yderligere forvirring?

Det er en af den slags numre, som jeg synes lyder som jeg forestiller mig både bandnavnet og sangtitlen lyder. Det lyder nemlig som noget lidt udefinerbart mørkt stof, der både flyder og svæver ud af højtalerne, stofligt nok til at slå nogle små knuder på sig selv. Flyde sammen, udvide sig, trække sig sammen igen, blive til noget mere let og svævende og forvandle sig til noget med mere tyngde og substans igen.

Det faste holdepunkt, det bandet selv kalder nummerets melodisk rygrad, er bassen. En minimalistisk puls, eller et anker om man vil, som de andre elementer kredser om. Det giver et nummer, som ellers kunne være blevet temmelig udsvævende og porøst noget tyngde. Og selvom det går langsomt, også fremdrift nok til, at “Knuder” faktisk bevæger sig ud af stedet, selvom det ved første lyt kan virke ret stillestående.

Mørkt Stof kan være vanskeligt helt at sætte i bås, eller beskrive hvorfor og hvordan det fungerer. Det er musik der virker som en tilstand og tilstræber, at sætte lytterne i den samme. Det synes jeg lykkes rigtig godt med “Knuder”.

Konklusion: Fascinerende, lidt fremmedartet og alligevel genkendeligt.

Greta – “Hydrogen”

Tyskfødte, men dansk bosatte, Greta, der også er på det danske selskab Celebration Records, har jeg også tidligere anmeldt. Både singler og en EP har jeg været omkring fra den 80’er inspirerede popkunstner. Hun er et af de navne der skulle have spillet på Roskilde Rising til sommer, sådan gik det som bekendt ikke, men måske kan hun tage springet til hovedfestivalen næste år?

I hvert fald synes jeg at “Hydrogen” er et skridt fremad for Greta. Hvor jeg tidligere enten ikke har været helt blæst bagover af hendes udgivne singler (hendes debut-EP var generelt rigtig god), eller har syntes at hendes bedste numre, på godt og lidt ondt, mindede en del om eksempelvis MØ, så synes jeg det her nummer lyder mere… selvstændigt? Eller i hvert fald som et, hvor hun bruger de elementer hun tidligere har arbejdet med til, at skabe noget som kunne være mere henad “lyden af Greta”.

Det svælger stadig i en god portion 80er fascination, ligesom hos In Memoirs af den mere farverige og syntetiske slags. Den helt store forskel her er, at Greta har en meget mere moderne poppet vokal, hvor MØ muligvis stadig spørger lidt, men ikke så det bliver distraherende eller virker som en kopi, overhovedet. Der er bare noget med stemmens klang og måden den bruges på, der sender mine tanker i den retning.

Der er også lige et strej af noget mere luftigt og små-psykedelisk, især i omkvædet, der gør at den ellers ret markante “stive” poplyd blødes op. Greta får styret godt udenom at ryge i formen med plastikpop og komme til at lyde som et nøje skabelonskåret produkt.

Konklusion: For mig er det Gretas hidtil stærkeste single, det hele begynder at virker mere formfuldendt og med et mere markant, personlig udtryk i forhold til tidligere. Meget lovende!

Råstoff – “2020”

Rock fra Aarhus bliver det, der spiller os ud i denne uge. Bandet har sat sig for, at udsende en ny sang den første fredag i hver uge, sangene er ikke skrevet endnu, så bandet har med egne ord sat dem selv lidt under pres. Ud over det meget umiddelbare i den idé, så faldt jeg også for den charmerende måde de beskrev dem selv på i den tilsendte mail, hvilket jeg lige tillader mig at gengive her:

“Vi skriver og producerer musik og synes det er svært for os at give vores musik en etikette. Så bortset fra at vi selv synes at vi er for seje, så er vi faktisk sårbare omkring produktet. Vi er glade amatører, men vi spiller jo også bare rock, så det burde være ok. Vi tvivler på det store gennembrud, men eksisterer på de mange små”.

OK, den er ikke 1:1 men, på en eller anden måde har det let-funky element i den her melodi noget Stevie Wonder “Superstition” over sig? Ikke at vi dermed er ude i funkrock, som sådan, eller det er dansksproget rock fra Aarhus a’ da, det her då, men alligevel får jeg snerten af en funky vibe.

Nuvel, ellers er sangen højaktuel, i hvert fald, da den udkom i slutningen af april, jeg formoder den er skrevet da Coronakrisen var på sit højeste? Den handler om den mærkelige tid vi lever i, ikke noget konkret som sådan, Råstoff formulerer sig i mere generelle vendinger. Og begræder overordnet tingenes tilstand og menneskehedens gøren og laden og “vil tilbage til gamle dage”. Var tingene bedre dengang? Det ved jeg ikke, nogle ting var måske, andre… knap så meget.

Hvorom alting er, så tænker jeg at Råstoff i hvert fald synes at rocken var bedre i gamle dage? Det er lidt tilbageskuende det her men, hvis man gør det ordenligt, så er rock jo en tidløs størrelse, hvor grundelementerne bare fungerer. Jeg synes Råstoff gør en hæderlig indsats på det punkt, nummeret er ikke helt stramt og uden lidt knaster, det virker måske lidt løst hist og her men, de dele hvor det fungerer da kører det rigtig godt. Eksempelvis er der en overgang fra det lidt funk-rodede til noget mere storladent og anthem præget omkring 1 minut og 20 sekunder inde i sangen, hvor det er som om der skiftes ret markant retning, som lyder virkelig godt og giver hele sangen et tiltrængt løft.

Konklusion: Der sker en hel del i “2020”, måske er der også lidt for mange afstikkere, men på en eller anden måde fungerer det for Råstoff. Og omkvædet er rigtig stærkt og en lille øreorm i sin egen ret.

Føjes til På Repeat-listen: Mademoiselle Karen + Mørkt Stof + Greta

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Tom Kurek, Tomirri Photography, Mademoiselle Karen pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.