Lukin: EP ★★☆☆☆☆

0
153
views

Lukin var et af de første upcomingbands vi anmeldte i tidernes morgen (i vores tilfælde begyndelsen af 2012), så blev der lidt stille som årene gik, indtil de pludselig dukkede op med deres gammeldaws rock og EP igen i 2017. Nu er der igen ny lyd far de selvproklamerede farrockere.

Betegnelsen farrock, som de selv bruger i den tilsendte mail, var måske lidt ment i sjov og for at tage brodden lidt af den mulige kritik. En de også, igen med glimt i øjet, måske forudså da de skrev, at de gerne ville have en anmeldelse med på vejen, inden de udsendte de nye sange, også selvom det skulle blive en kedelig 1’er eller en standard 3’er. Det er måske den jyske underspillethed der… spiller ind her.

I hvert fald spiller Lukin en genre, der har en historik fyldt med fremskudte brystkasser, stramme bukser og store armbevægelser – den klassiske rock. Den leverede de også, måske i en endnu mere blues’et udgave end her, på de numre jeg anmeldte dengang i 2012. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kan huske sangene fra dengang, de fortaber sig i tidens tåger og uanede mængder af musik der er strømmet igennem lytteapparatet siden. Så jeg genlæste anmeldelsen fra dengang og søreme om den ene sang ikke også var med der? Eller, der var et nummer med der hed “Get A Hold On Yourself”, nu er der en inkluderet med titlen “Get A Hold Of Yourself”, og kunne samtidig konstatere, at der også var en genganger fra den EP Jonas anmeldte fra bandet i 2017.

De har med andre ord, haft nogle år til, at finpudse og slibe nogle af de her sange til. I “Get A Hold Of Yourself” har det bare ikke hjulpet det store, den fangede mig ikke dengang, og gør det heller ikke, æhhh, regne regne, næsten 7 år senere (såfremt der ER tale om det samme nummer?). Anyway, i 2019 lyder den tilmed lidt irriterende i mine ører, ikke mindst vokalen, den bliver lidt for skinger og læner sig en smule over mod noget Myles Kennedy vrælen. Og han er jo som bekendt en af de få rocksangere, der burde have forbud mod at synge offentligt og på plader, eller, det er i hvert fald min mening! Samtidig er det heller ikke lige verdens fedeste nummer, sangskrivningen virker lidt løs i det, måske er det meningen den skal have et lidt jam-agtig præg. Men man får en ret god guitarsolo, den virker bare lidt… dated, også selve klangen og produktionen, jeg savner noget mere liv og energi.

“A Means To An End” er bedre, mere sumpet i sin klang, men den lider stadig under uskarp sangskrivning og, hvad skal man kalde det, “90’er rockband der låner fra slut 60’erne/start 70’erne” syndrom. Jeg får lidt associationer til navne som Black Crowes og Blind Melon og deres 90’er bud på ældre genrer, men nu skriver vi 2019 og 90’erne sluttede for 20 år siden. Det er nok en lytteskade hos undertegnede, men altså, jeg kan ikke rigtig komme ud over det. Men det rocker ganske godt, trioen kan spille, det lyder som den slags nu “skal”, men man savner måske også et mere selvstændigt aftryk? Eller, JEG gør.

Det efterlader EP’ens længste nummer, den lidt over 6 minutter lange “Misty Mirror”, og den er ikke helt ueffen. Den er lang, men Lukin slipper faktisk fornuftigt fra, at gå op i spilletid. De tager sig, naturligt nok, god tid til, at bygge op og bygge på, vi befinder os i langsomt udviklende semi-balladeland. Det fungerer. Sangen hænger godt sammen, peaker på de rigtige tidspunkter og er i det hele taget solidt eksekveret. Teksten er lidt, nah jah, som man siger syd for grænsen, den handler om det der kærlighed.

Think about times that we had
Nothing is left to be said now
That words are dead
I want someone by my side, just you
It is attraction I can’t hide, so true

Det er sgu sådan lidt kluntet og uldent, mens omkvædet er lige lovlig 1:1 til min smag, “why does the sun shine, when I’m feeling down?”. Men, leveringen er følt og troværdig, det redder en del! Teksterne i de to andre numre er ikke ligefrem bedre, men, altså, overbevisningen og måden ordene synges på, kan man ikke brokke sig over, hvilket også giver håb om, at det er noget der ikke ville være så markant et problem i en livesituation, hvor man måske ikke sidder og tygger på ordene, som jeg gør her.

Jeg kan faktisk godt lidt Lukin. Man mærker de har hjertet og viljen på rette sted, og alt det der, spørgsmålet er så, hvor langt talentet rækker, når der ikke er sket en mærkbar udvikling siden 2012? Nogle bands bliver måske aldrig de store sangskrivere, men må “nøjes” med “bare”, at være et hæderligt barband. Jeg tror Lukin er et hæderligt barband. Men som studieband er den her samling sange under middel.

Men hey, mere i stil med “Misty Mirror”, så er der måske en vej fremad?

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.