Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Penny Police: Be Lucky ★★★★★☆

Penny Police: Be Lucky ★★★★★☆

1483
0

Hvor heldig kan man være?! Be Lucky fra Penny Police er en gave af ro, overskud og fejende flotte toner, som fungerer som en berusende opkvikker til at komme igennem de mørke måneder.

Ahhh, ro og stilhed… hvordan kan det lade sig gøre at have de følelser i krop og sjæl i mens musikken brager ud af højtalerne? Jeg ved ikke helt hvordan hun gør det,  men det er lykkes for Penny Police på Be Lucky, hvor der lægger sig en salig ro over mig, når jeg lytter de 8 numre igennem.

Finten er, at det ikke bliver café- eller baggrundsmuzak, hvilket netop ikke er tilfældet. De smukke, bløde og til tider ret storladne toner indhylder mig, fylder mig op og suger mig til sig, uden at jeg mister kontakten til virkeligheden eller bliver lullet i søvn, selv om det er lige før man kan slumre lidt hen til den korte, sødmefulde “You Amaze Me” og dens stilfærdige tikken. Men man nikker kun en smule, stemmen er der altid til at hive lidt i en, Penny Polices flotte vokal, der veksler mellem det klare og opløftende og en stedvis, som her, næsten honningsød hvisken. Uden at det bliver FOR sødt og vammelt. Ligesom musikken kan man næsten høre den ånde, trække vejret, lade dem sive ud på en udånding, smage på ordene og lade dem glide elegant over læberne, så de kun lige slipper .

Men der er også kant at finde, det efterfølgende titelnummer, “Be Lucky”, rummer mere drama og en snert af mørke, hvor Penny Police endda slår over i en mere snakke-syngende og reciterende stil. Der er et dirrende drama i det stille, små, men effektive sus hvor det hele løfter sig, “let your soul flow in slow motion, set your spirit free, listen to the silence”, lyder det mens lyset begynder at bryde frem sammen med koret. Det burde næsten blive for meget og noget der normalt ville få min krop til at stritte imod. Men det er så fejende flot eksekveret, at det ikke kan betale sig at kæmpe – bare lad dig flyde med.

“There must be more to life than working 9-5”, lyder det i pladens andet nummer, “There Is More”, som er en del af et forrygende one-two punch af beslægtede numre sammen med åbneren “Mirror Mirror”, der indleder rejsen ind i Penny Polices univers. Det lyder jo egentlig ganske banalt, jovist, men når det svæver afsted med diskrete trommer, himmelstormende kor der rejser sig i løbet af sangen og Polices sikre vokal, så lyder det pludselig som en evigtgyldig sandhed, så man næsten er klar til at stemme i, hæve armene og tage i kirke og synge det ud, når sangen mod slut løfter sig helt op i de højere luftlag.

Mod slut viser Marie Fjeldsted endda, at hun også kan begå sig på modersmålet på “Kig Op”; som lukker albummet. “Bare læg dig ned, tiden følger med, i et splitsekund, i en evighed”, okay, jeg er heeeeelt rolig….

Marie Fjeldsted, kvinden bag eller inden i Penny Poilce, har selv stået for lyrik og musikken, mens Aske Bode har sørget for arrangementer og produktion, et samarbejde der mildt sagt har båret frugt. Be Lucky emmer af liv og kraft, det er lige før det skinner, trods den i bund og grund “bløde” indpakning. Det er som om Be Lucky strutter så meget af overskud i sin smagfulde indpakning, at musikken nogen gange “fylder for meget” og simpelthen bryder igennem en usynlig skal der indkapsler den. Det giver en enorm opløftende og smittende følelse, når man lytter pladen igennem. Det er lige før, at det både kan føles som om, at sangene på samme tid tager pusten fra én og giver én kunstigt åndedræt.

Et godt eksempel herpå er “Make It Move” midt på pladen, en af de virkeligt stærke singler som er udkommet inden albummet.

There will be treetops as far as you can see
There will be oaks made of infinity
There is the moon, a chance to set the stars free
All that is real has come from a dream

Og så danser man ellers rundt på stjernehimlen med udspredte arme i mens himmel og jord bliver til et og man føler sig let som en fjer, helt fredfyldt og befriet for hverdagens stress og jag. Det er den gave man får af Penny Police på Be Lucky, hvis man giver sig tid til at pakke op og tage i mod den. Det vil jeg virkelig anbefale at man gør.

5 af de store stjerner til et af de smukkeste album der er udkommet i år.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleGlow Kit: Naive Antlers ★★★★☆☆
Next articleKoncerter jeg ville tage til, uge 47

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.