Heathe: On The Tombstones; The Symbols Engraved ★★★☆☆☆

0
354
views

Heathe fra Aalborg er egentlig et én-mands projekt, men allierer sig med skiftende samarbejdspartnere for, at skabe et hypnotisk, sortnet doom-univers. Det er ambitiøst, men det er som om de gode intentioner ikke helt forløses på det nyeste 38 minutter lange album.

Eller gode og gode intentioner, de er sikkert tilstede, men Heathe lyder nu mest af alt koldt, goldt og som om dommedagen lurer forude. Et af problemerne jeg har med denne udgivelse er måske, at det virker som om én lang opbygning til undergangen, som så aldrig helt indtræffer. I hvert fald ikke i en sådan grad, at det for mig retfærdiggør den langsommelige og langstrakte opbygning. Jeg savner, kort sagt, noget pay off.

Heathe arbejder med lange, repeterende og hypnotiske klangflader, eller, det er hensigten at de skal virke hypnotiske. Men, et af de andre problemer jeg har med On The Tombstones; The Symbols Engraved, som i bund og grund er ét langt nummer, er at den hypnotiske virkning aldrig rigtig indtræffer hos mig. Det er med garanti en individuel ting, og virker pladen efter hensigten på dig, så får du nok en markant anderledes oplevelse ud af det.

Men, efter en ret stærk indledning med nogle hæslige, forpinte skrig fra vokalen, der lyder som om den står et sted i baggrunden, eller inde i en mørk grotte, og lider, så… går det i stå for mig. Opbygningen rent musikalsk er indledningsvis også ret effektiv, dejligt ildevarslende og tungt slæbende. Så forsætter det… og forsætter, der skriges mere, stykket kører i ring og mister stille og roligt sin tiltrækningskraft og virkning på mig. Langsomt transformerer nummeret sig, tempoet stiger en smule og vi rammer en ny, opbyggende passage, som, desværre, ender med at være endnu mindre virkningsfuld for mig end indledningen.

Måske synes jeg ikke de tilsyneladende evigt gentagende melodistykker er stærke nok, måske trykker det bare ikke lige på de rigtige knapper hos mig? Det er ikke til at sige, men stille og roligt, som nummeret snegler sig frem med gentagelse på gentagelse får det den modsatte effekt på mig end det sikkert var tiltænkt. Jeg trækkes ikke ind i det sorte hul, jeg nærmer mig ikke en eller anden dunkel trancetilstand, jeg driver væk fra musikken og det hele begynder, at gå mig en smule på nerverne. Hvilket er en forbandet skam, for Heathes iskolde og nådesløse lyd er bestemt tiltalende i en eller anden grad. Brugen af den og iscenesættelsen af dette nummer falder bare ikke rigtig i min smag.

Da der efter godt et kvarter dukker nogle kuldsejlede og flagrende strygerelementer op i det sorte lydbillede er det næsten for sent. Jeg forstår sagtens pointen i, at gentage, bygge tålmodigt op og stille og roligt bygge på, men her får Heathe altså tabt mig inden der sker noget som faktisk lyder ganske interessant. Strygerne svæver spøgelsesagtigt rundt, mens de øvrige instrumenter langsomt kværner fremad og så… sker der ikke rigtig noget i et stykke tid… igen…

Efter omkring 21 minutter stopper sangen lidt op og giver dig mulighed for at vende LP’en, formoder jeg, inden anden halvdel af værket sættes i gang med en ret bastant, gentagende rytme, hvor det lyder som om samtlige instrumenter har besluttet sig for, at lave en trommerytme. Med enkelte små udsving forsætter denne rytme med, at banke løs i en 5 minutters tid, ret effektivt eller en kende enerverende, alt efter temperament, hvorefter Heathe i ret markant grad skifter kurs.

Det begynder at ulme og true mere, det er som om mørkets kræfter samler sig og tager tilløb… og tager tilløb… de skyder, nej, de venter! Nå, vokalen og dens intense ubehag ved den nuværende situation dukker op igen, jeg kunne ellers godt have brugt en musikalsk semi-forløsning der, men, Heathe vil det anderledes og så køres der ellers ud af den tangent indtil der er godt 3 minutter tilbage af albummet. Så stiger musikken endelig, det river, flår og skærer med dissonante flader, som så kommer til, at gøre det ud for peaket på On The Tombstones; The Symbols Engraved.

Måske har det noget med forventninger, at gøre, eller hvad man personligt synes er et peak, forløsning, kulmination, kald det hvad man vil, men jeg har brug for mere efter så langt et tilløb. Det er muligt, at jeg simpelthen lytter til Heathe på den forkerte måde, men det er ikke fordi jeg ikke har prøvet, det fænger og bider bare ikke rigtig på mig. Jeg kan sagtens høre, at det er godt udført og jeg kan sådan set også se “meningen” i, ligesom jeg er sikker på, at andre lyttere vil få en meget større oplevelse ud af disse knap 40 minutter.

Derfor lander vi også på en muligvis misvisende, helt sikker halv-kedelig og træls at få, vejledende “måske er det her noget for dig, men ikke mig” 3-stjernet karakter. Jeg ville så gerne kunne lide det her mere end tilfældet er, beklager.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.