Home Anmeldelser Januar 2023 Mood Processor: The Sound Of You Sick (Album/anmeldelse)

Mood Processor: The Sound Of You Sick (Album/anmeldelse)

190
0

Med genkendelig æstetik á la Cohen, men med markant bedre produktion byder Mood Processor ind med en plade, hvor det er tydeligt at legen har haft en central plads. 

C.S. Nielsen kan med nogen vægt siges at være lidt-mere-end inspireret af Johnny Cash.
På lignende vis er det svært ikke at tænke på Leonard Cohen, når Mood Processor lægger fra land: Klassisk instrumentering værdigt for et Bond-soundtrack og en dyb mandestemme.

Det er både godt og skidt at læne sig op af et (stort) oplæg og sætter hele oplevelsen i perspektiv; er det bedre end oplægget? Skal det være det?
Jeg kan sige, at Mood Processor heldigvis ikke kun er en Cohen-klon. Projektet er blandt andet slet ikke så pænt og poleret og førnævnte instrumentering og produktion er langt mere levende og spændende hos Mood Processor. Stilrent, ja. Men også udfordrende her og der: En Autowah her (Free Speech Rules), en toppet (næsten punket) guitar der (La Covida Loca).

Hvad nok så interessant er, at der er kant på flere af sangene. Mest markant måske Free Speech Rules, hvor refrænet går ”So take your cultural appropriation // Shove it where the sun don’t shine” – og med pefekt syre leveret med den kønsløse kvindevokal, der skaber en pæn ramme om det kantede og i øvrigt igen minder om canadieren.

Kanten i underlægningen kan muligvis også henføres til at Peter Peter og Peter Kyed er inde over projektet, men også har holdt igen med støjen og dermed lavet disse små, stilede indslag.

Det hele virker på den konto lidt legende uden at det smadrer æstetikken. Men de meget dåsede (måske endda elektriske?) trommer i den Send Me Into The Blues-agtige Anything From Anyone går lidt amok og rammer forbi den givne rytme mod slutningen.
Leg, much…

Det teatralske udtryk er nok det, man skal have en forkærlighed for, når man lytter til The Mood Processor. Jack (III) har elementer af reallyd fra en svunden sort/hvid film og da det fremragende Crash & Carry byder ind med femme fatale-vokal ved Hilda bliver det ikke bare en kærkommen variation, men også en lejlighed til at give Nils Gröndahl plads på sine strygere. Oven på pauker, selvfølgelig. Mindre kan ikke gøre det.

At de har hygget sig med at lave denne plade er helt åbenlyst. Danny Lund må forventes at være idémanden bag og ellers er der inviteret ovennævnet, velrenommerede musikere ind til at skabe denne på én gang klassiske men også lidt stilet kantede plade.

Et nummer som She Purred der vist må siges at handle om liderlighed slutter på den måde lidt fjollet, men umiskendeligt legende med at kvindevokalen (Persille Ingerslev) immiterer en kats mjaven og nummeret afslutes med spinding. Nødvendigt? Ikke rigtigt. Lyder det til, de har haft det sjovt? Jeps!

Når man kigger på pladen, må man dog erkende at numrene, trods alt, ikke er helt så poetiske som Cohens. Det havde også været lidt vildt, hvis det var tilfældet.
Men stemningen er sammenlignelig og med bedre produktion, tænker jeg at der nok skal være lyttere til denne plade – og forhåbentlig også nogle sid-ned koncerter rundt omkring i landet.

Anmeldt af:
Troels-Henrik Krag

Billede fra Bandcamp

Previous articleRepeatlisten 2022: Årets favoritsingler på repeat
Next articleThe Ocean (supp: Double Space), Radar 20. januar 2023

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.