Neko Case, Voxhall, 12/8 – 2014 ***** (5/6)

0
1441
views

Amerikanske Neko Case livede op i løbet af aftenens sæt på Voxhall og en koncert, der startede lidt rutinepræget, endte som en glimrende live-oplevelse med Case og hendes velspillende band. 

Aftenens opvarmning stod det danske pedal steel fænomen Maggie Björklund (som også har spillet med blandt andre Jack White) for, men desværre nåede jeg kun de sidste 1 1/2 nummer af Björklund’s alternative tag på country’en. Det jeg nåede, lød i for sig ganske lovende for hendes kommende album, som lander i september, så det må blive tjekket ud til den tid.

Aftenens hovednavn, amerikanske Neko Case, entrede scenen lidt efter 21 sammen med sit 5 m/k store band, hvor især korsanger Kelly Hogan livligt ping-pongede med Case. Eller, det vil sige, i starten var det mest Hogan, der pingede, mens Case rodede lidt rundt med guitarer og sætliste, og mumlede lidt pong tilbage hist og her. Blandt andet at hun og Hogan begge netop havde været syge, fulgt af: “What we can’t do with singing, we’ll make up for with dancing. In a human pyramid”. Case og Hogan’s skævt humoristiske småsnak var undervejs med til at skabe en hyggelig stemning mellem numrene, men når der blev spillet, så var der fuldt fokus fra både de to kvinder og de fire mænd i bandet. Omend det dog føltes lidt rutinepræget og distræt fra Neko Case i første tredjedel af sættet.

Neko Case har et omfattende og stækrt bagkatalog, og dele af det blev taget fin anvendelse i aftenens løb. Hele vejen igennem koncertens over 20 numre er lyden skarp og på trods af nylig sygdom stod Case’s vokal skarpt i lydbilledet, og det samme gjorde det særdeles kompetente band, selv når bassisten så så rolig ud bag sit store skæg, at man frygtede han var faldet i søvn. Case og kumpaner åbnede koncerten med ‘Where Did I Leave That Fire’ fra det nyeste album, The Worse Things Get, The Harder I Fight, The Harder I Fight, The More I Love You, som naturligt nok fyldte godt på sætlisten. Undervejs fik Case også byttet rundt på et par numre på sætlisten, og virkede ikke helt på toppen, men det kom hun heldigvis jo længere vi kom ind i koncerten. Det begyndte for alvor at blive godt omkring alt.country’ede ‘Deep Red Bells’ med pedal steel, som fulgtes op af den stærke ‘Local Girl’ (også fra det nye album). “All of you lie about something”, sang Case, mens Hogan bakkede op på det stærke korstykke. Flot udført.

Bagefter fik vi ‘Nothing to Remember’, og anekdoter om Aswang’en (et mytisk, filippinsk vampyrlignende uhyre) og stupide vise ord på halsbolcheindpakninger, som Hogan harcellerede imod mens hun kastede bolcher ned, alt i mens numrene blev serveret med større gnist og overskud. Blandt andet ‘Wild Creatures’ der afsluttedes rocket og vi fik endnu et stærkt uptempo rocknummer i ‘City Swans’, inden vi vendte tilbage til den mere dæmpede alt.country med ‘The Pharaohs’ . Da guitaristen til næste nummer fandt en trombone frem, rystede Case veloplagt på hovedet og sagde “If you insist on playing that thing, get it over with”, inden hun sammen med bandet begav sig ud i en vellydende og smuk version af den i forvejen flotte, dæmpede kærlighedssang ‘Calling Cards’ – med fint trombonespil.

Den blev fulgt op af  ‘Hold On, Hold On’, endnu et stærkt nummer, som også løftede sig flot i live-versionen. Case og kompagni havde virkelig fundet formen på dette tidspunkt, og et ikke specielt stort, men til gengæld medlevende publikum skruede også op for bifaldene i anerkendelse. ‘Hold On, Hold On’ går ligesom de fleste af Case’s numre ikke over 3 minutter, men alligevel er det en særdeles stærk komposition som samtidig var perfekt timet i sættet. Den afløstes af den afdæmpede ‘Night Still Comes’, som eksekveredes fejende flot, nøjagtig ligesom det sidste nummer i det ordinære sæt, den uptempo rockende og tekstmæssigt bidske ‘Man’, hvor Case til sidst synger: “And if a dipshit drunk on pink perfume/Then I am the man in the fucking moon/’Cause you didn’t know what a man was/Until I showed you”. Så er skabet vist sat på plads. Således også på scenen, hvor Case og band virkelig viste formatet i koncertens to sidste tredjedele.

Case og band forlod scenen kortvarigt, men Case forsikrede at de vil vende tilbage, “but we’ll be dead” (som følge af sygdom og lang tour). Helt døde i sværen var de dog ikke da de efter publikumssalver vendte tilbage, dog uden Kelly Hogan, som i følge Case var blevet lagt i en container så hun kunne blive hakket til kødfars og brugt til at lave sæbe og således få et værdigt og nyttefuldt proletarendeligt. Det lyder måske morbidt, men det blev ganske morsomt leveret, ligesom de fleste andre små kommentarer undervejs. Vi blev trakteret med to ekstranumre, først den dæmpede og sørgmodige ‘Maybe Sparrow’ fra Fox Confessor Brings The Flood albummet, inden der blev lukket med manér med den glimrende ‘Ragtime’, som også lukker The Worse Things Get… med sit catchy “ba-ba-dap-ba-ba-dap” vokalstykke (der afløste studieversionens blæsere), der skyllede gennem øregangene som honning. Case lovede endnu engang at de vil vende tilbage (som døde) og takkede endnu engang publikum og Voxhall, inden hun forlod scenen for sidste gang.

Efter en lidt rutinepræget start, spillede Case og band sig flot op og med en velkomponeret sætliste, der satte trumf på til sidst, løftede koncerten sig op til en 5-stjernet oplevelse. Det er bestemt ikke sidste gang jeg har oplevet Case, om så hun vender tilbage lige så død som lovet. I mellemtiden får The Worse Things Get… nok lige nogle omgange ekstra på anlægget.

Anmeldelse og foto: Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.