Katinka: Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse ★★★★☆☆

0
1732
views

Katinka følger op på sidste års succesfulde og roste EP med et 9 numre langt album, der lige kræver er par lyt inden det får prikket hul på huden på denne lytter. Det er ikke uden irritationsmomenter, men talentet bør man ikke være i tvivl om.

Ingen tvivl om, at der brænder en ild inden i der her band og ikke mindst stemmen, der får det hele til at flamme op og æde sig ind på en. Det er stadig passioneret, lidenskabeligt, for meget, emotionelt, nøgent, udleverende, konfronterende og på en eller anden, midt i udbruddet, lidt sødt og uskyldigt. Men NU orker jeg næsten heller ikke flere kærlighedssange af denne karakter- der må være andet og mere for så skarp en pen at skrive om?

Men man skal være umanerligt forstokket, hvis man ikke øjner kvaliteten i den generelt stærke åbner, titelnummeret “Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse” og den efterfølgende “Luftballoner”

På hver sin måde, så lyder det som om de handler om det at være tilstede, tilstede i nuet og være noget for en anden – eller mangel på samme. Titelsangen åbner med en lidt 80’er poppet klang tilsat noget… keltisk/folksy? Mens en dunkende rytme trykker sig ind til en, og forsøger at holde én fast, spredes der lækre formuleringer ud over sangen med sikker hånd.

“Du har spændt dine forventninger ud // Som en faldskærm jeg ikke tør bruge // Du er højstemt som om du citerer gud, når du kigger på din skærm”, lyder det netop højstemt fra Katinka, og nærmest messende, på en måde hvor det lyder som om pulsen allerede er godt oppe, så frustrationen er tæt på at overmande hende.

“Jeg ville ønske jeg kunne se, hvad du ser i mig // Det er kun flasken i min hånd der flasker sig”, fortsætter hun, “Du siger det er ægte // Jeg siger det er en dårlig leg // Dit ansigt lyser fra din skærm” og således fløj det første minut ubesværet og elegant afsted mod det luftige og dansende omkvæd og et gentagende “vi er ikke kønne nok til at danse mere”.

“Luftballoner” er, ja, mere luftig i sin klang, et nummer der føles som om det vokser og letter, hvilket det så gør lidt over et minut inde, hvor omkvædet når skyerne. Selve teksten lader til, at handle om en lidt intellektuel type, der “ser sig selv i alle citater” og “du kan imitere alle forfattere”, men “hvis man er alle, er man så nogen?”, som der retorisk spørges, mens personens mangel på en selvstændig personlighed udstilles på ganske raffineret vis.

Pladen kommer dermed rigtig stærkt fra land, men desværre forsætter det ikke helt så gnidningsfrit. Anden halvdel af Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse er også forholdsvis stærk, men inden vi når derhen, så er albummet faretruende tæt på at støde på grund og gå helt i stå.

Efter det stærke udlæg følger tre numre, hvor tempoet sættes ned, og skygger og mere dunkle stemninger trækker op. I sig selv ikke nogen dårlig ting, men det er alligevel som om den slæbende og tungsindige “Jeg Mødte Dig”, den bastunge “Krig” og den nedslåede “Vinter” bliver for tunge at danse med, når de falder i rap. Apropos rap, der er en rap passage fra en mandelig gæstevokalist i “Krig”, som jeg overhovedet ikke kan med. Jeg har ikke noget i mod hiphop, eller genresammenblandinger, men det her virker malplaceret i mine ører. Til gengæld er den ulmende stemning og selve den instrumentale del vellykket.

“Vinter” er, som titlen måske antyder, en kølig og længselsfuld sag om én, der efterlades af en værre trækfugl, der forsvinder om vinteren og dukker op igen når det bliver forår. Smukt sunget, men… ja… efter to halv-lange, døsige numre, så trængte man lidt til et los i røven.

Det får man ikke på “Pulverkaffe”, til gengæld er teksten god, “smagen er okay, men vi er mere”, lyder noget af konklusionen. Det lyder som en hyldest til hverdagen og at det kan være okay, at brygge kaffe på lunkent vand og have “lunkne problemer”. Den minder mig lidt om Annika Aakjær’s “Missionær”, bare med det omvendte budskab?

Der følges stærkt op med, at ukulelen endelig gør sig tydelige indtog på den lille, fine “Lykkelige Løgne”, der med baggrundssnak og klirrende flasker beskriver en sen nattetime på en bar, hvor vores fortæller bliver forsøgt smooth talked af en af nattens sidste charmetrolde. Kort og skarp. Det er måske samme type, der er omdrejningspunktet i den efterfølgende “Du Tænker Ikke”, det naturlige valg som førstesingle.

Pulsen stiger igen, på en urolig og lidt ubehagelig måde, mens det stille og rolig falder fra hinanden for Katinka. “Det slutter hvor det begyndte, på et træbord der slider huller i mig // Du sagde du tænkte ikke, det var vist for meget at forlange af dig”, lyder det, ikke lystfuldt eller ondskabsfuldt, blot konstaterende og lidt nedslående. “Du glider væk, du flyver væk, du er jo så let, du tænkte ikke” lyder det mens musikken når sit klimaks og kulminerer i noget drømmende og stort.

Her kunne vi godt være stoppet for min skyld, men vi skal lige have den dovne og skvulpende “Sommerkold” med, hvor nogen får lov til at at finde tryghed mellem nogens ben i den lumre sommervarme, selvom hovedpersonen er “sommerkold” og er “blevet forbrændt for mange gange”. Eh, det bliver lidt, tja… til gengæld får man en fin formulering som “hvem leder efter grønne blade på visne træer”, at hygge sig med i skyggen.

Første gang jeg lyttede Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse igennem var jeg ærligt talt en smule skuffet. Ikke fordi det lød decideret dårligt, men ovenpå nævnte EP, som jeg synes ramte temmelig meget plet, så virkede det her både som for meget af det gode, og samtidig som for lidt.

Måske fordi man sidder og længes efter, at Katinka kommer helt ud af komfortzonen?

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Katinka på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.