Repeat #38

0
554
views

Den glade juletid er her, derfor begynder der også at snige sig lidt julemusik med i Repeat. Men kommer julesinglen fra Mads Fisker, Twin Dive, Situationsfornærmelse, Sort Mono, Niklas Runge eller Rigmor?

Udover at der går en lille smule julestemning i den, på alternativ manér, så er det en Aarhus-tung udgave af Repeat det her. Det er tilfældighedernes spil. Jeg går nogenlunde kronologisk frem og tager singlerne i den rækkefølge de dumper ind i indbakken. Dog skæver jeg til, at der ikke er for mange single fra samme pladeselskab med i samme artikel og prøver, så vidt muligt, også at blande genrene lidt. Det gør også, at der kan være en del ventetid, så vær tålmodige derude – jeg prøver at få alle med.

Mads Fisker – “Mit Specielle Sted”

Vi lægger ud med en omgang “svampepop”, det er i hvert fald hvad Mads Fisker selv kalder sin stil, der også er inspireret af koryfæer som CV Jørgensen og Povl Dissing. På “Mit Specielle Sted” inviterer Fisker os på en tur til “det perfekte samfund”:

”Selvom sangen på mange måder er en umulig utopi, har det aldrig skadet at være idealist og drømme om noget bedre. Det er sådan verden forandres og det synes jeg det her værk på mange måder repræsenterer for mig”.

Singlen er forløber til et album med samme titel, som udkommer til foråret.

Fiskers specielle sted er, måske ikke videre overraskende, et umiddelbart ganske roligt sted at opholde sig. De drømmende toner folder sig langsomt ud og lægger sig som en behagelig sky omkring en, indtil Fisker med sin let skæve vokal begynder at synge om, at få “verbale tæsk” for at drømme om et sted hvor alle er lige.

I Fiskers utopiske drømmeland er der ingen krig, det er jo meget rart og græsset grror som end også – om det er grønt melder historien ikke noget om. Men det må man da formode? Generelt er det lidt nogle vage og ret overordnede forestillinger om et andet samfund vi får os, blandt andet gentages sætningen “hvor tiden ikke står stille, hvilket jeg ikke er helt sikker på hvad skal betyde? Jeg mener, en typisk kritik af vores tid og samfund er jo netop at alle har for travlt og at tiden ikke står stille?

Nuvel, problemet med “Mit Specielle Sted” er, at tiden netop kommer til at stå en lille smule stille for mig, når jeg lyttet til sangen. Selvom den er under 3 ½ minut lang, så går den lidt i stå for mig, eller kommer aldrig rigtig i gang?

Konklusion: Ikke et decideret dårligt nummer, men meditativt på en måde der aldrig rigtig får fat i mig. Det virker på mange måder som en form for kort introduktion til noget større, hvor nogle generelle “spilleregler” ridses op. Det er sådan set fint nok, men jeg er ikke helt sikker på, at den giver mig lyst til at dykke længere ned i Fiskers specielle sted?

Twin Dive – “Holly”

Aarhusianske Twin Dive, der er opstået i asken efter det alternative rockband Federal Unicorn, har jeg allerede været omkring af et par omgange her i Repeat. Især deres første single, “Joy Will Follow”, fik godt fat i mig og figurerer også blandt numrene på Repeatlisten nederst. Nu er vi nået til tredje single fra “cosmopolitan punkrockernes” hænder.

Og her kommer punken for alvor frem i deres udtryk. En tung, kantet, konfronterende og snerrende punkrock, hvor vokalen lyder mere smadret og forpint  – på en ret aggressivt grunget måde. Jeg kan ikke helt slippe tanken om tidlig Nirvana, når Twin Dive vrider og høvler sig igennem “Holly”.

Nummeret hugger, sprutter og hakker sig fremad med masser af tyngde og forvrængede instrumenter, indtil det er lige ved at bryde sammen og falde fra hinanden i en mindre nedsmeltning når vi er nået gået 2/3 ind i det over 4 minutter lange nummer. Det totale sammenbrud udebliver dog, som om Twin Dive lige og lige får fat i tøjlerne og styret den løbske krikke tilbage på sporet i tide inde den galoperer ud over skrænten.

Der er kort sagt noget kant, fare på færde og en følelse af boblende ubehag tilsted hele vejen igennem Holly. Det giver en urolige og ildevarslende, men ikke ubehagelig, lytteoplevelse.

Konklusion: Twin Dive har fat i en beskidt og delvist ødelagt lyd af storby med snuskede gyder, kældre og snaskede rendestene, omkranset af gold industri og kedelige sovebysforstæder, som virkelig fungerer. Nyskabende er det måske ikke, men det lyder sgu’ som om de mener det.

Situationsfornærmelse – “Maria”

Situationsfornærmelses debut-EP, En Hurtig Omgang Dansk, der udkom tidligt på sommeren, var en herligt smittende, iørefaldende, omgang punkrock, som tilmed føltes temmelig original pga. det små-skumle og lumre tekstunivers. Nu er der tilmed dømt krybbespil og juleklokker, bandet har nemlig sluppet single-pigen Maria løs på deres nye nummer, der netop er en julesingle.

Det virker på en eller anden måde vældigt passende, at den første julesang vi præsenterer i år er en undergrundspunksang…

Nå, det er en af dem til folk der gerne vil have turen rundt om juletræet overstået i et rask tempo. 1 minut og 48 sekunder, Situationsfornærmelser er ikke kommet for at spilde (jule)tiden! Der indledes endda med en fartglad, blævrende Green Day-klingende baslinje og så er det ellers med at få brændt noget julesul af sammen med Maria.

Det lyder lidt som om det hele er indspillet oveni hinanden i et lille, indelukket øvelokale, optaget igennem og med hjælp fra, æhhh, “primitive” hjælpemidler. Nummeret når ganske vidt omkring trods den begrænsede spilletid, efter en tur i høet med tre der kigger på, er der pludselig en rocket guitar, der stikker af i kort, gnistrende solo, der er ved at sætte fut til det hele.

Egentlig så burde det her ikke rigtig fungerer, det burde i hvert fald ikke virke så fængende i 2019, hvor man efter over 40 med punk vist har få afsøgt alle de skramlede og kantede muligheder den enkle opskrift byder på… men det gør det bare hos Situationsfornærmelse. Jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvad det er der gør, at deres i bund og grund simple formel er så virkningsfuld. Men, jeg kan lide skidtet.  Det spiller bare. Måske er det bare den følelse af fandenivoldsk, fræk, flabet og lige i fjæset attitude, energi og klang som gennemstrømmer det hele?

Konklusion: Det sagt, så synes jeg ikke at “Maria” er deres stærkeste nummer. Det er mere af den slags, hvor jeg sætter pris på at kunne opholde mig i deres selskab et par minutter ekstra end, at det er selve sangen der får mig til at blive hængende. Men som et bud på en alternativ, hurtig og let fordøjelig julesang er den ganske fin.

Sort Mono – “Dyrebørn”

Så skal vi til Fjerde Manifest fra terrorpopperne Sort Mono, der via tidligere udsendte musikalske manifester har omvendt mig til deres rækker.

Sort Mono arbejder fra skyggerne, på at ændre den danske popmusik inde fra.
Sort Mono vil samle et alternativ til nutidens dansksprogede mainstream-pop.
”Dyrebørn” handler om de stunder hvor man som voksen kigger tilbage på barndommen.
Men den handler også om at indse at man ikke er det menneske mere.
”Dyrebørn” er efterårsvisen til de mennesker der føler melankolien krølle sig sammen om hjertet.
En sang til dagene der bliver kortere og nætterne der bliver længere.

Det er en af de længere med en spilletid der sniger sig op mod de 7 minutter. Sort Mono har og giver sig altså tid her, hvilket er fint i tråd med at det er en mere eftertænksom efterårsvise. Den lægger sig tættere op ad deres tidligere udsendte St. St. Blicher fortolkning, “Sig Nærmer Tiden”, end de mere pop-catchy singler som de også har gjort sig i. Stilen er mere tilbageholdende og tonen poetisk, musikalsk afdæmpet, flirtende med det døsige. men de taber mig ikke, jeg lytter, især fordi de, endnu engang, har noget et byde på med en stærk, velskrevet tekst.

Midteraksen i nummeret er gentagelser af spørgsmålet “hvad mon du bliver i dit næste liv?”, de mulige bud synges ikke, men kan kun læses når de kort dukker op på skærmen i den tilhørende musikvideo. Det gør sangen og svarene åbne, hvis du kun lytter til sangen, mens videoen byder ind med ting som “frisør”, “taber”, “vinder”, “tigger” og “buddha”. Formlen gentages i nummerets anden halvdel, hvor jeg vil lade videoens bud på hvad man bliver i næste liv blafre i vinden sammen med sangen, der langsomt suser ud og fortoner sig.

Konklusion: “Dyrebørn” er uden tvivl stemningsfuld, trods dens noget afdæmpede virkemidler, hvor der efterlades godt med rum til eftertænksomhed og ens eget tankespind. Det er sådan set ganske effektiv, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil besøge dette pusterum mange gange. Dertil føles nummeret ganske enkelt lidt for langt i forhold til, hvor meget der sker. Hvilket nok også er en del af pointen, det er jo trods alt et manifest og ikke en single der synes designet til at skulle være et hit man sætter på repeat.

Niklas Runge – “Elevate”

Så er det blevet tid til noget sanger/sangskriver musik,  hvor vi endnu engang skal et smut til Smilets By, Aarhus. Selvom Niklas Runge på sine tidligere singler ellers var i det mere melankolske hjørne. Tredje single fra hans album, som udkommer til marts næste år, skulle dog være en mere opløftende størrelse.

“Jeg var fanget i et usundt forhold, som trak mig i en retning, som gik imod, hvem jeg var som person. Da jeg endelig indså, hvor mit liv var på vej hen og hvor ulykkelig det gjorde mig, tog jeg mig sammen og gjorde noget ved det. Forholdet blev afsluttet, og vi forblev venner, selvom det var utroligt svært i starten. På samme tid begynder jeg at blive langt mere håbefuld omkring fremtiden. Pludselig kunne jeg se den vej i livet som jeg af en eller anden grund havde ignoreret i al den tid. På albummet er der glimt af håb undervejs, men ‘Elevate’ er den eneste sang, der udelukkende er positiv”.

Og positivt og opløftende lyder det skam hos Runge, især når strygerne og nogle luftige, stigende klangflader slippes løs og, ja, løfter nummeret helt op i de højere luftlag. Selvom sangen gennemstrømmes af en varme og optimisme, så undgår jeg rent stilistisk og klangmæssig ikke at få associationer til det man med et mindre pænt udtryk kalder, eller kaldte, “tuderock”.

Det er i denne forbindelse ikke grimt ment, men der er bare noget ved denne emotionelle og følelsesladede stil og Runges lyse, ærlige og lidt udleverende vokal og tekst, som sender tankerne i den retning. Der er også en snert af noget Jeff Buckley’sk vemod og drama af spore, uden at det bliver lige så lidende og krængende – det er ER jo et positivt nummer. Og endda et ret virkningsfuldt og godt et af slagsen, man begynder sgu’ næsten at gro et par vinger, lette og tro at det hele nok skal gå, når Runge spreder sit musikalske vingefang ud over 4 minutter.

Konklusion: Luftigt, opløftende og smittende, uden at det dermed bliver letbenet og iltfattigt. Runge har sat en smuk sang fri og slipper flot fra det uden at det munder ud i sentimentalt flæberi.

Rigmor – “Vægtløs”

“På Vægtløs præsenteres lytteren for et skrøbeligt tekstunivers, der sætter spørgsmålstegn ved den menneskelige eksistens og meningsløsheden heri. Teksten omkranser en følelse af at være i et tomrum, at føle sig vægtløs, og ikke kunne navigere i tilværelsen.”

Sådan lyder det om det aarhusianske indieband Rigmors nye single “Vægtløs”, seriøse sager, hvilket måske ikke er videre overraskende, da bandet finder inspiration i den afdøde digter Michael Strunges værker. Jeg oplevede bandet live på Uhørt i år, en gribende og knugende oplevelse, som man ikke bør snyde sig selv for, hvis man får muligheden.

“Inderst inde kysser jeg mine lænker, glemmer mine drømme, mine håb”, lyder det med lys og glasklar vokal kort inde i “Vægtløs”, det kan lyde ganske mod- og trøstesløs. Men, der er alligevel noget kraftfuldt og stærkt over Rigmors musik. Musikken vokser og stiger, sammen med vokalen, så det giver en følelse af opdrift. Vores fortæller skal stå på egne ben, men falder vægtløs, den stigende følelse i musikken gør dog, at det ikke føles som om man falder ned i det bundløse sorte hu, som ellers truer med at opsluge en.

Hvis man skulle klantre Rigmor for noget, så er det ikke ligefrem et univers med humor og opadvendte mundvige. Det er mere lyden af et stift blik, hvor der ikke blinkes eller fortrækkes en mine. Det kunne godt komme til, at virke en kende prætentiøst, hvis det altså ikke lige var fordi at de rent faktisk har noget at have det i. Og selvom der hviler en alvorstung sky over fortagnet, så synes jeg ikke det bliver en traurig og nedslående oplevelse at lytte til Rigmor. Det er som om de finder og kanaliser en styrke til, at komme igennem den meningsløshed de besynger her. Vi når ikke hen til en lykkelig slutning, men, vi er her dog stadig, så der er en form for håb.

Konklusion: Rigmor konsoliderer deres position, som et af de mest interessante dansksprogede navne lige nu. Det fremstår meget formfuldendt og selvbevidst det de leverer her, selvom de synger om tunge emner. Måske for tungsindigt for nogle, men det her er nok også musik lavet af og til de mere plagede sind derude. Stærk single.

Føjes til På Repeat listen: Rigmor

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard, Rigmor på Uhørt ’19

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.