Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Jeppe Zeeberg: The Full Experience ★★☆☆☆☆

Jeppe Zeeberg: The Full Experience ★★☆☆☆☆

450
0

Big-band forsøget og foredraget The Full Experience har høje ambitioner og prøver også med store armbevægelser at fuldbyrde dem.
Projektet ender dog med at blive lidt rigeligt studentikost og den musikalske udførelse står ikke mål med de mere foredragende idealer.

Vi får mange ting ind af døren hos GFR og Jeppe Zeeberg udfordrer på flere planer. Det havde ét eller andet sted været nemt at sige, at vi altså ikke anmelder big band-musik. Men det ville også være FOR nemt og undtagelsen gøres her fordi, de foredragende elementer kalder på en anmeldelse.

Hvad er det så for noget? Jo, værket åbner med en vignet med en digital, kvindeligt og meget britisk lydende stemme, der forklarer hvordan kunstneren ikke kan kontrollere hvordan lytteren opfatter et værk. Men på den mere formanende bane påpeger stemmen også, at man som lytter selv har ansvar for at få en god oplevelse – brudt ned i seks punkter.

Og det er så værket. Med brug af et big band og nogle synths, sættes der eksempler op, der mere eller mindre relaterer sig til de seks ’lyttepunkter’, der opridses.

Eksempelvis er det første punkt en formaning om ikke at fortabe sig i individuelle præstationer eller være alt for helhedsorienteret. Det skal balanceres, må det forstås.
Det følges så op af et nummer, der minder lidt om outroen i ‘Hey Jude’, men så afbrydes af en klaversolo, der bedst kan beskrives som noget der lyder som produktet af hvordan det ville lyde, hvis man fik en computer til at skrive en klaversolo ud fra nogle parametre – hvor ’sammenhæng’ og ’lytteværdighed’ ikke er medregnet i ligningen. Ikke så godt.

Andet punkt er at en kompositionsvalg, produktion og valg af musikere.Det udmønter sig i et nummer, der – hvis det ikke allerede havde haft titlen ‘We’re Gonna Party Like It’s Anton Webern’s Birthday’ – ret præcist kunne have heddet ’Tema, der udvikler sig til slåskamp mellem to saxofoner for siden via fuglefløjt at overgå til guitarlir’. Jeg ved ikke, hvilken af de to titler, der er bedst. Strenge (!) at høre på, er det i hvert fald.

Tredje punkt er at musik er to ting: Dokumentation af musikken, der skal spilles – det andet er det, musikken afbilleder. Det følges op af nogle stykker, hvor vi som lytter opfordres til at visualisere noget til.
Fint.

Fjerde formaning er at alt i et værk er én komposition – fra dele af musikken, til medie og visuelt udtryk.

Femte formaning er at man selv bestemmer, hvordan man opfatter musikken. Og at det dermed bliver lytterens valg/ansvar. Det følges op af et (bevidst?) enerverende nummer, hvor et distorted orgel lægger en repetitiv figur og følges op af et klaverstykke.

Og det sjette lyttepunkt er en narrativ tilgang, hvor man risikerer at ’misse’ historien ved at fokusere for individuelt eller for meget på teknik og tekstur.

Først og fremmest: The Full Experience er ambitiøst. At prøve at hjælpe/lære lytteren til at få en god oplevelse af det, det er at høre musik. Hurra. Problemerne opstår dog, når de seks punkter bliver formanende eller belærende. Og selv om ingen af punkterne er ’forkerte’ så er nedbruddet i seks punkter ikke udtømmende – der er heldigvis masser af flere aspekter ved det at lytte til musik.

Men værst er det nok, at musikstykkerne (der bliver eksempler) ikke er voldsomt gode eller interessante. De bedste numre – ud fra sammenhæng, flow, teknik og selvfølgelig smag – er et funky stykke og ét, der får et surf-præg. Men der er for mange, der er lidt musikalsk ligegyldige – og da især, hvis vi fjerner foredragselementet fra værket.

Endelig er der noget arrogant / sært over, at man på den måde instruerer lytteren (eller i dette tilfælde: Anmelderen) i hvordan musik skal/bør opfattes. Det er der selvfølgelig mange bands, der gør – ikke mindst i pressetekster, der ofte bliver øvelse udi bullshit bingo – men anmelderi (og lytteoplevelser) skal selvfølgelig være frit og ikke programmeres af kunstneren.

Det selvmål, der ligger i på den ene side at understrege at kunstneren ikke kan bestemme over lytteren – og så efterfølgende med formaninger forsøge dette er, ja, åbenbart.

Skulle jeg derfor give karakterer efter 7-trinsskalaen for foredraget/værket ville det blive et lille 2-tal: Bestået, men også fejlagtigt i narrativet, i svaghed i eksemplerne og både som helhed og på de mere individuelle elementer ikke særlig stærkt. Selv hvis vi skulle rense for de foredragende elementer, som så blot bliver lidt forstyrrende, er det bare ikke særlig godt.

Hvad har jeg så anmeldt? Jo, et musikværk. Men også hvordan der ligger en gevaldig fare i at prøve at ’frame’ en lytning for meget. For hvad så, når der ikke leveres?

Alt i alt har det været interessant at møde værket og intentionerne. Men godt viste det sig ikke at være.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Udkommer 19. april

Previous articleRýk: Jonquille (EP) ★★★☆☆☆
Next articleSort Mono: Tokommanul Tetralogien (EP/Playliste) ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.