Repeat #18

0
594
views

Singleræset forsætter med mere eller mindre nye numre fra elektro-poppede Greta, Virgin Suicide der lyder som Virgin Suicide, et eller andet fra Loiter, gothrock fra The Natural Disasters, klassisk rock fra Before Fire, pop/soul/andet fusion fra Efter og et opråb fra Lars & Uhørt.

Vi kører stadig Xl udgave så vi kan få tømt ud i indbakken inden sommerferien, det lykkes nok ikke helt, men… anyway! Desuden har jeg forsøgt, at korte anmeldelserne lidt ned hist og her, så det bliver mere fordøjeligt, om det lykkes? Lad os se!

GRETA – “Ardent Spring”

Vi bryder, eller tweaker, lige reglerne lidt fra start, Greta er nemlig født i Tyskland. Eller nordtyskland, har boet i Danmark siden 2011 og er en del af popgruppen Ida Red, som havde en ret flot og vellydende single ude for nogle år siden.

Om nummeret fortæller GRETA:

“Ardent Spring er en historie om uskyld, den første ulykkelige kærlighed og hvordan alt kan skifte fra en dag til den anden og en ny verden åbne sig.”

Førstehåndsindtryk: Hold da op, det er produceret og poppet! Flot, lidt fjern vokal der svæver rundt i en elektronisk suppe af den slags, hvor det er som om alle kanter er filet af og lyden designet til, at være blød og indbydende. Det er en smagssag om man synes om den stil…

Efter flere lyt:.. hvilket jeg ikke er i udpræget grad. Nummeret er fint bygget op og rummer et ret markant omkvæd, som nok skal give den noget radio-potentiale. Men, det er som om det hele bliver lidt for anonymt for mig. Der er lidt blålige nuancer i nogle af de elektroniske flader, men det er bliver aldrig farligt og den “afrundede” lyd gør, at det hele fiser lidt ind af det ene og ud af det andet. Jeg vil ikke gå så vidt, at kalde det behagesygt, men så i hvert fald så tandløst, at ingen får skrammer af at lyttet til det.

Det er lidt en skam, vokalen er god og man fornemmer en sans for opbygning og hvordan man skruer et nummer af denne slags sammen.

Konklusion: Mere kant, tak.

Virgin Suicide – “Plastic Chair”

Københavnske Virgin Suicide havde ret stor succes med deres selvbetitlede debutalbum og en række singler i 2015, mens opfølgeren fra 2017, Forever Trouble måske havde knap så stor gennemslagskraft. I en nådesløs musikbranche, hvor tingene bevæger sig meget hurtigt, virker det allerede som ret lang tid siden og nyeste single, som en form for frisk start for de britisk inspirerede danskere.

Der er en EP på trapperne, ligesom debuten produceret og mixet af Sune Wagner, lad os se hvordan det lyder?

Førstehåndsindtryk: Vintage Virgin Suicide! Jo, det lyder meget som “dem”, melodisk, catchy og veludført guitardrevet brit-rock/pop. Med sådan en lidt bittersød/små-nostalgisk klang, ikke noget revolutionerende, men nok en stil der aldrig rigtig går af måde?

Efter flere lyt: Dermed har singlen skam også fine muligheder for, at få noget airplay og bringe bandet tilbage i folks bevidsthed. Modsat er der også lidt en følelse af “mere af de samme”; hvilket jo ikke er en dårlig ting, hvis man er til denne form for vellydende rock, men det er sikkert også noget nogen kunne finde på “punke” dem lidt for.

Virgin Suicide træder ikke mange skridt fremad med et nummer som dette, samtidig sætter de heller ikke noget over styr, eller forsøger, at lyde som andet end hvad de er. Det vil sige, kunne du lide dem i forvejen, så vil du nok også synes om singlen her. Det er vel ikke helt skidt?

Konklusion: God sang, solidt håndværk, Virgin Suicide lyder som om de aldrig har været væk.

Loiter – “D.I.T.”

Så skal vi have en fusion mellem 80er støj og 90er britpop fra københavnske Loiter, der er ude med deres anden single, endnu en forløber til en album der lander hen over sommeren.

Om sangen lyder det:

“På den nye single D.I.T. stikker Loiter i deres tekstunivers, ved den inderlige og cheesy drøm om at nedbryde barrieren mellem du og jeg, og om at kunne være autentisk i sit møde med andre. Den tøven der møder dig, når du vil danse vildt, såvel som når du burde tage et ansvar på dig, og som opstår i mødet med andres blikke, ville forsvinde. Da kan man træde i karakter og give sig hen, helt og fuldstændig”.

Førstehåndsindtryk: Hmm, det kom kravlende op fra undergrunden! Lidt af en kontrast til de to første numre i denne omgang, her er der dømt D.I.Y. stemning, mere skramlet lyd og et udtryk der hele vejen rundt er mere kanten og “utilpas”. Netop “utilpas”, er måske den følelse der presser sig mest på i første omgang, eller “utilpasset”. Jeg sidder lidt med fornemmelse af ikke, at føle mig helt tilpas i min egen krop. Der er noget der prikker og klør.

Efter flere lyt: At lyttet til “D.I.T.” er lidt ligesom at have høfeber eller lide af en form for paranoia. Det slår dig nok ikke ihjel, men det er bare irriterende og ligger hele tiden og lurer og påvirker ens almen tilstand. Det er især Loiters brug af vokaler, som flyder ud og ind af hinanden, der bidrager til den effekt. De ligger ret langt tilbage i mikset, så effekten af stemmerne bliver ekstra “mudret” og man har svært ved, at bruge dem som pejlemærke.

Den instrumentale del er heller ikke til megen hjælp her, det vikler sig også ind i sig selv og bliver til en form for støjende og kradsende musikalsk tåge. Ikke en specielt blød en af slagsen, dertil er musikken for stikkende og kantet. Man aner også en relativt fængende melodi derinde et sted, men igen flyder det hele lidt sammen og bliver til en form for skurrende flade, eller flader, der brager sammen et sted i baggrunden. I det hele taget er det som om at alt foregår et stykke væk og intet kommer helt tæt på?

Konklusion: Ahm… jeg er ret sikker på, at jeg ikke, ikke kan lide det! Men jeg ved heller ikke lige om, det er noget jeg ville sætte på repeat?

The Natural Disasters – “WLYN”

“Sangen WLYN er et remake af nummeret ”Who Loves You Now”, der oprindeligt er lavet af sangerinden Anna Sharifi fra bandet UON. Anna Sharifi lagde også vokal på The Natural Disasters forrige udgivelse, MareMoto”.

Den udgivelse sendte jeg 5 stjerner efter for en omgang fed omgang guitar-drevet gothrock. Det nye nummer er første single fra et kommende fuldlængde album. lad os se om der stadig er mørkt hos The Natural Disasters.

Førstehåndsindtryk: Uha, slæbende og ildevarslende! Tempoet er sat ned, mens der er skruet op for den dunkle atmosfære. Der er, selvfølgelig, lidt lysere kontraster i form af kvindevokalen, men det er mere som en ensom gadelampe i en kulsort gyde, i en eller anden betonfyldt metropol.

Efter flere lyt: Som nævnt er det som om der arbejdes mere med stemningsfyldte klangflader og atmosfære, frem for en dominerende guitar-melodi her. Men der ligger stadig en melodi og driver nummeret frem i bunden af nummeret. Begge dele virker godt og giver sangen af følelse af, at man både svæver rundt men samtidig driver fremad.

Ud i natten, rundt i gader, gyder og rendestene. Ind på mærke klubber. Ud på proppede men stadigt underligt ensomme dansegulve. Ned i klamme og fugtige kældre, hvor folk kan få afløb for deres tilbøjeligheder. Der er noget både urovækkende og underligt befriende over “WLYN”, som om det er OK, at søge trøst og afløb for Gud ved hvad i ly af mørket?

Konklusion: Dragende nummer. Tag med ind i mørket, det er slet ikke så farligt og du får det bedre.

Before Fire – “Look My Way”

“Look My Way” er anden single fra en kommende EP-udgivelse fra rockbandet Before Fire, som jeg tildelte 4 stjerner for deres forrige EP. Det er rock, 70er RAWK! Ikke så meget mere at sige til det…

Førstehåndsindtryk: Nææh, i første omgang har jeg måske heller ikke så meget at sige til det, udover, at det er helt klart klassisk klingende rock! Tidsløst eller umoderne? Tja…

Efter flere lyt: OK, nummeret har et dejligt sumpet groove og en grundrytme der bare virker. Det er hverken originalt eller noget der blæser mig bagover i ren og skær benovelse, men det er bare helt elementært velfungerende og solidt håndværk. Vokalen er også ganske fornuftig, om end de er hørt vildere, mere ekspressive og eksplosive i denne genre. Det gør nu ikke mig noget, man ikke bar altid giver den fuld gas i denne genre.

Det samme kan næsten siges om bandet og sangen generelt. Det her er ikke højbelagt smørrebrød pyntet med en stjernekaster på toppen, det er rugbrød med leverpostej. Pålideligt, driftssikkert, noget man næsten altid kan klemme ned og nyde for hvad det er. Meget mere er det dog heller ikke.

Konklusion: Fint mens det varer, lidt hurtigt glemt efterfølgende.

Efter – “Growing Eyes”

“Melodier, der fusionerer showtunes og blues med pop og soul, leveres med Seidlers ekspressive vokal over nysgerrige arrangementer, bygget op af samples af live-jazz, hårdtslående synths og autotune-kor. Hans musikalske univers er skævt og retro-futuristisk, som var det blevet til på en parallel tidslinje. På trods af de vilde arrangementer, er lyden tilbagelænet og afslappet – som hviler den i sig selv. På Growing Eyes lyder det som bliver det fremført i en retrofuturisk klub med rødt velour backdrop og neonlys – en David Lynch-fortolkning af Star Wars”.

Sådan præsenters Efter aka 21 årig Lukas Seidler, der blandt andet har været Ugens Kanon i Karrierekanonen og nu har en EP ude. Det lyder jo lovende på skrift!

Førstehåndsindtryk: Hmm, ved sgu’ ikke helt om jeg er gode venner med den her vokal?! Det er nok ret afgørende for nydelsesgraden af dette nummer? Det virker også lidt som musik der er en producers våd drøm, forstået på den måde at der leges med en masse elementer, effekter og stemningsskift, på en måde hvor dele af det sikkert ryger henover hovedet på en lægmand som mig.

Efter flere lyt: 10 gange har jeg hørt nummeret og føler mig stadig ikke meget klogere på, hvad det er jeg skal falde for?! Jeg sidder med en nagende fornemmelse af, at jeg muligvis ikke “forstår” sangen. Det oplever jeg jævnligt. Som regel kan jeg i disse tilfæle så godt fornemme, hvad det ikke helt er jeg fanger eller falder for i en sang, eller jeg kan høre at det er “spændende”; “udfordrende” et eller andet. Her er jeg reelt i vildrede for første gang i lang tid.

Alternativt er det bare en dårlig og ikke særligt spændende sang.

Det er ikke fordi der ikke sker noget, vi har gang i noget synth, der er trommemaskine beats, kor, jazzy flader, elektroniske lyde og en masse effekter. Noget der taler for nummeret, at der trods et væld af enkeltdele og påfund, så mister den aldrig sin grundlæggende ro. Men denne ro er måske medvirkende til, at det hele også kan virke en kende søvndyssende?

Konklusion: Jeg ved sgu’ ikke?! Pas??

Lars Harboe – “Tusmørketid”

Vedens er af lave aog det hele er FUCKED! I den nye video til singlen “Tusmørketid” fra Lars & UHØRT, er dommedagsscenarier blevet til virkelighed:

“Iskapperne er smeltet, og verden er brændt af i atomeksplosioner, og en overophedet atmosfære. Løgnen har sejret. Krigen raser, og magtmennesker med underligt hår (jaja, det er naturligvis D. Trump, og Kim Jung-un) besegler jordens skæbne med et håndtryk”.

Så er der syrefolk at gå hjem og/eller ned til.

Førstehåndsindtryk: Jo, det er da folk’et! Det er næsten som om lyden bliver lidt for skrabet eller spartansk til min smag, var min umiddelbare tanke under første gennemlytning? Akustisk guitar, violin og en smule tromme af en art? Skal vist lige vænne mig til, at det ikke kommer væltende med et kæmpe lydtryk ud af højtalerne… budskabet fejler bestemt ikke noget!

Efter flere lyt: Jegved ikke hvad det er med lyden, indspilningen eller stilen, men det er måske ikke helt min smag? Det er meget folk’et, så det får lidt gademusikant præg, det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men for mig kræver det lige lidt tilvænning. Det er måske også et spørgsmål om, at vi lever i en tid, hvor meget bare “maxer” ud produktionsmæssig. Da er det her egentlig et sjovt skridt “tilbage” til mere enkle tider?

Teksten er ret stærk, det er klart at der ligger noget indigneret og ulmer i lyrikken, men det bliver aldrig bøjet i neon og budskaberne er ikke nogen der hamres ind i knolden på en. Lyrisk holder det en poetisk tone, hvor pointerne stadig er til, at forstå men leveres som eksempelvis det her:

Mens tågen ætser tårnene væk
Ser vi på skibbrud i en bæk
Som et ekko gen’m tiden
Og tårer vasker tågen væk
Dødssejleren er sprunget læk
Skælv gennem isen
Tusmørketid, tusmørketid, tusmørketid

Konklusion: Det er en “grower”, jeg skal lige tune ind på stilen, mens teksten rammer plet far første lyt. Lars & UHØRT lykkes flot med, at have noget på hjertet og lave et opråb til samtiden, der ikke forfalder til, at stå og råbe slagord og paroler på barrikaderne.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Before Fire pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.