LEW: Black Feathers ★★★★★☆

0
1148
views

LEW leverer en stemningsfuld og helstøbt sammensmeltning mellem flere musikalske universer på debutalbummet Black Feathers, som nok skal få et rigtigt godt tag i de tålmodige lyttere. 

Danske Sara Lewis Sørensen har egentlig gennem mange år haft guitaren som sit instrument, men på hendes debut som LEW springer hun også ud som vokalist i et musikalsk univers, der blander folk, (støj)rock og triphop. Åbneren ’The Dirt’ sætter den intime og ind i mellem nærmest knugende dunkle stemning. Nummeret er i øvrigt kendetegnet af vokalarbejde og sangskrivning, som slægter folken mere på end rocken.

Titelnummeret har til gengæld mere åndeligt fællesskab med Portishead, og ind i mellem kan man også trække paralleller til Beth Gibbons’ vokalarbejde til Sara Lewis’, uden hun dog rammer Gibbons’ klang af afgrundsdyb ensomhed og dæmpet desperation. Dermed ikke sagt, at følelserne ikke går mærkbart igennem, for det gør de.

Det elektroniske knitrer også og bliver mere udfoldet på ’Lights On’, som faktisk er ganske fængende, også da den elektriske guitar og en organisk bas slippes fri. Sammen med det rastløst kontrollerede trommespil skaber det en god dynamik, og samtidig er det altså også et ret melodisk stærkt stykke rock-musik. Nogle gange kan man måske savne at LEW sætter dén side lidt mere fri, men omvendt ville det måske også bryde det homogene udtryk.

Et nummer, som faktisk bryder en lille smule med stemningen er ’Cave’, som med sit lidt lettere og luftigere udtryk, også har radiopotentiale. Personligt synes jeg ’Lights On’ er det bedste nummer, selv om ’Cave’ er af den slags, der vokser, og det har da også allerede fået fortjent airplay.

Den mere dunkle stemning er tilbage på ’The Raven’, hvor Lewis’ ulmende guitarspil er det bærende element, sammen med vokalen. Her kunne spilletiden måske med fordel være bragt en smule ned, for med sine næsten 6 minutter, bliver det langt – men mere så man kobler ud og svæver med end bliver frustreret og irriteret. For der er altid nuancer at værdsætte i lyden.

Guitaren knitrer indledningsvist på ’Into Your Love’, som ellers hurtigt antager en mildere form med Lewis’ vokal i et mere legesygt og afvekslende humør – guitaren ligger dog konstant og lurer, og da nummeret skifter tempo er det med en distorted guitar med førertrøjen på. Temposkiftene sniger sig ofte næsten umærkeligt ind, og overgangene er fint bundet sammen. Man kan høre, at der er lagt en indsats i at skabe et lydunivers, som man kan forsvinde ind i.

Tempoet får et nøk ned igen på ’Choose’, som dog ikke af den grund er stillestående, men bruser uimodståeligt fremad som en smeltevandsstrøm, der kiler sig vej mellem klipper. Her kommer spilletiden over de 6 minutter, men hvis man koncentrerer sig om lytningen, er det minutter der er godt givet ud.

I det hele taget er der meget at dykke ned i, i form af musikalske nuancer og detaljer i lyden, som også fortjener ros. Den er fyldig og rumlig, og føles ind i mellem ret omsluttende, især med hovedtelefoner på. Det gavner numre som for eksempel den afvekslende ’We’ve Said Enough’, men også et indledningsvis dæmpet nummer som ’Riverstone’, som alligevel rummer både storladenhed og støjende guitar i kanten af lydbilledet. Her er der en cinematisk kvalitet i lyden, med strygere og synths, som også kan lede tankerne i retning af tidligere nævnte Portishead. Og det er virkelig stærkt udfoldet.

På ’Stars and Wonders’ er det vokalen, der får mig til at tænke i retning af Gibbons og co., mens LEW kan noget med guitarerne, som ikke findes på samme måde i Portisheads univers. Der hvor Black Feathers udfordrer, og måske også ind i mellem risikerer at tabe lyttere, er i de relativt lange, overvejende dæmpede numre, som for eksempel de to, der lukker albummet, nemlig førnævnte ’Stars and Wonders’, og den akustisk folkede ’Home’, som stadig rummer elektriske elementer, og har fængende vokalstykker, men stadig strækker sig over 5 minutters spilletid.

Man skal altså være tålmodig for at udforske LEW’s univers, og det kræver også opmærksomhed og flere lyt at hænge på undervejs. Er man til gengæld tunet ind, bliver man belønnet med et både lyd- og stemningsmæssigt helstøbt, men samtidig nuanceret album, der udforsker grænselandet mellem det mørkt folkede, det støjrockede og det triphoppede. Lyden er grundlæggende ret udansk, og der er formentlig et større publikum til LEW’s musik udenfor de danske grænser. Det bør dog ikke forhindre nogen herboende i at investere i Black Feathers, som er en glimrende debut.

Du kan finde LEW på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.