Redwolves: Future Becomes Past ★★★★★☆

0
416
views

Kan en plade med mulige fejl i produktionen opnå høje karakterer? Redwolves rammer i hvert fald nær plet med en god, gedigen rockplade – bund-bulder til trods. 

Lad mig starte med en lidt underlig betragtning om Redwolves album, Futures Become Past: Der synes at være fejl i lyden. Og hvad mere er: det gør ikke så meget! Fejlen – som jo nok er en subjektiv vurdering mere end et faktum – ligger i lyden/mixet, hvor der ern en slem, slem tendens til mudder i de dybere frekvenser. Det er noget bulder-værk. Men som sagt så gør det ikke så meget.

For når man har konstateret dette, vil man efter få takter konstatere, at bandet har en gudsbenådet energi på pladen. Det er rock som vor far elskede den og det holder i høj grad stadig væk! Og fordi der er den ovenstående ’fejl’, er det svært at indfange hvad der udgør denne energi. Bud kan dog være, at der spilles skarpt med både overskud og intensitet og vokalen ligger lige imellem det afslappede cool og energisk insisterende.
Måske ville det endda ikke være det samme uden bulderet i bunden?
Nej, det lyder altså af fejldisponering – men skygger ikke over energien.

Åbneren, ‘Plutocracy’ rocker det hele i gang, mens den derpå følgende ‘Rigid Generation’ har et The Raconteurs-agtigt groove (dog med en tung bas – det har I nok fanget nu).
”We agree / to disagree” går refrænet og generelt opererer Redwolves inden for politiske temaer. Og netop som tredje nummer, ‘The Abyss’ truer med at tromle pladen itu med sit højtempo-basoverfald, bliver det hele mere luftigt på ‘Fenris’ inden vi bevæger os ind i to ballade-agtige numre af episke proportioner. Pludselig spiller alle instrumenter ikke, mudderet i bunden er væk som konsekvens og numrene kommer til at fremstå ballade-rocket ambitiøse.

Det giver os som lyttere en puster til at få et solidt skud i skallen under ‘Farthest from Heaven’ inden der lukkes mere luftigt ned med ‘Temple of Dreams’. Ja, de har fandme haft styr på hvordan en plade disponeres og Future Becomes Past kan på den måde deles ind i tre afdelinger, hvoraf ingen er dårlige og energien er den røde tråd. Imponerende, ambitiøst og bestemt ikke noget, alle bands kan slippe af sted med. Og da slet ikke med sådant overskud.

Læg dertil at Redwolves er rendyrket rock. Ikke noget med alt for mange undergenrer – bare rock. Med episk tilsnit i passager, jovel, men rock.

På denne fine rockplade står de to ballader i midten stærkest. ‘The Pioneer’ er en karsk sag, hvor behovet for at være noget særligt og skabe noget nyt står centralt.”Build Utopia / We must take the lead / Expel the goons / From democracy / Seize all the fools / Who refuse to believe / When flesh is enslaved / The mind can be free / We are the pioneers

” går det dystopisk og i disse valgtider må man vel spørge sig om det er religiøse eller andre tosser, der advares imod.

Nummeret, der nærmer sig otte minutter, starter tåleligt tyndt, men som vi gennem et konstant stigende crescendo når et buldrende klimaks mod enden, giver den buldrende bas pludselig mening: Det bliver helt dommedagsagtigt.

Rock kan være mange ting. Men Redwolves har især på Futures Become Past lavet en plade, der ikke er lige gyldig. Det betyder også, at man nok skal lede længe efter et dansabelt – eller for den sags skyld bajer-ukompliceret nummer på pladen. Men det er også dejligt forfriskende. For der synes at være et lag under det hele. Et lag, hvor vi er langt, langt ude over rockklicheer som den åbne vejs frihed og at knalde igennem.

Og så står jeg med den store overvejelse: Fire eller fem stjerner for en god plade med en lidt ærgerlig lyd? Jeg tror i virkeligheden, man bare kunne have lavet et andet cut på lilletrommen og tammerne?

Jeg skal jo anmelde hvad vi får ind, og dermed må det blive fem – så små – stjerner for en god, gedigen rock-plade, der dog buldrer for meget i bunden.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.