Jacob Faurholt: Shake off The Fear ★★★★★☆

0
307
views

Singer songwriter Jacob Faurholt er en produktiv herre, som har udsendt over 10 plader. Nu er han aktuel med sit 8. soloalbum, hvor den kreative åre stadig flyder ufortyndet. Stilen er velkendt og set før men den personlige vinkel, samt Faurholts flair for ørehængere får de små sange til at gå rent ind.

Han kan noget med små, enkle melodier og lettere sørgmodige sange, som er akut smittende og underligt opløftende, selvom de bærer titler som “Super Sorry”. Han synger nogle gange, som om han er en undskyldning for sig selv. Alligevel er der lys i mørket, “The Dark Isn’t Right”, “Shake of The Fear” og her, afslutningsvis endda en “Rainbow In The Sky”.

Faurholt søger stadig den “lille” melodi men, en der stadig har brede nok skuldre til at kunne løfte de store emner og følelser. Det er dog som om lyden har fået et “løft” denne gang, det er ikke længere så lo-fi skramlende som på tidligere plader. Samtidig er det som om der sniger sig nogle country vellyde ind, et mere åbent og indtagende lydlandskab foldes ud. Som om Faurholt løfter blikket og skuer mere ud mod horisonten. I hvert fald rent lydmæssig, teksterne virker stadig som om de bokser med indre konflikter og det vraggods man kan have svært ved, at komme af med, mens man vandrer gennem livet. Men der er håb i mørket, hvis man omfavner det og finder lyset derinde:

“All my life there’s been some dark moons // Dark passages // Then there’s you // Let the dark take you, don’t let the dark break you // Let the dark hunt you down // Now I’m 40 years old, I feel kind of experienced // There are a lot of things to do // And I’m in love with you”.

Sådan lyder andet vers i den roligt vuggende “Dark Moon”, hvilket samtidig er halvdelen af det kun 2 minutter og 11 sekunder lange nummer. Helt skåret ind til benet men ikke underernæret – den er lige som den skal være. En diskret kvindevokal bakker stedvis op, som det symbolske lys i mørket, den støtte og motivation Faurholt lader til at have brug for som guide igennem de mere ensomme og dunkle passager. Det er et vidunderligt nummer i al sin strålende enkelthed.

Den smukke, klare kvindevokal, kontrasten til Faurholts lidt mere kantede og “uperfekte” stemmeføring, dukker også op som en mere central bidragsyder tidligere på pladen, i den flotte ballade “Hide From The Dark”. Den er kvart i countryballade men det kammer ikke over og bliver klistret, eller for rørstrømsk. Det er et nummer der trods tvivlen i teksten efterlader mig med et smil på læben, fordi det er så uimodståeligt fint, følt og betagende udført og leveret. Og så er det et af mange eksempler, på det 9 numre lange album, på en melodi man føler man kender allerede under første lyt. Uden at det virker som en kopi af noget man kender. Der er bare noget elementært genkendeligt, og dermed trygt, over Faurholts melodier og sange.

Af og til er det måske lige på grænsen til, at blive lidt for selvmedlidende og klynkende, i hvert fald hvis man tager lyrikken for pålydende, overhører tvivlen/nuancerne og ikke opfatter at meget af det også kan ses som en hyldest til en ukendt modtager. Den der holder person(erne)/Faurholt oven vande når han er lige ved at drukne i ynk, som på den tempofyldte og mere rockede “Super Sorry”, hvor der rundes af med: “It’s not always easy to be me // I don’t see life as clear as I should”. Isoleret set kan de jo lyde lige lovlig EMO men, tidligere i sangen har det altså lydt: “so don’t leave me on behalf of what you might see // There is more than what meets the eye”.

Der er stort set altid kontraster og modstridende/supplerende følelser i spil hos Faurholt, “I’ve got some beauty and I got some pain // All inn all i feel my life is great”, lyder det på den banjoficerede “The Burning Ship”. Fulgt op af et “I’ve got you”, er det meste af pladen en hyldest til that special someone i Faurholts liv, ankeret, nu vi er på et brændende skib? Men som albumtitlen måske antyder, så er det ikke blot en hyldest men, også en erkendelse af, at man kan/skal ryste frygten af sig. Frygten for, at være lykkelig, eller at det er helt OK at være det?

Hvorom alting er, selvom mange af numrene og teksterne fremstår dybt personlige og på en måde også ganske udleverende, så synes jeg stadig at der er plads til mig som lytter. Nogle af følelserne kan man måske selv relatere til, især hvis man også er omkring de 40, eller er i stand til, pga. Faurholts inderlige og nærværende levering, at sætte sig i hans sted. Men jeg har egentlig fuld forståelse for, hvis man synes det hele bliver lidt for meget. Nogle lyttere vil sikkert sidde med “hvad kommer det mig ved?” fornemmelse efter de 27 minutter rinder ud.

Jeg er ikke en af dem…

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.