Magtesløs: Of The North ** (2/6)

0
1159
views

Aarhusianske Magtesløs er skrigende post-hardcore/prog-rock, med ekstra tryk på skrig- og prog-delen. Desværre bliver begge dele en kende anstrengende over 11 numre, hvor for få af dem er mindeværdige.

Musikalsk er Magtesløs ikke dårlige, men heller ikke så gode, at de formår at fastholde min interesse over et helt album. Alt for hurtigt flyder det hele lidt sammen til en grå hardcore masse, hvor enkelte lyspunkter, hvor formlen varieres kaster lidt lys ind i blandingen. Det er ærgerligt, for i det mindste virker bandet engagerede (og det er selvudgivet, så viljen er der), der er bare ikke rigtig materiale til meget mere end en EP – i hvert fald i min optik.

Konceptuelt består Of The North af 2 dele, Mammals of The North på 6 numre og Birds of The North på 5, hvor den gennemgående tråd er et post-hardcore udtryk der blander elementer fra prog-rock ind i sangskrivningen. Så forvent mange retning- og temposkift. Noget der på pairet lyder ganske spændende og ikke mindst ambitiøst og gennemtænkt – desværre træder disse elementer bare ikke helt tydeligt nok frem, når jeg lytter albummet igennem. Da har det, som nævnt, tendens til bare at flyde sammen til en enslydende masse.

Mit allerstørste problem, er nok skrige-vokalen. Det er ligesom en del af hardcore-genren, at der skriges godt, og for det meste konstant, igennem. Den er jeg helt med på, men her rammer vokalen beklageligvis et toneleje der  meget af tiden ligger lige på den forkerte side af enerverende for mine ører, så det bliver meget anstrengende at lægge ører til i længden. Det kan man sige, er en fuldstændig individuel og subjektiv ting, men sådan er det jo med anmeldelser, og her bliver det ganske enkelt et forstyrrende og trættende element, der trækker ned. Ikke mindst fordi vokalen fylder ret meget i lydbilledet albummet igennem.

Det, den er faretruende tæt på at overdøve, er så heller ikke altid lige interessant. Bandet spiller helt sikkert habilt og har styr på hvad de laver, sangskrivningen er bare lidt uspændende og uskarp – trods de mange temposkift og udflugter. Jeg bliver kort sagt aldrig rigtig revet med eller imponeret, og så ender det hele med at føles underligt ufarligt og udramatisk i løbet af 11 numre. Der mangler simpelthen noget mere bid i hardcore-kæberne og mere skarpe kløer, der kradser på den rigtige måde.

På papiret er der ellers potentiale fra start med Mammals-halvdelen, med sangtitler som “The Wild Boar”, “The Wolf” og “The Wolverine”. Allerede fra de første toner af den musikalsk lidt tilbageholdende “The Wild Boar”, kommer mine øregange lidt i krise over vokalens semi-desperate skrig. Effekten er jo egentlig god og gennemført, med denne desperation og vrede i stemmen, men det skurrer altså dette vildsvin ved hårene, så det går i forsvarsposition. Nummeret viser også bandets hang til proggede toner, især trommerne tager sig nogle fine rundgange imens guitarerne cirkler lidt i baggrunden. Den efterfølgende “The Wolf”, et af højdepunkterne på albummet, fungerer noget bedre for mig. Der skrues op for guitaren, så den skærer om kap med vokalen og giver et mere afbalanceret lydbillede, hvor vokalen ikke skriger det hele ned. Samtidig fungerer bandets hakkende prog-core rytmer rigtig godt her, hvor man føler at det ikke bare sprutter og cirkler på stedet, men rent faktisk langsomt rykker nærmere og nærmere som en glubsk ulv.

Desværre er det som om, at affekten allerede begynder at fortage sig i næste nummer “The Lynx”. Der forsøges ellers ihærdigt ved, at skrue endnu mere op for de bistre og hidsige attituder, men det er som om der mangler noget melodisk saft og kraft at hænge den rå muskelkraft, bandet leverer, op på. Tendensen forsætter over i “The Mole”, hvor jeg, her 4 numre inde i albummet, begynder at føle mig både lidt halv-døv og ligeglad med Magtesløs’s behjertede forsøg på at forulempe mig, på en god måde. Jeg er tilsyneladende blevet immun overfor virkemidlerne.

Efter at have tunet lidt ud under resten af Mammals-delen, strammer jeg ballerne og spidser ører når vi når frem til Birds-halvdelen for, at se om der sker noget afgørende nyt. Ikke rigtig, kan jeg ærgerligt nok konstatere. “The King Fisher” starter løjerne på anden halvdel af Of The North, men det er som om, at der simpelthen ER for meget tryk på fuglekaldet her, så effekten bliver lammelse, frem for at man føler man får tæsk på en helt tilpas måde. Det hele bliver sgu lidt skingert og påtrængende. Som albummet skrider frem, bliver man også lidt forpustet og sætter sig i vejkanten over de mange indlagte sprint, som der er i musikken. Det er ganske effektivt og medrivende i små doser, men når interval-træningen forsætter nummer efter nummer, så står jeg lidt af.

Heldigvis lettes trykket lidt på “The Goshawk”, hvor det er som om både vokal og musik finder et mindre forceret leje, der flyder mere organisk. Her bliver det faktisk ganske medrivende og intenst, på den måde man fornemmer hele tiden har været hensigten fra bandets side. Nummeret har et rigtig godt drive, og er i det hele taget bare en af albummets mest vellykkede stunder. That’s a keeper. Desværre holder momentum ikke pladen ud, allerede den efterfølgende “The Buzzard” drejer udskejelserne ud på lidt usikker grund igen. Nummeret har egentlig en fin vekselvirkning mellem uptempo og mere slæbende passager, men det flyder bare ikke helt så naturligt og turen føles sådan lidt ujævn og rystende.

På de to sidste numre, “The March Harrier” og “The Barn Owl”, har bandet egentlig fat i noget der tiltaler mig en del. Det er som om, at der kommer lidt mere tyngde ind i bandets klang, i hvert fald i glimt, inden de tager på proggede udflugter. Det får mig til at tænke på, om mange af de andre numre simpelthen virker for luftige og “tynde” i deres lyd, trods den hårdtslående tilgang til løjerne. Det er som om, at bandet måske mangler at rodfæste sangene lidt mere, placerer begge ben solidt i jorden og så trykke den af – som det er nu, så svæver det hele lidt ud og ind af hinanden, så det er vanskeligt som lytter at finde et fikspunkt eller anker i musikken.

Konceptuelt og momentvis har Magtesløst fat i noget der kunne være interessant at lægge ører til, evnerne er til stede. At jeg så ikke er gode venner med vokalens klang, nå ja, smag og behag, der indrømmet, kommer til at løbe med en del af opmærksomheden, det største problem er, at jeg føler mig hægtet af musikalsk. Jeg mangler mere mindeværdige melodier at hægte mig på, et eller andet som holder mig fængslet og inde i det musikalske univers over et helt album – ellers kommer det til at føles som en alt for lang tur, hvor jeg skal bruge for mange kræfter på at bevare koncentrationen.

Man fornemmer, at der gemmer sig et potentiale til et godt album derinde et sted, men i denne omgang bliver den samlede oplevelse under middel og desværre kun til 2 store stjerner. Men giv det et lyt hvis dit hjerte brænder lige så meget for genren, som man trods alt kan mærke at disse aarhusianere gør!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Magtesløs på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.