Parasight: At leve som hvis der var et håb ★★★☆☆☆

0
384
views

Parasight drøner afsted på album nummer to med 180 km i timen d-beat hardcore punk, masser af aggression, knap så meget variation og overraskelser. Et opråb der lidt for hurtigt mister sin gennemslagskraft.

Det er sådan set temmelig lige ud af landevejen, direkte ud af Ungdomshuset, øretæver det Parasight leverer her. 10 numre, ikke meget tid til at trække vejret. En af den slags udgivelser, hvor man fanger brudstykker af lyrikken, men fornemmer den overordnede sindsstemning og atmosfære. Og så ellers får en god summen for ørerne, som pladen skrider frem.

Desværre også på en måde, hvor bandets behjertede og indignationsfyldte udskejelser bliver lidt for døve ører på albummets anden halvdel. Her kører jeg lidt død i råbekor, parolepunk og melodier, som virker skåret over den samme, lidt begrænsede, skabelon. Det er der, selvfølgelig, nok en pointe i, så pladen skal opfattes og føles som een lang mental skyller. Men, jeg bliver bare lidt lammet i stedet for, i hvert fald indtil sidste nummer, “Håbløst”, slår en lidt anden tone an. Mere truende og konkluderende, som om det vitterligt ER håbløst det hele og på en måde større og lidt mere bombastisk i sin lyd.

Ellers starter det bundsolidt med singlen “Bløder Blod”, der opbygnings- klang og tekstmæssigt på sin vis får slået tonen an. Fuld hammer fremad og helt op i fjæset på lytteren, “VI DRUKNER I BLOD”. Ja, det er jo noget værre svineri. Det er det også når man betaler med liv og sjæl, fordi “DE SKYDER FOR AT DRÆBE” i “De Skyder”. Eller, når en kold og grå hverdag beråbes i den endnu mere kradse og tempofyldte “Kødet er dødt”, “KØD MELLEM TÆNDERNE, BLOD PÅ HÆNDERNE”, lyder det mod slut i det jagende nummer.

Er det ikke som om det er hørt før? Jeg siger ikke, at Parasight ikke har noget på hjertet, eller at jeg går af vejen for en god omgang simpel parole-råben som ventil. Det kan være både medrivende og befriende, men her begynder det at føles en kende klichefyldt og velkendt. Er der ikke mere i det?

At leve som hvis der var et håb mister desværre lidt noget saft, kraft og relevans, og jeg sidder og tænker, at vi jo allerede har et band som Halshug, der klangmæssigt er lidt i samme boldgade. De har bare endnu mere fængende og effektive melodier, og bedre tekster. Det lyder heller ikke lige så farligt, smadret eller overrumplende som nogle af de beslægtede bands fra Københavner hardcore scenen. Og så ender Parasight lidt i en lidt ‘kedelig” gråzone.

Så, skal de spille højere og vildere, eller satse på mere melodi, og lidt mere opfindsom lyrik? Jeg ved det ikke helt, begge dele er jo så også hørt før? Det sagt, så keder jeg mig ikke direkte i selskab med Parasight. Og en del af mine forbehold går måske også på, at JEG synes jeg lidt har hørt det hele før. Det er jo ikke ensbetydende med, at alle har, eller at bandets verdenssyn, og politiske tekster om social uretfærdighed, grådigheden “der dræber naturen og kroppen, livets og moralens forfald”, ikke har relevans. Måske mere end nogensinde, og jeg tror sådan set, at vi er enige om rigtige mange ting og deler livssyn på mange punkter. Men jeg kunne måske også trænge til, at blive sparket lidt til, overrasket eller høre tingene på en lidt anden måde?

“Det er grådigheden selv, der slår os ihjel”, som det parole-agtigt lyder i “Grådigheden selv”. Ja, enig. Men hvad skal vi så gøre ved det? Altså, jeg har heller ikke nogen fede idéer, udover, “hold så op med, at være så grådig”. Men det er da fedt at råbe med på i nuet, men det efterlader en lidt tom følelse bagefter, en hvor jeg måske nok har fået afreageret, men der går jo ikke lang tid, så kan jeg starte forfra. og “i morgen er du glemt”, som det nedslående lyder i “Du glemt”.

Det er der, desværre, også en vis risiko for, at dette andet album fra Parasight er, så det dermed ender som skønne spildte kræfter. Det er måske ikke engang bandets “skyld”, men en blanding af flere faktorer, der også har noget med modtageren her at gøre. Det er sådan set et album, der på mange måder er lige min boldgade, men måske også derfor føles lidt for velkendt og uden længerevarende virkning.

Ærgerligt, men giv den et lyt hvis du er til metallisk d-beat hardcore, det er på ingen måde håbløst.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.