Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Dan Rose: Where the Line is Drawn (EP) ★★★☆☆☆

Dan Rose: Where the Line is Drawn (EP) ★★★☆☆☆

167
0

Så er der singer songwriter indie-ballade i gaden fra Dan Rose, der efter to fine singler er klar med en helt igennem udmærket EP.

Jeg har allerede anmeldt de to single-forløbere, “Copenhagen Eats Itself” og “Descend Into Darkness”, i en ikke så fjern Repeat-fortid, så de to numre tillader jeg mig at skøjte lidt hurtigt forbi. Fælles for dem er, at jeg stille og roligt og ved genlyt i forbindelse med denne EP, måske synes bedre og bedre om dem.

Der er noget sørgmodigt ved Roses “uperfekte”, lidt lidende og “ærlige” vokal og levering, samt de, som titlerne antyder, noget nedslående tekster, der stikker fint de helt rigtige steder – det er lige derinde hvor hjertet slår. Der gøres også brug af nogle spredte diskrete strygere til at bakke op og give det ellers spartanske, folksy-indie lydbillede noget tyngde og fylde. Samtidig giver disse bløde flader en god kontrast til Roses lidt mere rå og upolerede vokal, en fin balancegang, som især føles i vater, i disse to singler.

Det bliver lidt mere slæbende og tungt bagi på et nummer som “No Final Defeat”, som virker som om den har vanskeligt ved, at komme ud af stedet. Det er næsten som om Rose lyder som om han kæmper med at hugge melodien og lyrikken ud, hvilket jo nok er helt bevidst. Han får da også presset og trukket sangen hen mod en form for stigning, men grundfølelsen er stadig, at vi bevæger os med tunge skridt mod det endelige nederlag. Jeg tror jeg forstår tanken bag nummerets lyd og udformning, men det ændrer ikke på, at den er en lidt træg omgang at komme igennem.

Den efterfølgende EP-lukker “The End of All” indledes nærmest endnu mere enkelt og skrabet, og lyder også som om den er en hård fødsel for Rose. Men stille og roligt stiger sangen i intensitet, lydtryk og et pumpende tempo, så man tænker at der næsten er håb for Rose og sangen, vi kan skimte målstregen, og en form for belønning og forløsning, vi der næs… og så slutter sangen brat. Er alting så slut? Nedtur. Igen fungerer det sådan set som idé eller koncept, men det giver også en følelse af, at EPen ender lidt uforløst, hvilket så igen peger tilbage på pointen om at “alt ender”. Jeg har det kort sagt lidt ambivalent med det.

Det har jeg i det hele taget også med Rose, et nummer som den mere desperat klingende ballade “Where Am I Gonna Go” tidligere på EP’en, hvor vores spillemand for alvor lyder fortabt, skurrer lidt i mine øregange. På den ene side bidrager det til pointen, men jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, om jeg synes det er et godt nummer?

I sidste ende er det nok en smagssag hvordan man har det med Roses vokal og hans her lidt trøstesløse tekstunivers. På den ene side fungerer det efter den formodede hensigt, det er ikke altid nem lytning, hvilket heller ikke synes at være meningen. Det må gerne være mørkt og “svært”, men som lytteoplevelse bliver EP’en også lidt en kamp at komme igennem – hvilket så igen igen kan være en del af Roses mission.

Alt i alt er Where the Line is Drawn ikke en dårlig EP, det er bare en der ikke glider helt let ned, og kan være en kende genstridig at sluge. Så, det bliver en “indtag på eget ansvar” anbefaling og en lidt vævende 3’er på karakterskalaen.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.