Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Nille Nyc: PowerPainPillsPercussion (EP) ★★☆☆☆☆

Nille Nyc: PowerPainPillsPercussion (EP) ★★☆☆☆☆

213
0

Nille Nyc er dansk electropop på engelsk der omhandler de 4 p’er: PowerPainPillsPercussion. Det handler om at komme igennem og rejse sig igen, desværre er det lidt en flad omgang.

“Take me out tonight // Help me to forget how I feel” eller “I remember when we headed for the moon // Stayed in our beds until the afternoon”, to eksempler på lyrik fra åbningsnummeret “Land of Hope”; som jeg ikke rigtig synes fungerer. Det første er bare sådan lidt “eh” og klichéfyldt, det andet et eksempel på, hvor ordene bare ikke rigtig letter og bliver til levende billeder.

Det skyldes måske også Nille Nycs her noget danskklingende engelske levering, det kan som end være meget charmerende men, her kommer det sammen med den for mig ikke videre inspirerende tekst til at fremstå underligt stift og konstrueret. Og det er måske det hele store problem jeg har med Nille Nyc over disse 4 numre fordelt på 13 minutters spilletid: jeg tror aldrig helt på det. Nu er ligger det måske implicit i electropoppen, at det et eller andet sted vil være “kunstigt” og konstrueret. Men her bliver det altså en stivbenet omgang, som starver ud af højtalerne med bly i støvlerne, som på andet nummer “(Not) Okay”, hvor jeg får Grand Prix vibes. Og ikke på en god måde.

Der er en snert af noget mellemøstligt over rytmerne i “(Not) Okay”, og jeg får fornemmelse af noget der kunne have fungeret ret godt, hvis det bare ikke havde virket så stift i leddene og småkedeligt produceret. Det lyder, desværre, som musik der er skabt og indspillet på en computer og aldrig har fået en organisk dunkende puls. Teksten er som end fin nok og handler om at poppe piller for at få det bedre, den slags er jo ikke til at spøge med. Så det er ikke fordi den Nilly Nyc, der i presseteksten præsenterer sig som en kunstner (og producer) der er sprunget ud i en sen alder, ikke har noget på hjertet.

Men hjerteblod og viljestyrke kan altså kun bringe en noget af vejen, hvis materielt og udførelsen ikke helt er der, så får det aldrig helt vinger. “Birds of Prey” er endnu et nummer, som måske rummer antydningen af noget der kunne give EPen noget opdrift men, den slipper aldrig startbanen helt. Ligesom det foregående nummer, så er omkvædet tættest på at give sangen det nødvendige skub men, det er som om der mangler noget. Noget “OMPH”, nogle overraskelser, en fed detalje et eller andet der ikke lyder som en standard produktion, som kunne give noget spændstighed.

Det får vi, beklageligvis heller ikke på den afsluttende “Safe Island”; der dog i det mindste bliver noget mere dunkel og en kende tungere i sin lyd, så man i det mindste får noget mere tyngde at arbejde med. Det klæder både Nille Nycs lyse stemme og tekstuniverset, at der trækker noget mørke og en mere truende tone ind i musikken. Produktion og lyd fremstår dog stadig noget uspændende og firkantet i det, så man aldrig bliver opslugt og lader sig lede med ind i den dunkle kerne af sangen. Det er dog klart EPens bedste bud på en single, der kunne få noget opmærksomhed rundt omkring.

Nilly Nyc er på en eller anden måde en lige ved og næsten oplevelse, hvor jeg ikke helt kan sætte en finger på, hvad det er der mangler. Lidt af det hele eller lige det sidste krydderi? Mangler hendes hjemmelavede electropop ret bare lidt salt for at få den sidste smag frem, er musikken blevet lidt udkogt eller var opskriften ikke videre spændende til at begynde med? Der er antydninger af noget, som muligvis kunne komme til at stimulere mine smagsløg lidt mere hist og her. Men i det store hele bliver det her en underligt smagsforladt oplevelse.

Beklager den afsluttende madmetafor, den får 2 stjerner, ligesom denne EP.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.