Pretty Maids: Louder Than Ever **** (4/6)

0
2892
views

Der er sgu noget charmerende old school heavy metal “dumt” over at kalde et album for Louder Than Ever, så på en måde passer det glimrende til Horsens-baserede Pretty Maids “nye” album. “Nye” i gåseøjne, da der er tale om 8 genindspilninger (med Jacob Hansen bag knapperne) af egne numre fra perioden 1995-2006, samt 4 nye sange.

Det er kun et års tid siden at Pretty Maids sidst gav lyd fra sig, med deres generelt godt anmeldte skive Motherland (som jeg selv smed 4 stjerner efter HER). Albummet forsatte en rigtig god stime for bandet, der synes revitaliseret de seneste år, så idéen, med at give udvalgte numre fra deres lidt “glemte” periode en overhaling, er måske ikke helt tosset. Mit kendskab til det oprindelige materiale er dog begrænset til et par numre jeg kendte i forvejen, minimalt, så for den store nuancerede og detaljerige udredning om forskellen på originalerne og genindspilningerne, må I kigge andetsteds.

Jeg går i stedet til heavy vaflerne, som om det var nyt og indtil nu uhørt materiale og prøver at bedømme det med friske 2014-ører – med den skævridning det nu engang kan give, når materialet i nogle tilfælde er omkring 20 år gammelt. Men det meste af tiden, når man lytter til numrene på Louder Than Ever, så tænker man ikke synderligt over om det drejer sig om en helt ny skæring eller en ældre traver. Det lyder som Pretty Maids, eller i hvert fald som jeg forestiller mig, at bandet altid har lydt – hvilket naturligvis så kan skyldes Hansen’s studie-touch og eventuelle ensretning af lyden, så grundtonen fremstår homogen hele vejen igennem.

Lad os starte med et kig på de 4 nye numre, der er jævnt fordelt over pladen. “Deranged” er en potent metal-åbner med masser af power i både riff og melodi og, naturligvis fristes man til at sige, et ganske catchy omkvæd, hvor man både kan synge med, eller nøjes med at vippe med garn og fod, hvis man er mere til den slags. En rigtig vellykket og kraftfuld åbning af de klassiske hævy løjer. To nye ballader er der også blevet plads til, først “My Soul To Take” og som albumlukker “A Heart Without A Home”. Sidstnævnte er i den tilforladelige ende, den er behagelig, uden at være behagesyg, men man savner lige et eller andet, der kunne få den til at lette. “My Soul To Take” er til gengæld et ganske glimrende bekendtskab, vi befinder os i radiovenligt midt-tempo balladeland. Der er noget 90’er ubekymrethed over den poppede melodi, men der skulle altså være tale om et af de nye numre.

Perlen blandt de nye numre er den bombastiske “Nuclear Boomerang”, der trods sit lettere bedagede (eller er det ved at være aktuelt igen?) “anti-atombombe budskab” og en voldsom 80’er tung heavy lyd, er blandt de absolutte højdepunkter på Louder Than Ever. Der er bare uimodståeligt meget SMÆK på sangen og hele bandet, så man overgiver sig fuldstændig, leder efter en vindmaskine, folder manken ud og rocker igennem med Pretty Maids.

Blandt genindspilningerne er det også de numre, hvor Pretty Maids bare skruer op for hele møget, at man i min optik finder de mest medrivende stunder. 2 sange hen imod slutningen af pladen, “Snakes In Eden” og “Welcome To The Real World”, er såmænd fine numre, men tidligere på pladen falder der nogle numre i stærke klynger, som man kan blive blæst godt igennem til.

Første ladning er “Playing God”, med sin kraftfulde heavy fræser melodi, og den efterfølgende “Psycho Time Bomb”. Begge er “ud over de tunge stepper” metal, med masser af fart og pondus, uden at den gode melodi ofres. Senere på Louder Than Ever får vi trioen “He Who Never Lived”, “Virtual Brutality” og “Tortured Spirit”. Klangen på “He Who Never Lived” giver mig mentale billeder af langhårede mænd i stramme spandex bukser, der står og tramper lidt på stedet eller laver  høje heavy metal-knæløft, mens de leger at deres instrumenter er et form for gevær. Ja, det er altså tilfældet, og det var ikke ment som en dårlig ting. “Tortured Spirit” har lidt af det samme i sig, selv om der lige skrues lidt op for tyngden i melodien og intensiteten, “there’s something deep within, I can’t get rid of it / Something inside of me causing horrors in my head”, lyder det med den sædvanlige overbevisende og stærke vokalpræstation fra forsanger Ronnie Atkins, inden bandet buldrer sig frem til et medrivende omkvæd af den gode gammeldags slags. Deres talent for at skrive slidstærke og “tidløse” omkvæd viser sig også på den ellers ret bidske “Virtual Brutality”, hvor bandet i verset fremstår ret sammenbidte, så løsnes der op i et medrivende power-metallisk omkvæd.

Der er selvsagt ikke så meget nyt at kommer efter på Louder Than Ever, både fordi 8 ud af 12 numre vel er velkendte størrelser for fans af bandet og fordi Pretty Maids nu engang bare lyder som min forudindtagede forestilling om, hvordan en heavy metal gruppe lyder. Det er bestemt ikke en dårlig ting, og ligesom tilfældet var efter Motherland, så er det en udgivelse hvor jeg tænker, at mit medlemskab i “casual fan” fanklubben måske skal opgraderes til fuldt medlemskab.

Louder Than Ever fungerer fint både som en introduktion til bandets lyd, et kig på en mere overset periode i bandets historie og som et album der er til og for folk der allerede er fans. Folk der er klogere, hvad angår Pretty Maids og deres musik, end undertegnede, kan sikkert bruge en del tid på at diskutere sangvalget på pladen og relevansen af overhovedet at pille ved ting fra bagkataloget – vi andre kan nøjes med at glæde os over endnu en solid udgivelse fra et sejlivet orkester, der i disse år synes at have ramt deres anden ungdom.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Albummet er på gaden i dag, d. 21/3 via Target Group, besøg Pretty Maids på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.