Månedens Mening: Anmelderstjerner, når “sandheden” skal frem

0
453
views

Du får en stjerne, DU får en stjerne, og I gør, stjerner til alle! Men hvad betyder de egentlig, disse anmelder-stjerner og hvad skal man lægge i dem? Har de overhovedet en relevans, og bør de have det? 

Det ved jeg, helt kort sagt, ikke! Men lad os se om tankestrømmen der udgør Månendens Mening fører os til et eller andet resultat, eller om det bliver en rodet, 3-stjernet oplevelse. Men kan en 3-stjernet oplevelse ikke også være fin nok og have sin berettigelse, det kan jo ikke være 6 stjerner det hele – eller hvad skalaen nu lige er. Og netop de 6 stjerner er grunden til, at jeg fik lyst til, at fundere og rable lidt løs om det her emne, jeg stod nemlig i en situation for nylig, hvor jeg havde lyst til, at give 2 udgivelser 6 stjerner indenfor en uge  og så tøvede jeg og begyndte, at overtænke det hele. Den tager vi senere, lad os lige få dækket bordet op til stjernemiddagen.

Hos os er den fra 0 til 6 stjerner, ja, vi har faktisk en 0’er, der så vidt jeg husker kun er blevet uddelt en enkelt gang. Så føles det pludselig ikke så slemt at få 2 stjerner, hva?! Nuvel, de 6 stjerner har været uddelt noget oftere, uden at jeg har det helt præcise tal, så vil jeg skyde på, at der er blevet uddelt en 10-12 stykker siden vi startede i slutningen af 2011. Det er et par stykker om året, og jeg står nok for en stor del af dem, da jeg også har anmeldt en procentmæssig større mængde udgivelser. Læg dertil en række koncerter, som også har været oppe at ringe.

Vi opererer ikke med termerne “perfekt” og “mesterværk”, i hvert fald hvis vi kan undgå det. Hvorfor så det? Jo, det virker, i min optik, så… “endegyldigt”, som om det ikke er til forhandling. En eviggyldig “sandhed”. Og godt nok kalder vi os selv anmeldere (eller skriverkarle! OK, det har vi aldrig betegnet os som, men burde måske), men det gør os ikke til sandsigere, orakler eller alt vidende eksperter – kun til en vis grad i hvert fald. Du kan jo ikke gå på anmelderskole, så vidt vi ved og der er ikke nedskrevet et manifest, nogle faste regler eller love for, hvad en anmelder eller en anmeldelse SKAL være. Du kan tage en journalistisk uddannelse, eller læse noget musik på universitetet af en eller anden art, og så kan du måske med rette påstå, at du har lidt mere indsigt i nogle af de ting, som udgør mange anmeldelser, men… det betyder stadig ikke, at du sidder med sandheden.

Anmelderi er for mig i sin natur subjektiv (Jonas har tidligere skrevet nærmere om begrebet “den objektive anmelder”, som det her lidt er i forlængelse af), men holdt på plads af visse objektive parametre, som gør at man har nogle retningslinjer. Spiller kunstneren godt/skidt, lyder det godt/skidt, er det tekniske i orden, er sangskrivningen og teksterne acceptable, osv., og så alligevel. Her kan man også nemt komme ud i en subjektiv slagside. Ikke bare fordi “godt” og “skidt”, eller hvilke ord man nu vil bruge, allerede er ladet med personlig smag, men også fordi nogen ting bliver bedre ved, at de lyder dårligt, og omvendt. Det er bliver hurtigt en gråzone. Men selvfølgelig, hvis Coldplay, som man ved bør lyde på en bestemt måde for, at det fungerer, står og spiller ad helvede til, eller har en fesen produktion på plade, så kan man, objektivt, slå ned på det.

Men hvad går jeg så efter? Jo, se, det er jo spørgsmålet. Det hele? Lidt til og meget mere? Hvis vi skal hive de 2 6-stjernede anmeldelser ind i tankestrømmen,så har jeg for nylig tildelt topkarakter til Slægts The Wheel og  Alkymists selvbetitlede debut.

Jeg prøver rent faktisk, at kigge på den samlede pakke, det fulde billede og opveje det hvad man kan kalde den tekniske side af sagen mod noget man kunne kalde “anmelder maven” eller “anmelder følelserne”, og så, ikke helt uvæsentligt, personlig smag. Den sidste prøver jeg efter bedste evne at tøjle, og i hvert fald ikke lade den stikke af og huske at nævne når den spiller ind. Jeg bilder mig ind, at efter 7 år (og alt det der kom inden, hvor man bedømte plader og koncerter med vennerne “for sjov”), at jeg godt kan se ud over den personlige smag og bedømme noget positivt, som jeg egentlig ikke kan lide. Men, i sidste ende, da spiller det også ind. Det er også derfor vi har store problemer med en genre som eksempelvis metalcore. Retfærdigt eller ej, så har kunstnere der gør sig i den genre nok lidt sværere ved, at score 5-6 stjerner her på siden. Det er ikke helt fair, men sådan er det bare.

Vi, eller jeg, er forhåbentlig blevet bedre til det over årene, vi har i hvert fald et større sammenligningsgrundlag pga. den evigt stigende mængde af anmeldelser og det er heller ikke helt uvæsentligt. Burde alle vi har anmeldt ikke blive bedømt udfra samme grundlag? Jo, men virkeligheden er jo bare en anden. Ligesom det kan spille ind, at man kan være i forskelligt humør, mere eller mindre træt/stresset/andet når man anmelder. Ved udgivelser har man så flere muligheder for at korrigere kursen, fordi man kan lytte over en længere periode, mens man kun har et skud når det gælder koncerter. Det er så vores, anmeldernes, opgave at forsøge, at holde tungen lige i munden og ikke lade det tage over. Det lykkes, forhåbentlig, de fleste gange, men selvfølgelig er der svipsere.

Sammenligningsgrundlaget var så en af grundene til, at jeg kom alvorligt i tvivl om hvad jeg skulle tildele Slægt og Alkymist. Førstnævnte er på 3. album, så de er lidt i konkurrence med dem selv, mens Alkymist er debuterende, i hvert fald under det navn, så da kom jeg til, at holde dem op mod netop Slægt, som jeg lyttede til side om side. Jeg synes lige godt om de to plader, selvom de ikke er direkte sammenligelige, men synes jo ikke, at jeg kunne uddele hele to topkarakterer indenfor så kort tid, uden at devaluere de stjerner lidt. Sikke noget fis…

Jeg er selv fortaler for, at vores skala netop ikke repræsenterer det perfekte, men mere er et udtryk for “den størst mulige begejstring”, hvorfor skulle man så ikke kunne være top-begejstret for to plader indenfor kort tid? Da blev jeg slave af det der stjerneræs og hvad de kunne signalere ud ad til. De skal være pejlemærker, ikke andet, når de nu aldrig ville kunne være sandheden. Ordene i anmeldelsen burde i sidste ende betyde mere og så må læseren tage stilling udfra det om det er noget de vil prøve at give et lyt, eller de kan være enige/uenige hvis da allerede har hørt pladen, eller været til samme koncert.

Men det er en vanskelig øvelse, for jeg  ved også godt selv når jeg skimmer anmeldelser på andre musiksider og medier igennem, så er jeg tilbøjelig til at klikke på dem med enten højst eller lavest karakter. Vi kan se det på vores egne statistikker. Top- og bundkarakter trækker bare mest, mens 3-4 stjerner er mere hit and miss. Sådan er jeg også selv, hvis jeg ikke lige har tid til, at læse alle anmeldelser. Det var også derfor vi i starten overvejede om vi overhovedet skulle uddele stjerner, for vi ville, og vil, meget hellere have, at man bare læser hvad der egentlig står i selve anmeldelsen. Men, realistisk set, så springer stjernerne bare i øjnene,  de er nemme at tage stilling til i farten og ja, et hurtigt pejlemærke – men et der hurtigt kan blive lidt unøjagtigt, hvis man ikke får konteksten med.

Selvfølgelig kan de, i den mest optimale situation, bruges som en form for facit, eller opsummering af anmeldelsen, sådan burde det i hvert fald være. Hvis man altså har brug for et facit på noget som ikke er et eksakt regnestykke… Det er jo ikke sådan, at jeg sidder med et skema over plusser og minusser og så regner jeg mig frem til, at det giver “4” eller “6”, det er igen noget der i sidste ende er en afbalancering og noget der afhænger af “anmelder maven”.

Pointen er, at man ikke skal hænge sig alt for meget i om det lige er det ene eller det andet antal stjerner. Jeg har oplevet, at blive kontaktet af en kunstner, som bare lige ville vide, hvorfor de kun fik 4 og ikke 5, når anmeldelsen nu lød så positiv? Så måtte jeg forklare, at det var kort og godt fordi jeg i sidste ende syntes, at det føltes mere som en 4’er end en 5’er. Super præcist svar, men det var sandheden. Men det viser noget af det jeg har luftet her, at selvom ordene var blevet læst, og de var positive, så hænger man sig lidt i antallet af stjerner, som om det ville give ordene mere vægt og værdi, hvis der var hæftet 5 stjerner på? Måske…? Men det er ikke meningen!

Ligesom det ikke er meningen, at vores stjerner skal diktere eller influere DIN oplevelse, eller lyst til at lytte til noget. Det er BARE vores mening, andre medier synes måske noget andet, eller det samme. Hvad forskel gør det så? Jo, det man kan tage med herfra er, at man over tid muligvis har fået opbygget sig en vis form for troværdighed, eller dem der læser med synes om det vi gør og anmeldelser på den måde får en værdi. Som et indspark, et pejlemærke, eller lignende, men ikke som en stjernebaseret ultimativ sandhed.

I bund og grund synes jeg jo ikke, at det giver den store mening, at bedømme kunst udfra nogen fastlagt skala. Jo, hvis der er andre stemmer i debatten, for det er det, det bør være: en fortløbende debat. Derfor skal vores stjerner ikke opfattes som et punktum, men mere et komma, hvor I er velkommen til, at forsætte bagefter.

Nå ja, og så er det et godt blikfang, de funkler så fint sådan nogle stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.