Mak’Vaerk leverer kompentent og energisk metallisk hard-rock, som dog mangler flere stærke melodier og lidt mere variation i lydbilledet.
Ja, det lugter lidt af kliché, når man kalder sit album Hard Rock Rebel. Det er da heller ikke fordi aarhusianske Mak’Vaerk (jeg ved ikke helt om jeg skal synes om eller hade navnet?) udforsker nyt land musikalsk. Til gengæld har de fået stoppet gode riffs og en bastant produktion sammen, så det aldrig bliver fesent eller tamt. Der er smæk på, og så kommer man et stykke, selv om opfindsomheden ikke er overvældende.
Der bliver hugget godt igennem på åbneren ‘Dig Deep’, som rumler faretruende inden der blæses igennem med tunge riffs. Fed åbning, hvor man virkelig kan mærke kræfterne i Mak’Vaerks musikalske motor. På den efterfølgende ‘The Hunt’, der hamrer afsted i højt tempo, er der både noget tidlig Metallica og old school heavy metal over det. Fint udlæg af Mak’Vaerk, som, heldigvis, ikke lever op til navnet – der bliver spille bundkompetent hele vejen igennem Hard Rock Rebel.
Efterhånden går der mere klassisk hår(d)-rock i den hos Mak’Vaerk på ‘The Botch Job’, som fusionerer de tunge riffs med en 80’er rockende melodi og lidt melodisk guitar-lir. Egentlig effektivt nok, og her har bandet fat i en god melodi, som godt kan bære. Den efterfølgende ‘Flagbein’ forsøger sig med samme tricks, i lidt højere tempo, men med et mere forglemmeligt resultat, trods den tungt tonsende outtro.
Riffene fortsætter i den mere massive ende på ‘One Way Ticket’, der også har taget lidt Dimebag-inspiration med i de karakteristiske guitarhvin lidt inde i nummeret. Energien er fortsat massiv, men jeg er også ved at være lidt mættet her omkring, så det er timeligt at et af albummets få dæmpede passager følger efter og åbner ‘Just Before the End/Ambulance Chasers’, som dog inden der er gået to minutter er oppe i fuld acceleration og buldrer afsted som endnu et tungtrockende godstog. Selv om det nok er albummets mest varierede nummer, tester det alligevel tålmodigheden en smule med sine 6 minutters spilletid.
Titelnummeret, ‘Hard Rock Rebel’, har fyldt en god gang hård-rocks klicheer i teksten, og bygger som størstedelen af de øvrige sange på et solidt riff og den buldrende rytmiske maskine, Mak’Vaerk har i sit centrum, men holder spilletiden klædeligt nede under de tre minutter. God hapse-størrelse.
Så kan man bedre leve med at man efterhånden føler at man har hørt alle Mak’Vaerks kunster på ‘The Flame’. Eller, man begynder faktisk at blive en smule immun overfor det konstante rifferi. Og det er heromkring det går op for mig, at jeg faktisk ikke har bidt mærke i nogen deciderede soli. Ikke at jeg direkte har savnet dem, men det kunne måske være med til at give noget mere variation, at hive sådan en ud af ærmet på et par numre.
Heldigvis gør ‘Night Watch’ sit til at hive Hard Rock Rebel ud af det lette dødvande med en energieksplosion, som det er svært at sidde helt stille til. Samtidig har den også et af albummets bedste omkvæd, som måske endda godt kunne få lov at løfte sig lidt mere mod hard rock-himmelen, samt et par fine break-downs. Fedt nummer, hvor afslutningen sørger for at nummeret ikke går i stampe.
Riffene er også med til at holde ‘At the End of the Rope’ flydende, og det samme kan man egentlig sige for albummets to sidste numre, ‘Dumb Turkey’ og ‘Battlefield’. Her er min tålmodighed ved at være lidt slidt, måske egentlig ikke fordi numrene er svagere end dem, der er placeret andre steder på albummet (med få undtagelser) men fordi vi rammer samme kompetente hårdrockende middelvej albummet igennem. Med små nuancer og variationer, bevares, men udtrykket bliver altså en smule ensformigt over de 12 numre.
Man forstår hvorfor balladen har været et noget nær obligatorisk indslag på hårde rock albums siden the dawn of time – der kunne godt bruges en eller to på Hard Rock Rebel til at bryde lidt med monotonien, som indfinder sig hen ad vejen. Samtidig er forsanger Kristian Ehlers’ vokal heller ikke varieret nok til at løfte udtrykket. Den fungerer gennemgående fint, og der er igen miserable og mislykkede forsøg på falset, men omvendt holder den sig altså også i det sikret midterspor stort set hele vejen. Og det gør det også en kende anonymt. Måske et sted hvor der kunne gives leges med variation?
Jeg kan sgu egentlig godt lide det meste på Hard Rock Rebel, men det bliver for meget af samme solide kost i længden. En lidt kortere udgivelse eller at et par af numrene blev erstattet af eksempelvis velfungerende ballader ville løfte indtrykket for mig, men vi lander på en stor 3’er for en kompetent og bastant hard rockende riff-fest.
Du kan finde Mak’Vaerk på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
