Home Artikler Pumpehuskoncert i en Coronatid, eller hvordan en anmelder fandt en vej ud...

Pumpehuskoncert i en Coronatid, eller hvordan en anmelder fandt en vej ud af mørket og (måske) lærte at elske musik igen

86
0

Jeg har glædeligt lagt 160 fuldgode danske kroner på internettet for en billet til ORMs ekstra koncert i Pumpehuset lørdag aften, så jeg tager helt sikkert ikke notater endsige skriver noget om det på GFR.

Jeg er nemlig naiv. Naiv fordi jeg tror, at det et eller andet sted gør en forskel og kommer bandet til gode, at jeg har betalt for min billet i stedet for at fiske efter en akkreditering  – den slags forpligter jo også… Måske giver det Pumpehuset nogle skillinger i kassen i en presset coronatid? Jeg må hellere sørge for, at købe så mange øl jeg kan nå, inden baren skal lukke kl. 22.00!

Jeg er allerede begyndt at skyde tilfældige mobilfotos inden koncerten nærmest er trukket ud af starthullerne, måske af gammel vane, helt sikkert fordi jeg fornemmer, at jeg et par timer senere sidder hjemme i Herlev efter en våd cykeltur og hakker i tastaturet, lige meget hvad jeg havde bildt mig selv ind inden. Omkring halvvejs inde i den 5 kvarter lange seance med bornholmer blackmetallerne skriver jeg et par løsrevne notater på min smart phone, bare fordi, der var da lige en fin sætning, som var værd at huske…

Jeg er dårligt forberedt, kan jeg mærke, jeg kender numrene, sådan da, men kan ikke huske titlerne (efter sigende spillede de hele Ir og dernæst deres nye EP, det passer sgu’ nok. Jeg havde glemt hvor komplekse de 2 numre på Ir er!), jeg er gået nærmest helt blank ind til det her, det skulle bare være en hyggeaften med en ven jeg ikke har set i et års tid. Har vi sjuttet os frem til inden koncerten, hvor man regnvåd lige kunne nå at lande i Byhaven udenfor Pumpehuset, inden den annoncerede opvarmning fra Nils Gröndahl kl. 19.45. En af fordelene ved disse coronatider er åbenbart, at koncerter starter dejligt tidligt og bliver afviklet i en fart, så man kan nå hjem til lørdagssofaen inden midnat.

Gröndahl på knæ efter eksperimenterende violin-udflugter

Stemningen er fin, men skal man egentlig have mundbind på udenfor i Byhaven når man går rundt? Nogen har, andre ikke, nogen står op og ryger, i sådan et tilfælde er mundbind upraktisk. Man må hellere tage det på når man færdes, der ryger ikke en flig af min personlige frihed ved at gøre det, jeg har i forvejen tøj på, det foreskriver loven også, så et mundbind fra eller til i en større sags tjeneste virker som et overkommeligt offer.

Engang bildte jeg mig også ind, at jeg/vi gjorde det her, GFR, skrev om den danske musikscene fra toppen og nedefter, med fokus på lagene under toppen, helst, i en eller anden form for større sags tjeneste. Hvis jeg skal være ærlig, så er det efterhånden en del år siden, at jeg troede på, at det gjorde en forskel i nogen udstrækning. Men, man bliver ved. Jeg har respekt for musikerne, tilstræbt at tage dem seriøst og ikke lade det skinne igennem, at gejsten og kærligheden til dette lille projekt var så godt som forduftet. Den aflyste festivalsæson i år var nok dråben, og den kommende, sikkert aflyste, det reelle dødsstød. På et personligt plan kan jeg egentlig godt undvære årets festivaler og har i flere år på et eller andet plan efterlyst et “pause år”, jeg har bare ikke været i stand til at springe over.

Men på et “professionelt plan”, åh lad være, OK. På et “at anmelde musik som en hobby” plan har det været en streg i regningen. Festivalerne er den ene gang om året, hvor jeg virkelig kan føle mig legitim. Det lugter lidt af “rigtig” musikjournalistik, og man er, i teorien, med på samme vilkår som klassens store drenge (selvom det er en illusion, men den virker). Uden det lille fix, så virkede det her vi gør endnu mere meningsløst og uden en dinglende gulerod foran vognen.

Nils Gröndahl var ret fint, jeg nød den nærmest metal-klingende solo han fik vredet ud af violinen i slutningen af første nummer. Derefter gik det lidt i artsy tomgang for mig. Men man kunne da næsten danse til noget af det? Venindeparret foran os på bordebænkesættet i det coronatilpassede Pumpehus virker opsatte på at gøre en aften ud af det. De kører kander. God byfeststil, de damer. Den ene tager sig til ørerne 1 ½ nummer inde i Gröndahls sæt og tager flugten. Da Gröndahl og en trompetist dukker op på scenen og larmer løs mod slut i ORMS sæt, det var nok under ekstranumrene, nøjes hun med at holde sig for ørerne. Det var også tilpas højt, i hvert fald musikken. På ægte black-manér var det i lange perioder svært at høre vokalerne. Måske også fordi man var bænket og lyden på en eller anden måde blæste lidt henover hovedet på en, men sikkert mest fordi brøleriet var mikset lavt.

Udsigten fra coronabaren

Så tog jeg en pause i skriverierne efter midnat og stod op til en kommentar på Instagram, som jeg også lige fik opdateret lidt under koncerterne om, at jeg har kaldt Nils Gröndahl for Nils Frahm… amatør. Nuvel, en god hjerneprut er jeg da ikke for fin til!

Aftenens koncert rumsterer stadig i baghovedet, og lidt i ørerne, det var sgu dejligt højt da ORM åd sig igennem deres mere og mere storladne materiale. Der er virkelig sket en udvikling med det band siden jeg så dem live for første gang for, hvad, 4 år siden? De er blevet mindre… direkte. Længere i spyttet. Der arbejdes med flere “pauser” i musikken og lange, opbyggende og stemningsskabende passager, som blev eksekveret utroligt flot i det næsten fyldte Pumpehus. Det corona-tilpassede Pumpehus, hvor der var godt med plads og folk generelt var gode til at holde afstand, spritte af og huske det der frihedsberøvende mundbind. Måske har jeg undervurderet koncerter hvor man skal sidde ned og hvor man ikke bliver mast af en ukendt sidemand? Måske er jeg bare ved at blive gammel og magelig.

ORM’s sorte univers, der veksler mellem det atmosfæriske og udsvævende og perioder med intenst, arrigt stormvejr, er nu heller ikke den værste slags metal at være tvunget til at sidde ned til. Det er som om folk lytter mere koncentreret og har fokus rettet mod scenen og ikke venneflokken eller andre, der lige skal høre om hverdagen mens musikken spiller. Der er et absolut minimum af småsnak, også i de helt tyste passager, som ORM også på veldoseret vis får arbejdet ind i sættet. Timingen er eminent, det virker som et band der virkelig TROR på styrken i deres sange og at de er ude på en rejse, som fungerer. De har ret. I glimt fristes jeg til at tro, at det er landets bedste metalband, eller i hvert fald et af de mest spændende, som jeg sidder og falder i staver til. Jeg driver periodevis også lidt væk, tankerne vandrer, er nogle af de her coronatiltag ikke værd at tage med sig fremover? Måske burde jeg møde op lige så “ren” til alle koncerter fremover, uden at have genopfrisket eller sat mig ind i musikken? Ville det være en måde at nyde den mere på og ikke følge mig tynget af “forpligtelser”? Er det en trompet, der kommer på scenen der? Får han fuld løn for at spille lidt med på to numre?

SMÆK på fra start!

Trompeten og Gröndahl, ikke Frahm, og deres lysere bidrag giver en antydning af håb i ORM’s dunkle mytologiske verden. En form for morgengry, hvor bandet også letter lidt på trykket og lader lyset sive ind og ud fra scenen. Folk sidder anspændte på deres pladser, som om de bare venter på at få lov til endelig at give bandet et kæmpe bifald efter en overbevisende præstation. Der har jeg lige taget en spurt i baren, så man kunne nå en sidste øl inden spærretiden. Naboerne ved bordet hentet endnu en kande. Rutineret. Efter koncerten begynder de at tale til os på engelsk. Jeg finder ud af, at jeg har en en prop i det ene øre, der omdanner mit hoved til et ekkokammer. Har den været der hele koncerten? Jeg troede jeg havde efterladt den ude i regnen i Byhaven inden koncerten…

Vi vælter ud i den fugtige aften, det er blevet småkøligt. Der er 3 smøger tilbage i pakken og vi har en næsten fyldt øl. To yngre kvinder spørger om jeg har en smøg de må købe. Nej nej, de må da få den, hvem tager penge for smøger? Vi er jo ikke i fængsel! Trods de frihedsberøvende corona restriktioner. Så har vi to smøger tilbage, en til hver og så hjem i seng, det virker rimeligt. De damer er høflige, gider tilsyneladende tale med to halvgamle røvhuller som os, hvilket jo altid er godt for egoet – ligesom at sidde og sprøjte ord ud her på navlepillende vis. Mmmm, det smager så godt: mig, mine ord, nammenam, hvis jeg kunne æde mig mæt i dem, ville jeg! De har bestilt tid hos en tatovør. Noget med en intern joke, hvor de nu skal have modpartens tatovering selv. Det lyder på alle måder som en god idé. Hvilken slags tatovør har mon åben fredag aften efter kl. 22? En form for kropsudsmykningens 7-11?? Det ved jeg ikke en skid om, men da de spørger om vi ikke skal med og have en tatovering er jeg i et anfald af småfuld midaldrende spontanitets kådhed lige ved at overveje det – bare for at gøre noget impulsivt og dumt.

Jeg besinder mig. Og vi lader de unge mennesker drysse afsted, så de kan få sig en oplevelse, de sikkert kan grine af mange år fremover. Sådan en tatovering har jeg også. Den er 22 år gammel. Det er over et halvt liv siden. Nu står jeg med en halv fadøl, en halv smøg og en XL ORM t-shirt fra merchboden i baglommen. Er den mon for stor? “Bare vask den ved 60 grader, så passer den nok”, var rådet fra sælger. Jeg tog ham på ordet. Min makker købte en LP. Så støttede vi måske bandet lidt mere?

De tog mobile pay

Det er en underlig tid at gå til koncert i. Men vi er nu, hvor samfundet ikke er lukket helt ned, også nødt til at forsøge at støtte op om det og holde hjulene i gang – ellers er mange af de her tilbud der ikke, når vi engang kommer ud på den anden side. Kan det gøres forsvarligt, som det her virkede som, så er det bare med at komme ud og smide lidt mønter, hvor man kan. Selvfølgelig løber man en ekstra risiko ved, at bevæge sig ud, lige meget hvor mange tiltag der laves. Jeg satser dog på, at det værste jeg kom hjem med fra aftenen var lidt ridser i lakken fordi jeg byttede rundt på et navn…

På vej hjem i den tiltagende regn og mere og mere tomme og ensomme cykelstier ud af byen med retning mod det ydre Herlev, hvor man kan risikere at cykle ind i flere hjorte end fodgængere på den tid af dagen, skruer jeg mere og mere op for musikken. ORM. Måske skulle jeg sætte mig med en kop kaffe foran computeren når jeg har fået tørt tøj på? ORM æder mig langsomt op, mens den sjaskvåde asfalt bliver mørkere og mørkere, som jeg nærmer mig endestationen. Lyskeglen fra min dyre forlygte kæmper sig igennem tæppet af regn, der nu har omsluttet mig sammen med kulsort metal. Der er lys i mørket. Måske var ORM det lys, der skulle til for, at jeg genfandt en skrivegnist?

Jeg tænder computeren. Ikke for at skrive en anmeldelse men, for at… skrive… noget. Jeg er nødt til det, jeg tror det har noget at gøre med, at det er en måde for mig, at forholde mig til verden på og bearbejde indtryk og oplevelser? Tak for genoplivningen, ORM.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.