Helhorse: Hydra ★★★★☆☆

0
182
views

Helhorse er stadig et band, der gerne vil mange forskellige ting, og for det meste lykkes med en stor del af det. På Hydra er bandet skåret ned til fire mand og lyden er måske også nok slanket, ligesom der virker til at være mere fokus på melodiøsitet, men det er stadig et genkendeligt Helhorse. 

Helhorse har efterhånden mange år på bagen, og efterhånden er der også skiftet noget ud i bandets line-up. Nu består det af fire mand, og Mikkel Wad er stadig i front og et centralt omdrejningspunkt hos bandet. Bandets fjerde fuldlængde album, Hydra, landede d.23. august, og her er der igen smidt en række forskellige krydderier i den metalliske gryde. Vi er for det meste et stykke fra den gyngende tyngde fra Oh, Death, og i et mere varieret, nogle vil måske sige rodet, udtryk. Men sådan har det egentlig alle dage været med Helhorse, der som band har spændt over alt fra det kradsbørstigt hardcore-punkede til mere melodisk tungmetal.

Der sigtes tydeligvis også efter at ramme nogle radiovenlige omkvæd undervejs på Hydra. For eksempel på singleforløberne ‘Avalanche’ og ‘Overboard’. Førstnævnte har et fængende anslag, inden den buldrer lidt mere kaotisk afsted og stikker i et par forskellige retninger. På sidstnævnte går der sludget tungrock i den, og Mikkel Wad’s vokal lyder som om den sigter efter en moderat Ozzy-vibe. Alt i alt fungerer begge numre fint som appetitvækkere og indledning til albummet.

De følges af endnu en overvejende melodisk sag, ‘Outcome: Ruin’, hvor korstemmer føjer et lettere melodramatisk præg til undervejs, inden Wad sætter i et skrigebrøl. ‘Cycles of Vain Attempts’ stritter også i flere retninger med endnu et radiovenligt omkvæd (“Never gonna be/Never gonna be a better tiiime”), blandet med fandenivoldske temposkift, inden ‘Northern Lights’ tager tempoet helt ned, og vi skal ransage sjælen med atmosfæriske guitarer i baggrunden. Her bliver det måske lige gumpetungt og pænt nok til mig, men man må give Helhorse at de ikke er bange for at udforske nye veje.

Der er nu atter groovende tyngde indledningsvis på titelnummeret ‘Hydra’, hvor en hjemsøgende vokal ligger i baggrunden, inden tempoet skrues op, og der hugges tungt igennem, så man kommer til at tænke på groove thrash fra 90’erne – altså af den gode slags. Der tonses igennem på ‘Crystal Blades’, og her, som andre steder på albummet, har Mikkel Wad ind i mellem anlagt en lidt mere kradsbørstig dyb vokal, som varieres med mere ren sang, og skrig.

Det er lige før det nærmer sig radiovenlig punk på ‘Scarlet Meadow, Scarlet Brook’, mens ‘Under a Bad Moon’ er mere vuggende og svajende i sin tyngde. Begge er dog numre, jeg ender med at skøjte lidt let henover, og hurtigt har glemt igen, for at nå albummets punktum, ‘War Drums’, der binder melodiøsitet og tunge riffs sammen i en fin pakke på knap syv minutter. Det ulmer indledningsvist med først dumpe stortrommeslag, så en buldrende bas, så bækkener, og så riffet. Det er vist hvad man kan kalde tålmodig opbygning, selv om det kun tager godt et halvt minut før der brøles “Waaar Druuums” og nummeret for alvor er i gang med et let slæbende groove. Det betyder dog ingenlunde at der er givet køb på melodiøsitet og storladenhed, for vi skal både op og ned i intensitet undervejs.

Vi får også fint udfoldet melodisk guitarspil (det er vel sådan set et par soli), i den stærke finale, og mon ikke ‘War Drums’ kan fungere som et solidt outtro-nummer for bandet live?

Helhesten virker stadig til at være i god form på Hydra, som også er et album, der godt kunne ramme et lidt bredere publikum. Flere af numrene har i hvert fald radiopotentiale, og det virker til at Mikkel Wad tøjler sin vokal en smule mere end på tidligere albums. Omvendt rammer Hydra ikke højderne fra Oh, Death, men mindre kan også gøre det. Helhorse er fortsat bundsolide og sprængfyldte med energi. Vi lander på 4 stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.