Prime is Giving, VoxHall, 22/2 2019

0
227
views
dav

Prime is Giving bød på både black gaze, heavy rock og metalcore fredag aften på VoxHall. Jonas nåede halvdelen af aftenens program, der talte hele otte bands.

Prime is giving er vel nærmest at betegne som en slags en-dags festival, som er på besøg på en række spillesteder rundt i landet med hovedsageligt bands, der er signet på Prime Collective. Line-up’et varierer fra by til by. Derudover er det for et godt formål, i år Ronald McDonald fonden, så hey, hatten af for konceptet, der tilbyder en ordentlig bunke bands (otte styks) for en ganske rimelig pris.

Programmet startede med Me & Munich allerede kl 19.30, lidt før jeg kunne må at være fremme. Så min Prime-aften startede med Cold Night for Alligators, som gik på kl. 21.15. Genremæssigt et stykke fra hvad jeg ellers lige ville sætte på derhjemme, med hakkende rytmer, vekslen mellem voldsom støj og melodiske stykker (godt med båndet keyboardsovs), og mellem melodisk og scream/brølevokal fra den hyperenergiske frontmand. De forskellige varianter af metalcore fungerer som regel bedre for mig live end på album, blandt andet fordi energien så for alvor kommer til sin ret, men her var det svært for alvor at groove med på grund af de konstante skift og den lidt vel tørre lyd. Og så ramte de melodiske indslag mig sgu ikke rigtig nogen steder.

20 minutter er heller ikke meget tid til at overbevise, men der var nu andre i den godt fyldte sal, der så ud til at tage godt imod bandets musik, så hey, intet at udsætte på energi og performance.

Så var det tid til et genreskift (og et meget kort sceneskift) til svendborgensiske Grusom.

Hvor aftenens program ellers mest bevægede sig indenfor genrer beslægtet med metalcore, så er Grusom en noget anden størrelse med deres svingende retro-heavy rock med rimeligt meget orgel.

Sekstettens tungrock satte godt nok ikke gang i nogen mosh pit, men til gengæld så svingede det nu ganske fortrinligt. Også selv om de øvrige bands’ energi godt kunne få Grusom til at virke adstadige og tilbagelænede. Det skal dog ikke ligge et velspillende Grusom til last. Især bandets tredje nummer (der var noget med “Let me dream away”) fungerede glimrende med sin tyngde og groove. Og så var det som om de lige skruede op for intensiteten på deres fjerde og sidste nummer.

Så var det Unseen Faith‘s tur. Og hey, dem har jeg sgu da set før? Nærmere bestemt på sidste års Spot på metal på Train, hvor de faktisk leverede en ret fin, hyperenergisk optræden. Igen, genren er ikke min livret, men Unseen Faith, de kan fandenbrodereme sparke rumpe. Så lever jeg med backtrack og stress over mængden af breakdowns.

mde

Ungdommen havde fundet plads foran scenen igen, og der blev svedt igennem på de forreste rækker. Næsten lige så meget som på scenen, hvor det må have dryppet fra den tighte kvintet.

20 minutter er nok også nogenlunde den optimale sætlængde for et band som Unseen Faith i min verden, for så kan de bare smække max igennem uden man bliver helt lammet af de konstante skift og aggressiviteten, og smække igennem, det var hvad de gjorde. ‘SOS’ skabte en solid moshpit inden der blev sluttet endnu en tak højere på intensitetsstigen med gæstevokal fra Cold Night for Alligators’ frontmand (tror jeg det var). Igen, jeg bliver nok aldrig god til metalcore, men Unseen Faith kan jeg sagtens værdsætte live.

Så var det igen tid til et hurtigt sceneskift (de gik i øvrigt overvejende smertefrit og hurtigt), før Møl stod klar. Jeg er en af åbenbart relativt få anmeldere som ikke blev overbevist af bandets debutalbum, Jord, men live fungerer også Møl bedre for mig end på debutalbummet.

Black gaze kan være ganske hypnotiserende når det er veludført og Møl er et dygtigt liveband. Frontmand Kim Song Sternkopf er en energisk igangsætter i front og bandet spiller tight og får nogenlunde nuancerne med fra studieindspilningerne – ikke en selvfølge.

Møl er et velspillende band, og live får de også kanaliseret energien godt ud til publikum. Også Møl benytter sig af lejligheden til at få en gæstesanger med på scenen til at hype lidt ekstra på den effektive sæt afslutter, som jeg tror var et nyt nummer (?).

mde

Så var der heller ikke plads til mange flere indtryk, så Defecto lukkede festen uden min tilstedeværelse – og mon ikke det gik fint? Det gjorde resten af aftenen, nå ja, det jeg så, i hvert fald. Det er nærmest showcase-format, og man kan måske overveje at skære et par bands fra i kommende udgaver, og så give de tilbageværende 10 minutter ekstra hver. Men omvendt er der altså også noget ved formatet, der fungerer godt, fordi det bliver med max intensitet, der bliver leveret. Skal jeg sætte stjerner på den generelle oplevelse, så lander vi på 4.

Tekst og fotos: Jonas Strandholdt Bach

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.