Islandske Mugison trak godt med publikum på Radar fredag aften, hvor mange af hans herboende landsmænd også havde fundet vej til spillestedet på Godsbanen. Det kvitterede islændingen for med en både charmerende, intens og intim optræden.
Det kan virke lidt underligt at det ikke var et af de større spillesteder i Aarhus, der havde Mugison på plakaten – islændingen har nemlig gennem de sidste 12 år skabt sig et pænt navn og især et godt live-rygte. Alligevel var det nok den rette størrelse spillested til Mugison i denne ombæring, for selv om der var godt fyldt på Radar, så var der trods alt ikke stop-proppet. Det gav en familiær og hyggelig atmosfære indendøre, hvilket klædte aftenens koncerter. Det store fremmøde gav dog noget kø ved indgangen, så jeg var ikke nået ind endnu da lokale Black Dog Howl gik på som opvarmning. Heldigvis er Radar udstyret med højtalere i vindfang og garderobe, hvor man kan høre hvad der bliver spillet på scenen, så helt bag om dansen var jeg ikke, da jeg kom ind i salen, og kunne nå sidste halvdel af duoens sæt.
Bestående af Mazdak Khosravi på akustisk guitar og vokal og Signe Møller Rosendal på trommer og vokal, koncentrerer Black Dog Howl sig om at spille enkel, rytmisk og medrivende blues rock. Duoen har en enkelt EP på samvittigheden, The Baskerville Tapes, fra sidste år, og den var der naturligt nok flere smagsprøver fra. Især bed jeg mærke i afslutteren ‘Dogman’, der blev leveret sikkert og overbevisende, ligesom Khosravi fint bandt koncerten sammen på sit drævende østjyske – en hyldest til Aarhus-forstaden Tranbjerg fik vi endda også undervejs. Alt i alt en fin opvarmning til Mugison.
Mugison
At Radar er et relativt lille og intimt spillested, er dog bestemt ikke nogen hage når der er tale om musikalske navne som Mugison. Islændingen sneg sig ind på scenen i ensom figur kort før kl. 22, og tog i første omgang opstilling midt blandt en masse elektronisk grej. Han forklarede indledningsvist at han om et par uger skal spille på Sónar Festival, hvor han har lovet at spille et elektronisk sæt, og lidt undskyldende forklarer han, at aftenens koncert også skal være med til at prøve noget af materialet til den koncert af. Det resulterer i en elektronisk version af ‘Sea Y’ med tunge electro-trommebeats og Mugisons rå vokal.
Herefter griber Mugison dog guitaren og bevæger sig ind på midt på scenen, og der bliver han resten af koncerten, bortset fra en enkelt yderligere elektronisk udflugt senere. Heldigvis, for det er med guitaren i hænderne at Mugison virkelig er stærk. Først får vi ‘I Want You’, med melodisk tæft og følelsesladet levering, og det bliver definerende for aftenen. Samtidig er Mugison også en af de musikere, som er i god kontakt med sit publikum, og især den islandske del af aftenens gæster spiller med på hans kommentarer. Han dedikerer også aftenens tredje nummer, ‘2Birds’, til en kvinde med hat forrest, som han undervejs må få til at hjælpe med at huske teksten – “I should learn that song properly and play it more often,” som han afvæbnende konstaterer bagefter.
En god del af aftenens materiale stammer fra Mugiboogie-albummet og et par stykker fra det islandsk-sprogede Háglel fra 2011, og begge dele står sig glimrende til det nøgne udtryk med Mugison alene på scenen. Blandt andet giver ‘The Pathetic Anthem’ de første tilløb til fællessang på Radar, mens den efterfølgende ‘Gúanóstelpan’ (tror jeg det var) tilegnes “the crazy vestfjord people”, som der tydeligvis er nogle stykker af i salen, for der bliver sunget godt med rundt omkring.
Bagefter vender Mugison tilbage til det elektroniske grej, og erklærer “so now is the second half of the electronic show – it’s a song calle ‘Tipsy’. Or ‘Tipsy Kings’. A friday night singalong”. Dog en singalong Mugison vælger at afbryde efter et par minutter, hvorefter en electro-udgave af ‘Mugiboogie’ vælter ud over scenen. Det fungerer egentlig udmærket i doser, men til sidst bliver det ganske enkelt for monotont og kedeligt med de dunkende rytmer. Heldigvis vender Mugison igen tilbage til guitaren med ordene: “Well it’s nice that’s over with”, inden han kaster sig ud i en lang og underholdende anekdote om sit besøg på Spot Festivalen i 2003, hvor han efter en del øl og lidt røg udenfor, blev overtalt til at barbere sig på scenen til sin koncert. Efter at have spurgt ud i salen om nogen var der til den koncert, konstaterer han “I don’t blame them for not coming back”, og kaster sig så ud i endnu en blues, med nærmest Hendrix’sk vrid i guitaren.
Og sådan fortsætter Mugison og kommer omkring både ‘Sweetest Melody’ og ‘To The Bone’, samt ‘Þjóðarsálin’, hele vejen igennem med glimrende og varieret guitarspil, hvor Mugison vrider imponerende meget, og meget forskellig, lyd ud af sin guitar. “How about I do half of a heavy metal song and half of a new song, and you can pretend you like it, and ask for an encore?”, spørger han så. Publikum er med på den, og en svedende Mugison flænser en tung blues ud af sin guitar og brølegrowler undervejs, inden han serverer den nye sang, en dæmpet og folket sag, ‘Who’d I Be Holding Tight’, som er en fin rosin i pølseenden. En ekstra rosin får vi dog også i form af ‘Murr Murr’, som Mugison må afbryde første gang og bede publikum om at lade være med at klappe med på, fordi, som han forklarer, hans rytmefornemmelse ikke er særlig god. I anden omgang rammer han det rette, langsomme tempo og leverer sangen med glimrende, dynamisk guitarspil og en heftig afslutning.
Et godt fyldt Radar kvitterer med mange og lange klapsalver, og for en legesyg, intens, intim og også temmelig hyggelig koncert må jeg hive ugens anden omgang 5 stjerner op af lommen. Hvis du er hurtig, kan du fange Mugison i aften d.31. januar på Lille Vega.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Hasan Jensen (Homage Photography)
