Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Nickelback: No Fixed Address ** (2/6)

Nickelback: No Fixed Address ** (2/6)

1444
0

“Funky little monkey, she’s a twisted trickster / Everybody wants to be the sister’s mister / Coca-Cola roller-coaster / Love her even though I’m not supposed to”… Oh yes, they’re back, Nickel Back!

Sådan lyder omkvædet på en af sangene på seneste album “No Fixed Address” fra canadiske Nickelback, altså det med the funky monkey, ikke det sidste. Og jeg må ærligt erkende, da jeg var nået til netop denne sang, som er skæring 4 på albummet, så hoppede kæden godt og grundigt af på min rock-cykel, mere om det senere.

For Nickelback er jo Nickelback, troede jeg. Jeg må ærligt erkende at jeg siden “How You Remind Me” og Silver Side Up pladen, ikke rigtig har lyttet forfærdeligt meget til bandet. Jeg har da hørt deres hits fra de mellemliggende plader, så regnede ikke med at blive overrasket over denne donation til rockhistorien.

Deres tidligere donationer har bestået af mere eller mindre letfordøjelige poprock-baskere, hvor der ikke ligefrem har været noget nyt under solen, og hvor frontmanden og krøltoppen Chad Kroeger’s hæse vokal, er den absolut dominerende faktor. På No Fixed Address er vokalen stort set det eneste element, der binder indholdet på albummet sammen, for det er dælme en blandet landhandel af genrer man bliver præsenteret for som lytter. Så ja, der var noget nyt under solen, og jeg blev i den grad overrasket af bandets nyeste kreation, desværre ikke positivt.

11 sange består No Fixed Address af. 11 sange der varierer bredt genremæssigt, meget bredt, og det var faktisk den største overraskelse for mig. Jeg rendte jo rundt og troede at Nickelback var og er et stadion rockband, der primært laver rock til den brede befolkning, men nej, nu laver de musik til den brede befolkning, der er i hvert fald ingen, absolut INGEN rød tråd i det, der udfolder sig på No Fixed Address, måske derfor denne titel?

Man bliver på pladen sendt fra hardrock med vocoder og lettere elektro tendenser, over noget der lige så vel kunne være et funky Maroon5 nummer, videre til et nummer der kunne være skrevet af Westlife, eller hvilket som helst andet boyband, og sidst men ikke mindst, good old poprock som kun Nickelback kan lave den, eller som også Nickelback kan lave den.

For at give en fornemmelse af hvilken Coca-Cola roller-coaster tur man som lytter bliver sendt på, er der her en hurtig gennemgang af alle sange, enjoy the ride…

1. Vi starter ud med “Million Miles An Hour”, hvor der er dømt semi-hardrock, et ok nummer, der dog bliver spoleret af en fuldstændig overflødig vocoder på vokalen. Dog tænkte jeg, at det var da en anelse hårdere end forventet, hvilket var positivt, så jeg lyttede forventningsfuld videre.

2. “Edge Of A Revolution”, en af de to sange på pladen der ikke handler om kærlighed, på den ene eller den anden måde, befriende. Her er stilen fra den hårdere rock-skuffe, og sangen handler om USA og staternes big brother tendenser, og er en form for protestsang mod netop disse. Så langt så godt, ingen vocoder, en anelse old school, ikke helt skidt.

3. Men, så skete det, rockballonen imploderede, og første popsang stempler ind. “What Are You Waiting For”, det er vidst det man kalder en lightersang. Den mindede mig lidt om en julesang, og omtrent lige så rocket som noget fra Bruno Mars’ hånd, inklusiv klichetekst som “reach for the top, believe in what you’ve got”… Need I say more?

4. Albummets højdepunkt, på den slemme måde, vi er fremme ved den Funky little monkey aka. “She Keeps Me Up”. Et Maroon5-ish nummer, med en tekst der kunne være forfattet af selveste Nik & Jay, her er hele omkvædet, igen: Funky little monkey, she’s a twisted trickster / Everybody wants to be the sister’s mister / Coca-Cola rollercoaster / Love her even though I’m not supposed to… Jeg har i mine noter blot noteret, “But Why!!!” til denne sang, og det siger faktisk det hele. En af de sange man ikke gider have hængende i skallen, men tro mig, det gør den, gå væk funky monkey.

5. På “Make Believe Again” er man tilbage i mere Nickelback’ske rammer, dog stadig mere poppet end rocket. En klassisk kærlighedssang, der er glemt så snart den er hørt.

6. Det samme kan man sige om “Sattelite”, der med strygere og lyric som dette, You can be my whole world, if i can be your sattelite…, bliver en kende over the top.

7. Anden sang på pladen der ikke handler om kærlighed, men derimod et røveri, deraf titlen “Get’em Up”, altså hænderne. En tungrocker, der klæder bandet noget bedre end alt det pop-halløj, dermed ikke sagt at der ikke er plads til en sjæler, det er der da helt sikkert, men Nickelback er bedst når de rocker.

8. “The Hammer’s Coming Down”, en poprocket skæring, der ikke gør nogen fortræd, og vil passe som fod i hose på ethvert Nickelback album, de har måske lavet den før?

9. Så er der igen pop på plakaten med “Miss You”. En styk super-jolly-fløjte, yeah-yeah-kor sang, der lige så vel kunne have være udført af hvilket som helst boyband, jeg holder på Westlife. Det er sgu (også) en ommer.

10.Der er igen dømt pop-funk, blæsere og såmænd også en gæsterapper i skikkelse af selveste Flo Rida på “Get Me Running”. Nævnte jeg ommer?

11. Sidste, heldigvis, sang på pladen, yes! “Sister Sin” får æren af at slutte et skizofrent album af, med lidt country vibes, på en sang der handler om, gæt engang, kærlighed, nå ja, og alkohol, især whisky.

Oki doki, så kom vi igennem, og det er som sagt noget af en rejse man kommer på, for mig en rejse hvor jeg ikke ved hvilket ben jeg skal stå på, rock eller pop. For mig virker Nickelback på No Fixed Address, som et band der ikke helt er klar over hvad de vil, udover at tjene penge, og ramme så mange så muligt med deres musik.

Og det er jeg da også helt sikker på at de kommer til, og hits skal der skam nok også være en del af på albummet, det virker bare meget overfladisk og fake, det der bliver præsenteret. Det ene øjeblik fyrers der et rocket nummer af, med et riff der sender tankerne til 90’erne og Pantera, i næste øjeblik er man i selskab med et boyband, det er sgu ikke specielt troværdigt i min verden.

Mere rock, mindre pop næste gang, Nickelback.

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.