Kúlu: Quiescence (EP) ★★★★☆☆

0
322
views

Rockbandet Kúlu, der godt nok er nyt men består af nogle erfarne kræfter, er ude med debut-EP’en Quiescence. Et kompetent udført og dragende lille værk, der tager afsæt i post- og støjrocken.

“Quiescent noise”, er et udtryk og en genrebetegnelse der går igen, når Kúlu, som består af Asger Techau (trommer), Daniel Buchwald (guitar, bas, keys), Dennis Winterskov (vokal, keys) og Søren Sunding (guitar), beskriver dem selv. Udtrykket henviser til, at vi altid er omgivet af lyd, også selvom vi sidder i et tilsyneladende tomt rum. På denne EP er Kúlu denne lyd. Både som en ret markant, brusende rockstørrelse og som et eller andet der konstant summer i baggrunden, uden man måske helt lægger mærke til det i første omgang.

Det er også en af bandets styrker, de kommer snigende som en bølge af lyd og volumen og ruller ind over en. I nogen grad kompenserer det også for, når et nummer måske ikke helt overrumpler en med sin melodi. Det kunne være et nummer som den over 5 ½ minut lange “Jové”, der nok er den af EP’ens 4 sange der siger mig mindst. Indledningsvist er der noget Slowdive’sk over lydbilledet, der skvulper lidt frem og tilbage i baggrunden, mens vokalen virker tættere på, indtil der åbnes mere for sluserne rent musikalsk 1 ½ minuts tid inde i nummeret. Her puster Kúlu sig lidt op og får fat i noget af det brusende, men de slipper hurtigt håndtaget og lader nummeret falde mere sammen og til ro. Det er der også en vis effekt i, men det samlede indtryk bliver lidt “nå ja, fint nok” for mig. Det lyder stadig flot, men, “eh”…

Til gengæld starter EP’en virkelig stærkt med de to numre “Toiling” og “Lonely Running Man”, hvor Kúlu virkelig får vist tænder og at der er noget at komme efter her. Virkemidlerne er sådan set ret velkendte for genren, du har de brusende flader, nogle “stigninger” og en god vekselvirkning mellem noget varmt og mere køligt. “Toiling” er også en længere sag på godt 5 ½ minut (samtlige numre ligger på den gode side af 5 minutter), men måske fanger dynamikken mig bare lidt bedre her. Lige når man tror, at der går vers (godt) omkvæd struktur i den, så bremses der lidt op, bygges langsomt op og forløses med et smukt og effektivt instrumentalt stykke. Inden der rundes af med en gentagelse af det stærke omkvæd.

Helt himmelsk bliver det på den efterfølgende “Lonely Running Man”, der indledes afdæmpet med rolig vokal og ret spartansk instrumentering, inden nummeret puster sig op, letter og for alvor spreder sit imponerende vingefang. Det er ikke “bare” brusende, det er også berusende og man svæver afsted på en sky af lækker, drømmende støj. Det er kort og godt en fuldtræffer.

Den afsluttende “Stranger” virker mere “urolig” med en trippende trommerytme, det kunne minde lidt om The National? I hvert fald indtil vi når omkvædet, der har noget 90’er rockende over sig. Nummeret flader dog hurtigt tilbage i det mere hakkende leje og tikker afsted som et ur, der har travlt med at holde tiden. Efter knap 3 ½ minut er det som om nummeret er ved, at stikke af eller bryde ud af formen og trommerne stikker af med en mere tribal-klingende rytme. Inden eksperimenterne tager overhånd finder Kúlu tilbage til omkvædet, og får sendt EP’en effektivt over målstregen.

OK, Kúlu får faktisk prøvet en hel del af på Quiescence, lige når man tror, at man har regnet et nummer ud, så foretages der små krumspring eller en kurskorrektion – for så, at ryge tilbage på et velkendt spor igen. Det holder en på stikkerne og gør, at der er detaljer og små nuancer at gå på opdagelse i til flere gennemlytninger.

Rigtig god debut, det er jo heller ikke folk der er helt grønne bag ørerne der står bag, men det er jo ikke nogen garanti for succes. Dog mangler jeg lige det allersidste “det der” for, at vi rykker fra 4 af de gode til 5 af de funklende stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.