Repeat #35

0
600
views

Singleræset forsætter med nye numre fra Late Night Venture, King Kross, Anne Idskov, Cherry Blossom Kids, Marshall Cecil og Bersærk. Er nogle af dem stærke nok til, at mosle sig ind på Repeatlisten?

Den finder du som altid nederst, og jeg vil da anbefale at du sætter den på… repeat! Ikke fordi, at jeg har lavet en fantastisk spilleliste, næh næh, men fordi det faktisk er en ret stærk samling numre, som er et lyt (eller mange) værd.

Late Night Venture – “Subcosmos”

“… en psykedelisk en rejse gennem steder, hvor medlemmer af Late Night Venture er opvokset. Virkeligheden set igennem ‘Subcosmos’”, således beskrives sangen og den den tilhørende video. “Subcosmos” er samtidig titelnummeret fra Late Night Ventures nyeste album, der er tredje og sidste del af post-metallernes “kosmiske trilogi”.

“På dette album kigger bandet ind i deres eget mikrounivers, et univers, som vi alle oplever – et levet liv på et specifikt sted og i et specifikt tidsrum. Pladen er en dyster og dragende rejse ind i en dystopisk forstads-fortid. Inspireret af bandmedlemmernes eget tidlige liv under sen-70’ernes betonforstæders forfejlede utopi, er ‘Subcosmos’ et dyk ned i den tumultariske sindstilstand, som formes af teenage-misantropi og den lejlighedsvise flugt ind i stoffer og musik”.

Hvor bandet tidligere var præget af shoegaze og post-rock, så virker de på singlerne fra dette album noget mere metalliske og tungere i deres lyd. Jeg anmeldte singlen “Bloodline” tidligere på efteråret og “Subcosmos” forsætter i samme metalliske spor, som det nummer. Med en spilletid der sniger sig op over de 6 minutter får vi også et helt lille værk i sig selv, et der indledes med atmosfæriske “kosmiske” flader og en fransktalende voice over, der hvisker ud af mørket inden den tungt huggende musik brager igennem og bissen skrues på.

Late Night Venture (og The Shaking Sensations) spiller en række koncerter med bandet A Horrible Death To A Horrible Man som opvarmning i denne måned (AHDTAHM har måttet hoppe fra siden dette blev skrevet), hvilket giver fin mening når man lytter til et tungt, brummende nummer som dette – man aner et musikalsk slægtsskab mellem disse to orkestre. Er man ikke bekendt med nogle af dem, så er det tung, slæbende og forpint metal med sfæriske klangflader. Det lyder både meget storladent og som om dommedag lurer lige forude, så: en storslået undergang!

Konklusion: Late Night Venture er ferme til, at bygge denne stemning af truende og nærtforestående undergang op og holde trykket over de 6 minutter nummeret faretruende hænger over en som en sort skygge. Overraskelser er der ikke mange af, men det gør måske heller ikke det store. Formlen holder og fungerer.

King Kross – “Moving Out”

King Kross er ikke bare “en enkeltstående person men en følelse”, lyder det fra det maskerede band. For King Kross er det irrelevant hvem de er eller hvordan de ser ud, derfor optræder de eksempelvis også som bagbelyste silhuetter når de giver koncert. Elektro-rockernes nye single, “Moving Out”, handler kort og godt om at springe ud af skabet. Sangskriveren forklarer lidt nærmer:

“Selv om jeg er fri i min seksualitet, deler jeg deres frustration over ikke at kunne være fri i mig selv. Fordi samfundet gerne vil have, at jeg og vi opfører os på en bestemt måde og ikke ser anderledes ud eller stikker ud fra mængden,” fortæller han og fortsætter: “Det er svært at forklare og sætte et label på, hvem jeg er, eller hvem du er. Men selv om du ikke
har en titel, så har du stadig ret til at være her og ret til at være dig – uden at få tæsk eller blive talt ned til.”

Først og fremmest er der noget meget selvbevidst – og sikkert over lyden og stemningen på “Moving Out”, Det er dansabelt, på den dunkle 80’er elektrorockede måde med en ret fængende melodi og et godt omkvæd, hvor der lige skrues op for de iørefaldende rytmer. Men det først og fremmest står ud under de første par gennemlytninger, er den der selvsikre fornemmelse der, emnet tiltrods, fylder det tågede dansegulv King Kross bevæger sig ud på.

Det er ikke “ud af skabet” med nedslået blik, svedige håndflader og sænkede skuldre. Det er med et stift, gennemtrængende blik, fremskudt brystkasse og sikre, æggende skridt og en følelse af stolthed og “her kommer jeg”. Heldigvis kammer det rent musikalsk ikke over i selvfedme og arrogance, men “bare” et sejt svajende nummer. Lyrisk er der dog lidt mere usikkerhed at spore, “we’re alone to do what we aim for”, men omkvædet bliver en opfordring til, at “stand tall, awake”.

Konklusion: Jeg var ret begejstret for forrige single fra King Kross og begejstringen er ikke mindre for “Moving Out”. Bandet lyd og univers virker meget gennemført og, ja, sikkert, uden at det bliver en sovepude for dem. Musikalsk er det ganske catchy, lyrisk er der noget at komme efter trods den fængende melodi og rytmer. Der er noget potentiale her, også for at musikken kan nå bredere ud via radioairplay.

Anne Idskov – “Lay It Down”

“Allerede fra start bliver man draget ind i et univers, der sender tankerne mod at sidde i botanisk have på en solskinsdag og lytte til fuglene kvidre. Musikken giver lytteren plads til sine tanker og til at give slip på alt omkringliggende. Det er en sang, der skaber følelsesstrømme i sindet. Den passer perfekt til en afslappet dans i stuen eller til cykelturen på vej hjem fra arbejde”.

Det er nogle af ordene der bliver hæftet på første single fra Anne Idskov og førstesinglen fra hendes kommende EP Float. Vi er ovre i det folk-poppede, med en luftigt vokal og en vis portion melankoli. Der loves tilmed, at sangene bliver hængende i dagevis! Lidt af et løfte, lad os se om det gør sig gældende for “Lay It Down”.

Der er i hvert fald fuglekvidder inden den sarte vokal sætter i, så det med botanisk have passer vel meget godt. Musikken er blød og føles ikke påtrængende, hvilket giver en hel del plads til netop vokalen. Jeg må indrømme, at jeg indledningsvis ikke er helt solgt på nogen af delene. Musikalsk bliver det lidt for dvask og døsigt for mig og vokalen er i mine ører ikke helt stærk og spændende nok til, at kunne bære så meget af sangen.

I stedet for at lyde spirende og som noget der vokser, så virker det lidt for spædt og får ikke rigtig fat i mig. Ved flere gennemlytninger begynder den luftige stemning at smitte lidt af på mig, så det om ikke andet virker som en behagelig, frisk brise. Men også en der i sidste ende ikke får noget til at blafre hos mig, den fordufter som dug for solen uden, at have gjort det store indtryk.

Konklusion: Det er ikke så meget det, at det muligvis bliver lidt for nydeligt og pænt for Idskov på dette nummer. Der er bare ikke rigtig noget, som gør det store indtryk eller bliver hængende efter endt lytning. Det kan være en smagssag, men undertegnede forbliver, desværre, en kende upåvirket af den ellers fine indsats.

Cherry Blossom Kids – “Trippin’ Over You”

“… alt, de vil, er at få dig til at danse eller invitere alle vennerne hjem i dine forældres kælder til privatfest med MTV kørende i baggrunden”. Vent, er jeg så en af dem der deltager i festen eller er jeg forældrene?! Nuvel, Cherry Blossom Kids lover en MTV fest og rock inspireret af navne som Unknown Mortal Orchestra, Queens of the Stone Age og The Dandy Warhols. Så er det en sang for de døve eller er de mere bohemian like me? Masser af spørgsmål, lad os få nogle svar!

Aha, det er umiddelbart det vi her på redaktionen kalder “Thomas Bonde Rock”, så må vi se om han læser med og har en mening til det udsagn. Det vil sige, at vi har at gøre med et ret energisk og catchy rocknummer, som ikke har noget imod at der indtages en vis portion alkohol og danses rundt i stramme jeans. Noget af det første jeg tænkte (ud over det nævnte), var, at det lyder meget lidt “dansk”. Det var sådan set en kompliment. Hvad det konkret betyder, er måske lidt mere diffust, men… ja… det lyder faktisk som noget amerikansk alt-rock, som man sagtens kunne forestille sig ville være blevet spillet på MTV.

Det har sgu en god portion ungdommelig swagger det her, uden at det kammer over og bliver irriterende og snotnæset. Man kan jo ikke påstå, at det ikke er hørt før, men det er så heller ikke ligefrem noget bandet lægger skjul på i pressematerialet. Referencerne fremhæves uden skam, ligesom musikkens overskudsagtige huggen og, ja, “trippen” fremad. Husk at snøre dine Converse Allstars med dobbeltknude, det sætter gang i futterne det her. Det bliver dog aldrig så anmassende eller in-your-face, at det ikke ville fungerer fint som festsoundtrack.

Konklusion: Er du til uptempo fuzzguitar rock med klappe/steppe-med venlige rytmer og samtidig ikke har noget imod, at du muligvis har hørt det meste af det før, så går du ikke galt i byen her. Det bliver måske også lidt en plug and play oplevelse for mig i den forstand, at det er ganske medrivende og “sjovt” så længe musikken spiller, men ikke rammer så dybt. Omkvædet har dog et vist “øreorm” potentiale!

Marshall Cecil –  “Soliloquy (Wouldn’t Feel Alone)”

Bipolar pop! Pressemeddelelsens overskrift fanger da i hvert fald min opmærksomhed – hvad er det mon? Vi skal igennem op- og nedture med Marchall Cecil, der allerede fik lidt hul igennem med optrædener på diverse festivaler for 2 år siden:

“Der er en konstant emotionel og dynamisk op og nedgang i vores univers – både lyrisk og musikalsk. Vi forsøger at lave musik, der ser sig forstående på den følelsesmæssige tumult jeg mener kan eksistere indeni os alle. Vi bringer os selv og lytteren ind i den tumult – og laver musik derfra. Det er bipolar popmusik, der hungrer efter at finde balance i kaos.” Uddyber forsanger og sangskriver Daniel Abraham.

Titlen, “Soliloquy”, er lånt fra teaterverdenen og henviser til en karakter, der via en monolog vender blikket indad og taler til publikum. Det kan måske være lidt vanskeligt, at høre i musikken uden denne forhåndsviden, men det skorter da i hvert fald ikke på ambitioner hos Marshall Cecil.

Og det ER ambitiøs pop, der er tale om her, også pop som bryder genre grænser, i det sangen udvikler sig ganske radikalt. Fra det langsomt opbyggende, atmosfærisk poppede til rap. Dermed overskrider det også vores normale dækningsområde i løbet af sine knap 5 minutters spilletid, hvilket nu ikke gør så meget – det er dejligt at komme lidt udenfor de velkendte rammer. Rap-stykket i sidste halvdel er der, hvor præmissen med en monolog der kigger indad er mest fremtrædende via lyrikken, som bliver helt meta i sin beskrivelse af, at skabe musik.

Det lyder virkelig labert og er lige så lækkert udført som det lyder. Det vil muligvis være lidt for “glat” for nogle lyttere, ligesom det måske heller ikke lige rammer min personlige smag 1:1, men jeg kan godt værdsætte kvaliteten i det her. Det emmer af flot håndværk og sans for kvalitet. Det er faktisk så elegant udført, at jeg næsten får smag for den bipolare pop!

Konklusion: Det spiller for Marshall Cecil efter rigtig mange parametre her. Faktisk er der ikke rigtig en finger at sætte på sangen, ud over der hvor ens personlige præferencer får  overtaget – dem må man så forsøge, at tøjle. Kommer man over disse, så får man lov til at nyde et nummer, der er ganske overlegent eksekveret og som formår at lyde både nutidigt og moderne uden at det fremstår popsmart og som om det lefler eller på nogen måde er spekulativt.

Bersærk – “Balders Bål”

Vi lukker og slukker med at futte skidtet lidt af med “Balders Bål”, nyeste single fra Bersærk, som for nylig blev annonceret til næste års udgave af Copenhell. Der har de spillet et par gange tidligere med stor succes. Faktisk er det lidt et slider band vi har med at gøre her, som siden de udsendte deres debut-EP tilbage i 2012 stille og roligt har arbejdet sig op. Gennem hårdt arbejde og vilje, the old fashioned way, er de gået fra de helt små scener og support-tjanser til nu at headline Vega-størrelse spillesteder. Godt gået!

Hedninge-rockernes trommeslager Simon Gleerup Meiner siger om ‘Balders bål’: “’Balders Bål’ var en sang, der allerede var inde i os. Den skrev ikke sig selv og skulle først lokkes ud, men den er en naturlig forlængelse af det eksisterende Bersærk-materiale. Og så er det en banger, som får os i voldsomt humør, når vi spiller den”.

Det lyder kraftedeme som Bersærk, så kan du lide dem vil du nok også ryste garnet og knytte næverne mod himlen til den her! Der bygges godt op mod en ventende forløsning fra start, hvor nummeret knurrende kredser om en, inden tænderne sættes i byttet og det rystes godt igennem.

Noget af det der altid har fungeret for Bersærk er den følelse af et musikalsk stormvejr, der bygges op og tager til, som om sang og band lige samler kræfter og energi og lader det simre og boble inden den slippes løs. Det giver sådan en god og virkningsfuld fornemmelse af, at man bliver ramt af noget der allerede er oppe i fart, eller eksploderer ud af startblokken, så man bliver lidt overrumplet.

Teksten om ulven der går i blandt os i måske ikke banebrydende på noget metaforisk plan osv., men det passer fint ind i det velkendte tekstunivers Bersærk allerede har etableret med deres tidligere udgivelser. Det er mere af det samme, på den gode måde. Det positive, både lyrisk og musikalsk, er i den forbindelse, at bandet tilsyneladende ikke har mistet pusten eller deres kraftfulde bid. Der er stadig blus på deres bål og ikke en eller anden fortyndet udgave af gammel vin på nye flasker.

Konklusion: På en måde ved du efterhånden hvad du får, når du smækker Bersærk på anlægget. En ordentlig en på skrinet, og tak for det. Formlen er “vintage” Bersærk, men i deres tilfælde gør det faktisk ikke noget, da de stadig virker tændte og brænder igennem.

Føjes til På Repeat-listen: King Kross + Bersærk

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Marika Hyldmar, Bersærk pressefoto 2019

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.