Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Oliver Hunter: Inhale ★★★★☆☆

Oliver Hunter: Inhale ★★★★☆☆

138
0

Oliver Hunter har lidt af et CV, hvad dansk undergrundsrock angår, nu er han aktuel med 7 numre i eget navn under titlen Inhale. Og der er faktisk flere, små perler i mellem, selvom det samlede indtryk bliver lidt flimrende.

Inhale er i følge Oliver selv “bare” musik for musikkens skyld, intet overordnet tema eller budskab, rock med et twist af “something 90s”. Og det er sådan set også det indtryk man efterlades med efter 21 minutter i generelt godt, momentvis glimrende selskab med Hr Hunter, der her har allieret sig med Peter Hove (Skinny Violet), der tager sig af trommerne (og den rustikt rockende produktion), mens Oliver står for resten (guitar, bas og orgel) selv. Selv med fuld instrumentering, er der altså tale om et lille to-mands setup, hvilket også kunne være et lille, bitte kritikpunkt – der mangler måske lidt band følelse over det, men altså, så er vi ude i flueknepperi.

Nej, helt overordnet har Hunter et virkelig godt greb om iørefaldende, og ganske varierede, rockmelodier, en god, lidt ru og skurrende stemme, der passer godt til 90er rockstilen og et bundsolidt greb om sangskrivningen. Der hvor der flimrer lidt for mig, er at vi når ret vidt omkring i løbet af de 7 forholdsvis korte numre. Manglen på en rød tråd er ikke et kæmpe problem, når udgivelsen nu er så kort som den er, men Inhale føles på mange punkter som det den er: en samling sange, der ikke har meget tilfælles, ud over fængende melodier.

Hunter har som nævnt i indledningen et længere CV, der strækker sig helt tilbage til midt 00erne og op til nu, hvor han har været en del af, eller medvirket på udgivelser fra Dial Zero, Spinning Jenny, Wallow Mafia, Dead Girl Devoes og ikke mindst Vokadin, hvis stil man godt kan ane i dele af materialet på Inhale. Men hovedsageligt virker numrene kraftigt influeret af en solid portion alternativ rock fra de glade 90ere, fra den melodisk rockede åbner “Death Outside My Window”, der har noget flabet brit-poppet over sig, som det der kærlighedsbarn Kasabian gerne ville lave med Oasis, over den mere akustiske “Lord, I’ve Seen You Cry”, der lyder som Eels der spiller Nirvana, den mere amerikansk, støj/slacker-rockede “New Trial Error” (den har altså noget hitpotentiale!) til den næsten radio-rockede “Our Ride”. 90erne lever i bedste velgående her!

Fælles for disse numre er, at de drives frem af skide fine melodier, der nok lyder som et opkog af alle mulige referencer og ting man har hørt før, Hunter lægger ikke skjul på, at der er lånt med arme og ben – men det fungerer sgu’! Der er bare tale om noget så gammeldags, som gode sange.

Jeg vil ikke kalde de numre, der skiller sig noget ud på udgivelsen, for dårlige numre, men et nummer som “OCD”, signalerer noget af et pludseligt og radikalt stilskifte lidt over halvvejs på pladen. Vokalen er med et dybere, forvrænget, og lyder sovet ind i nogle gode drugs, ligesom musikken sumper hen i noget mere dopey, døsigt og drømmende… Der befinder vi os også på den under 2 ½ minut lange afslutter “Trapdoor”, der måske er knap så twisted og “langt ude”, men tempoet er træg og stilen bevidst semi-bedøvet og sløv i optrækket. Intet af det lyder dårligt, det har faktisk noget sært beroligende/foruroligende over sig, på deres egen, mere eller mindre udknaldede måde. Måske kunne man have undladt dem og stået med en lidt skarpere optegnet EP, på den anden side så lader det til at Hunter bare har fulgt sine impulser og smidt det på Inhale, som han lige havde lyst til.

Det giver ikke det mest sammenhængende “værk”, men som et øjebliksbillede og en række gode, enkeltstående numre, der ofte kun virker løst beslægtede, så er det her lidt ove 20 minutter, som flyver afsted. Det har du altså tid til, kom nu, inhale, og nyd et effektivt, bette rock fix, som det blev lavet for 25 år siden.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.