I Am Bones + The Malpractice, Radar 28/9 2018

0
469
views

Rollerne blev fredag aften byttet rundt, da side/solo-projektet The Malpractice kunne løbe i cirkler omkring det lidt ældre og måske mere veletablerede I Am Bones.

Jeg er 90 % sikker på, at jeg har set en afskedskoncert for I Am Bones, og ganske rigtigt blev koncerten i 2016 lanceret som ’det endelige endeligt’ for bandet.

Men her står vi, september 2018, og kan konstatere at Johannes Gammelby ikke bare stadig har liv i I Am Bones, men også sit solo-projekt, The Malpractice – begge har udgivelser ude i år  (som vi anmelder, når vi når til dem i vores anmelderbunker, red.) og begge er på plakaten denne aften.

I Am Bones ★★★☆☆☆

Radar er ikke hvad man kan kalde fyldt klokken 21 og det halv-tomme rum varmes op med munke-inspireret kor og punk over anlægget. Aldersniveauet hos de fremmødte er ikke udpræget ungt og der er – måske forventeligt? – overvægt af mænd med salt and pepper i skægget.

21.10 træder bandet på scenen og bag Gammelby, der prøver at styre guitar og sang finder vi en bassist, en guitarist og en heltemodigt spillende trommeslager.

Allerede som andet nummer får vi den poppede klassiker, ‘The Main Thing Is To Keep the Main Thing the Main Thing’ . Med fin energi, men tydeligvis også lidende lidt af noget rust, der ikke er blevet banket af.Eller noget andet. For I Am Bones er – eller var – et stærkt band, der ofte benyttede sig af poppede melodier, der blev blæst derudaf og nærmest råbt, mens andre passager i musikken skabte en ro og en kærkommen kontrast til den voldspop, man ellers udsattes for.

Men på denne aften lader det til, at bandet har mistet i trick siden debuten i 2004 og de efterfølgende storhedsår: For den desperation, der lå i de poppede råb, synes aldrig rigtigt at indfinde sig denne septemberaften.

Først efter et break i ‘TMTITKTMTTMT’ bliver der taget ved i lydbilledet og generelt synes det hele at være skruet lidt for langt ned. Hvilket nok ikke er helt korrekt, for der var fin lyd – nej, det ligger nok mere i, at den skarphed, desperation og de kontraster, som bandet ’levede’ af i sin storhedstid, lidt udebliver.

Det vil sige, at der mangler en del energi og de nye numre fra årets udgivelse bliver for så vidt leveret energisk nok, men også med en nervøsitet og en mangel på at komme ud over scenekanten. Det er altid underligt til en koncert at kunne se folk arbejde for det, men at man så ikke rigtigt kan mærke det. Men det beskriver meget fint I Am Bones’ koncert.

På den positive side er der dog god stemning blandt publikum, og Radar er vel godt halvfyldt under koncerten.

Med tilsigtet ironi brokker Gammelby sig over, at de nye numre kræver så meget stemning op og ned af guitarer, men faktum er, at det havde været meget sjovere, hvis de blev spillet med overskud og energi.

Med fare for at lyde som en anmelder, der bedst kan lide det gamle materiale, vil jeg konstatere, at bandet og performancen bliver bedre, da der findes ’hjem’ til mere kendt stof, og ‘Home Is The Corner of Hell That Didn’t Catch Fire’ indleder et par numre, der minder os om, at I Am Bones virkelig har haft fat i noget – og stadig kan levere det.

Men her er vi allerede halvvejs igennem koncerten og selv om det bliver bedre, det virker som om bandet har spillet sig varmt og energien i glimt begynder at stige, så mangler der stadig nogle procent for at det er rigtig godt.

Ikke for det: Trommeslageren er en fremragende indpisker, Gammelby kæmper og guitaristen spiller nogle skønne, skæve soloer. Men det løfter aldrig lang tid af gangen. Igen ville det være nemt bare at påstå at det gamle materiale bare ER bedst, men da der falder et sprit-nyt nummer, som fungerer ganske fint live efter ti numre, bliver det nok bare tydeligt, at det har taget bandet noget tid at spille sig varmt.

Inden da er det også blevet til et The Malpractice-cover og ‘Let’s Leave The City’ leveres også næsten fint, selv om bandet for første gang synes at kage lidt rundt i tempoet.

Desværre bliver I Am Bones’ koncert dermed lidt en svingende oplevelse. 50 minutter byder på virkelig fine numre, men alt for ofte er det lidt usikkert, når til trods for hårdt arbejde fra bandet ikke ud over scenekanten og det generelle indtryk er desværre ret skuffende.

Derfor er der også lidt nervøsitet hos denne anmelder for, hvor vidt The Malpractice så vil fortsætte i samme rille, da bandet trods alt ikke har lige så stærkt materiale i bagkataloget.

The Malpractice ★★★★★☆

Ha! Den slags bekymringer kan bare pakkes væk!

Om det præcist er Gammelbys befrielse fra en guitar, han på aftenen ikke rigtigt har behersket fuldt, om det er det generelt mere potente udtryk, eller om det er udskiftningen af bandet bag Gammelby, der gør udslaget, skal jeg ikke helt kunne sige.

Men fra første tone bliver vi blæst helt anderledes bagover. Bandet består af tre mand fra Town Portal samt Manoj Ramdas.Og de er ikke kommet for at tygge tyggegummi.

Flere gange tænker jeg over, hvor det dog var, jeg så nogle så nørdet udseende folk spille så tight og åbne og lukke smadder… Og kom til den konklusion, at vi skal tilbage til Kashmir i Huset, Århus under udgivelsen af Cruzential for at finde det samme tighte, legende fokus på pauserne, kombineret med en kompakt, smadret lyd og en vis mængde tongue-in-cheek og nørdet intensitet. Det er mildest talt imponerende!

Gammelby er hverken blevet bedre eller ringere på vokalen (ok, måske lidt bedre?), men kan nu iklædt spraglet skjorte karte rundt på scenen og være med når bandet headbanger, fange øjenkontakt og andre væsentlige ting. Al den desperation i vokalen, jeg savnede under I Am Bones-koncerten, leveres her til fulde.

Som tredje nummer falder førstesinglen ‘Potty Mouth’ og vi får godt smæk for skillingen. Med to guitarer er der stærk bund i lyden og bassist og trommeslager har en intern fest/konkurrence om, hvem der kan levere mest energi.

Der følges op med ‘Pig Latin’ og energiniveauet daler ikke en millimeter.Som sjette nummer falder en mere langsom, halvfølsom sag med falset-vokal, som til trods for at Gammelby ikke er den største sanger, sidder lige i skabet – båret af ekkoet på vokalen.

Det er som om, det hele bare har fået et løft og vi er blevet inviteret med – selv om måden har været at sætte en massiv mur af lyd op på scenen. Men ikke som til en metal-koncert, hvor lydtrykket er en effekt i sig selv. Nej, en stærk, kompakt lyd spiller sammen med breaks og pauser. ‘Lights Out: falder med et nærmest ballade-agtigt præg som ottende nummer og da Gammelby efter nummeret spørger, hvad den der kø, de lige undgik ved Storebæltsbroen egentlig handlede om, råber en begavet publikummer, at det selvfølgelig var Moonjam, man prøvede at fange. Ja, man følte sig henført til andre tider.

Massiv koncert af The Malpractice og jeg skal bestemt checke Town Portal ud, for de gutter løftede i den grad aftenen.

Eneste malurt i bægeret var encoret, som bestod af Gammelby alene på en guitar, han aldrig fik stemt rigtigt og en ballade, han ikke rigtigt kunne teksten til og som nok ret beset endte med at falde lidt på gulvet.

Men når alt er gjort op, var det en virkelig fremragende koncert af The Malpractice og sideprojektet kom på den måde til at overhale ’moderbandet’ på denne fredag aften.

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.