Port Vincent: Vol. 3 (EP) ★★★★☆☆

0
177
views

Musiktraditioner fra de amerikanske sydstater møder kølige, nordiske toner på den tredje EP fra danske Port Vincent. Tre numre der smager af mere.

Port Vincent er også navnet på en lille flække i Louisiana, en stat hvis musikalske strømninger føles hele vejen igennem Vol. 3, der, som titlen antyder, er tredje EP fra bandet på 1 ½ års tid. Jeg har ikke hørt de to første, så for mig bliver det et startpunkt, hvor det for Port Vincent måske er en form for afrunding.

Ambitionen har været at kombinere elementer og stemninger fra blues, gospel, cajun, samt inspiration fra Louisianas mystik og voodoo traditioner med det mere melankolske og mørke norden. Det lykkes for så vidt rigtig godt på de 3 numre, der udgør denne EP, bagsiden af medaljen er, at man præsenteres for tre ret forskellige numre, som trækker i hver sin retning. Det er ikke fordi det lyder som tre forskellige bands, men fornemmer en form for rød tråd igennem materialet, alligevel er det samlede billede en smule flimrende.

Der lægges ud med den knap 4 minutter lange “All Dressed In Black”, der med sørgmodig mundharmonika og et hjemsøgende kor indledningsvis lyder som et begravelsesoptog gennem sumpene omkring New Orleans. Nogle bastante og insisterende trommer begynder, at drive nummeret fremad, mens intensiteten stiger. “He fell in love with many girls // but hated those who really loved him back”, lyder det fra den vemodige vokal, mens de mørke skyer sænker sig og den dystre stemning tager til. Det er et virkelig stærkt nummer, hvor musik, lyrik og atmosfæren rammer plet, forstærker hinanden og går op i den der højere enhed.

Den efterfølgende “Do You Read Me”, er nok det nummer jeg har de største “problemer” med på Vol. 3. Ikke fordi det er et dårligt nummer men, der er noget ved vokalens klang og den lidende, vridende måde der synges på, især i omkvædet, som minder mig en hel del om David Bowie. Intet ondt ord om Bowie men, hvis jeg trænger til et Bowie fiks, så fås han plader overalt, eller jeg kan tænde for P6. Det kommer til, at sløre mit indtryk af det ellers stemningsfulde nummer en smule. Den formørkede og lidt sørgmodige stemning fra første nummer fornemmer man stadig, her spædet op med en orgelpassage og så, ja, vokalen, som bliver mere krængende og emotionel. Med en spilletid på næsten 5 minutter er det en længere lidelseshistorien men, det gør nu ikke noget, Port Vincent er gode til at bygge op, holde en dirrende stemning og sørge for løbende, at bygge ovenpå.

Det bliver mere løssluppent og “festligt” på den afsluttende “The Roads Are Waiting”, hvor det sumpede og fordrukne New Orleans klaver slippes løs, så man pludselig ser Tom Waits (eller Dr. John) siddende og hamre i tangenterne for sig. Det bumler og slingrer ganske herligt ud af de støvede, snørklede og måske lidt urovækkende, smalle stier i sydstaterne. Der er dog en duft af pastiche i luften, eller noget lige lovlig velkendt, ikke at det trækker væsentlig ned, det er stadig et godt nummer men, et man synes man har hørt før. Det lyder også som noget man kunne høre som introsang til en noir tv-serie af en art? Måske er det genkendeligheden i det, der gør det?

Genkendeligheden er både en fordel og en lille ulempe hos Port Vincent, hvilket selvfølgelig ikke er videre overraskende, når der arbejdes med nogle ret traditionelle genre og inspirationskilder. Det balancerer jævnligt på grænsen til, at blive lidt for genkendeligt men, selvom fornemmelsen af stiløvelser lurer i baggrunden, så synes jeg stadig at bandet har nok personlighed til, at det ikke kammer over. Ligeledes er der ikke en finger at sætte på selve udførelsen, det lyder virkelig godt og især arbejdet med koret og arrangementerne af dette, lyder lige som man kunne ønske sig.

Vi ender på en en flot 4er med et par forbehold.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.