Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Natjager: Hvordan Vi Lærte At Svæve ★★★★☆☆

Natjager: Hvordan Vi Lærte At Svæve ★★★★☆☆

1033
0

Natjager skruer op på 11 hvad cirka alt angår i deres musikalske smeltedigel, der indeholder elementer fra hiphop, metal, rock og autotunet vokal. Det giver en heftig og til tider lidt udmattende blanding.

Natjager debuterede i 2017 med en kun 3 numre og 11 minutter lang EP (og fulgte op med endnu en EP året efter), der trods den begrænsede spilletid alligevel formåede at sætte noget af et aftryk på den danske musikscene – ikke mindst indenfor metallen. Bandet sked nemlig på genrekonventioner, hvad der er “rigtigt og forkert” og trve og gik all in med nu-metalliske rap rock/metal med danske tekster og autotunet vokal. Modigt i et musikmiljø, som godt kan være præget af lidt konservative tankemønstre.

Dem lykkedes Natjager i hvert fald med at at bryde med i en eller anden grad, men om bandet i bredere kredse blev set som mere end blot et kuriøst indslag, eller et band med en form for gimmick, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg lyttede kun sporadisk og var skeptisk, da jeg bestemt ikke er den store fan af autotune. Jeg har fuld forståelse for, at man bruger det som en effekt og til, at stemmen i højere grad bliver et instrument. Men det er en effekt, som jeg både synes der er gået voldsom inflation i det seneste årti og hvis klang bare ikke lige falder i min smag.

Hvis vi ser ud over det element, så synes jeg dog at Natjager, dengang som nu, var et kærkomment frisk pust og da om ikke andet nogen, som forsøgte at skubbe metalmusikken i en ny retning – respekt for det. Men jeg forstår også de forbehold Natjager er blevet mødt med, når man både tuner vokalen og tilmed tillader sig, at kombinere det med en (fair eller ej) udskældt genre som rap-metallen. Efter at have lyttet til dette debutalbum vil jeg dog sige, at køber man, eller kan leve med, præmissen, så fungerer det, det bandet har gang i, selvom jeg helt bestemt lige skal vænne mig til det.

Natjager har efter eget udsagn haft til hensigt, at skrue op på 11 hvad deres i forvejen etablerede kendetegn angår. Det må man sige, at de gør på denne plade. På godt og lidt ondt makser band og musik ud her, så man af og til får problemer med både at kunne trække vejret og få ørenlyd, når den musikalske bund brager igennem på alle parametre og vokalen tunes og vrides, så der ikke er meget menneske tilbage i den. At man hurtigt kan nå et mætningspunkt virker nærmest som en kalkuleret risiko for Natjager, der lader til at se hvor meget man kan presse konceptet og lytterne.

Af og til, som under “Ild” , tager man sig til hovedet og tænker “hvad fanden har de gang i og prøver på, at gøre ved mig?”, når der går Spinal Tap i den og alt lader til, at stå på de nævnte 11. Her kan de ikke bare føles som alt for meget men også distancerende, så man bliver helt i tvivl om, hvor menneskerne er i det her. Men det er der måske også en pointe i? Andre gang bliver det anderledes personligt, nede på jorden og relaterbart i en grad, så det næsten kan virke sentimentalt, som på den måske selvbiografiske “Ung Flugt”, hvor man på skateboard triller igennem den ene 90’er reference efter den anden. Som konger, i hvert fald den sommer, name droppes Psyched Up Janis, Robert Smith, Flaming Lips og C.V Jørgensen. Hvor ‘Ild’, trods sanseoverbelastning, rent musikalsk er blandt pladens mest rene metalliske øjeblikke, så er ‘Ung Flugt’ en af pladens mest udpræget hiphoppede stunder – med et stort rockomkvæd.

Hvordan Vi Lærte At Svæve er ikke kun en plade, hvor alt brager løs på fuld kraft. Det er også en plade, som føles en lille smule ude af balance. Det er muligt, at det spiller ind, at jeg kører lidt død i det opskruede lydbillede, men for mig ender pladen svagere end den begynder. Numre som “Glas” og “Vinterberg” virker lidt som albumfyld og savner lidt af den pondus, eller overraskelseselementerne fra tidligere på pladen. Næstsidste nummer, “Gadelamperne”, er et forsøg på at levere en ballade og eneste regulære fejlskud på albummet i mine ører. Lyrikken, “en nat drømte jeg, at jeg var Gadelamperne og at det kun var mig, der kunne følge dig hjem”, ryger forkert ned i hele sin autotunede herlighed og kommer op igen. Den inderlighed og poetiske tone der sigtes efter kan mit lytteapperat ganske enkelt ikke få til at harmonere med vokalen.

Til gengæld lægges der ret stærkt fra land. Selvom jeg indledningsvis godt kan have det som en kugle i en støjende flippermaskine i selskab med Natjager, så et der noget elementært medrivende over numre som den voldsomt bombastiske åbner “Havet Findes”. Så er pladen da braget i gang! Tempoet skrues op på den efterfølgende og mere forjagede “Diamant”, mens “Løb For Livet” for alvor får introduceret Natjagers hiphoppede side med sig hoppende anslag. Nummeret rummer samtidig en af pladens mest iørefaldende omkvæd, hvor der går fængende poprock i den.

Det er noget af en vild tur Natjager tager ud på i løbet af pladens godt 43 minutter. Det er udmattende, på mange punkter for meget og ude på et overdrev – hvilket jo også var hensigten. Men, selv med min kvababbelser ved den konstante autotune og mindst halvdelen af alle de genrer bandet presser ind i øregangene på en, så… Hader jeg det ikke?!

Det var faktisk ment som ros og en kompliment. Jeg ved ikke om det er en plade jeg orker, at sætte på så tit men det er et eller anden fascinerende ved Natjagers overdrevne univers. Vi ender på 4 lidt flakkende stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.