Gutter Island ’18: Reportage og anmeldelser fra fredag d. 17/8

0
1074
views

Så blev det fredag, dag to på Gutter Island og en dag præget af lidt mindre alkohol indtag, meget mere musik og en hel del mad. Her kan du læse stort og småt om koncerter med navne som Yahowa, Electric Eel Shock, Heatfarm, Drön, Eskiz, Gorilla Angreb, Jim Jones & The Rightious Mind, Drone of The Dragonfly, Get Your Gun og Cosmic Wings.

Av, torsdag gjorde da ondt på fredag da jeg slog øjnene op lidt i 8 efter knap 3 timer søvn. Nu kogte teltet allerede, ud i en fart og tage straffen for førstedagens griseri i strakt arm. Eller strakt og strakt, det var sgu en lidt tung formiddag for en ældre skribent, der burde vide bedre men lod sig overvælde af Gutter-stemningen.

Nuvel, man kom igen, pumpet fuld af lejrkaffe og æg og bacon, så dagens skriverier blev nogenlunde hurtigt overstået foran teltet – open air kontoret. Havde stadig lidt strøm på laptoppen, så blev for doven til at opsøge det telt Gutter har været så venlige at opstille til medierne. Men her sidder jeg så i skrivende stund! Som den eneste… hallo? Er her nogen?? Nå, apropos presse og dækning, så kommer det her til at veksle mellem korte anmeldelser med stjerner og reportagestil, både så vi bliver færdige i dag, men også fordi min slidte hjerne ikke kan holde til, at se musik uafbrudt i 12 timer og anmelde hele lortet. Så den tager pauser hist og her – og skriverier tilpasses derefter. Plus, masser af det her musik er helt ukendt for mig, så jeg famler i delvis blinde!

Ved middagstid trak vi over for, at kigge lidt på folk med tømmermænd blive smidt af af en mekanisk tyr i de indledende runder der skal skille fårene fra bukkene inden den vigtige finale senere i dag (lørdag). Topatleter hele vejen rundt, men man kunne godt se hvem der havde medfødt teknik, nå ja, eller mindst tømmermænd… eller ikke var fulde lige i dette øjeblik. Man snuste også lige til dagens første kolde øl, det gik hæderligt, men det var en nepotisme Cocio, som man pludselig fik stukket i hånden fra vores “ven af huset” fra Gutters bagkontor der for alvor fik sat fut i dagen.

Lige indtil jeg fik overtalt mig selv til, at købe en Ramen med æg til 55 kr., hvilket jeg burde have vidst ville efterlade mig med en lille fornemmelse i kroppen af at være blevet taget ved næsen. Der var et helt æg i, det skal de have. Og nudler. Og suppe. Og… en følelse af, at man lige havde betalt 55 kr. for en potnudel som koster 1/5 i Netto. Meeeen, den fyldte da et eller andet ud for en stund…

Det blev en dag med adskillige ture frem og tilbage mellem pladsen og lejren, fordi man lige skulle hente et eller andet, finde folk, have lidt læ og flygte fra de aggressive hvepse, som havde indtaget pladsen. Den ene forfulgte os næsten helt ned til lejren, motherfucker! Nå, men det gør også at tidslinjen bliver lidt rodet i det gamle hoved, men jeg er ret sikker på, at vi efter nogle ture rundt om os selv gik mod Udescenen, som den blot hedder i år.

Yahowa ★★★★☆☆

Yahowa er sgu en meget spøjs størrelse, er det punk, er det rock, er det stoner, er det lidt grunge, er det dødseriøst eller med masser af glimt i øjet? I løbet af deres cirka 40 minutter på scenen kom man hele vejen rundt, men blev måske ikke meget klogere på hvad bandet egentlig er ude på – ikke at det gør noget. Men det kan måske komme til, at overskygge bandets musikalske kvaliteter, at man står der og undrer sig lidt.

“Vi er muligvis det bedste band der kommer til at spille her, så sur røv for de andre”, proklamerede forsangeren kækt inden sættets andet nummer. I like that attitude! Så er spørgsmålet om det var for sjov, om de selv troede på det eller om de kunne leve op til det.

Når de fyrede numre af som de herligt betitlede “The Retard Fucker Who Fell To Earth” eller “Broken Glass In Your Ass”, så kunne der være noget om snakken. Altså den om, at de muligvis er de bedste. Yahowa har måske bare ikke helt nok numre fra øverste hylde endnu, så koncerten hovedsageligt kommer til at bestå af materiale fra den midterste, men det er nu heller ikke en dårlig ting. Slet ikke når det leveres med selvtillid, attitude og godt med nosser, og det havde Yahowa rigeligt af.

Sættet blev også trukket ud med et covernummer af Elevators To Hell, som bandet slap udmærket fra, men som også føltes en lille smule som et klassisk “vi skal have fyldt tiden ud” nummer. Det nummer var i den mere afdæmpede ende, ellers brummede, savede, smadre-rockede og skreg bandet sig igennem det meste af materialet, som det sig hør og bør i en beskidt “genre” som denne.

Men hele tiden med den der tvivl, er det her bare nogle super cocky og arrogant struttende typer, eller er Yahowa et band med masser af selvironi. Jeg hælder mod det sidste, også fordi forsangeren jævnligt stod med et lumsk smil eller som om han ikke helt kunne holde masken når han havde fyret en bemærkning af. Denne udstråling fra bandet var næsten koncertens højdepunkt, det gav det hele et ordenligt skud personlighed – det kan man komme langt med.

Indtil de lige få skrevet den sidste bunke hits, så ender vi på 4 stjerner. Men muligvis de bedste 4 stjerner der bliver uddelt på denne festival!

Så var det direkte ind til Teltscenen, hvor den stod på japansk besøg fra Electric Eel Shock, som har en 25 år på bagen og gør sig indenfor noget garage rocket med en 80’er heavy slagside. Ja, faktisk var de måske en smule genreforvirrede og virkede som tre rockhoveder, som bare spillede den musik de er vokset op med eller elsker og så ikke skævede så meget til genrekasser.

De var voldsomt energiske og underholdende, også i en grad så det af og til virkede lidt gøglet, men meget charmerende og “glad”. Koncerten startede med, at forsangeren fremviste sin behårede armhule og satte den op mod mikrofonen, af en eller anden grund?! Og så gik det ellers over stok og sten med vilde ansigter og grimasser, fægten med arme og ben, hoppen rundt og fuld skrald på alle fronter. Bassisten forsøgte i koncertens begyndelse at klatre op i den ene højtaler konstruktion men måtte opgive, da han ikke kunne komme videre end halvvejs. Nå, ned igen og spjætte videre.

“You Bastard” var indledningen og første egentlige sang, tror jeg, der blev lagt fra land med noget der bare virkede som feststarter jam. Et slogan man også finder på bandets merch, hvor forsangeren med, næsten klichéfyldt japansk accent på sit engelsk fik forklaret, at deres t-shirts var “good UK quality, you buy one!” mens deres CD’er var “cheap quality made by shitty japanese print company – so you buy two!”. Og sådan kørte det så ellers derudaf med masser af humor og spillen på alle klichéer fra bandets egen side. Meget afvæbnende, men også med til at give det hele et lidt cirkusagtig præg.

Bandet blev klappet på scenen igen, det ved jeg ikke om de var helt klar på, så de indledte ekstrasceancen med et brudstykke-medley med småbidder af blandt andet “Sweet Child ‘O Mine” og “Rock You Like A Hurricane”. På en måde meget passende og i tråd med deres eget nummer “So Much 80’s”, der blev spillet tidligere i koncerten.

Efter den omgang gak og løjer var regnen nået til Gutter Island, så vi tog en halv musikpause og fik lidt af Heatfarm med fra teltåbningen, mens de danske veteran punkrockere tog kampen op mod vjerguderne på Udescenen. Jeg kunne godt lide numrene “Traktor” og den skønt betitlede “Hævn Over Skøgen”! Mens Heatfarm lukkede ned trak vi mod lejren for at finde noget mere, og lidt mere tørt, tøj og liiiige sidde lidt og hvile de aldrende ben.

HOV, fuuuuck, det var da Drön som gik på Teltscenen som de næste, argh, dem skulle vi jo se. Vi nåede, desværre, kun de sidste 3 numre, men den tungt rumlende duo efterlod nu et rigtig fint indtryk. Ja, opsætningen med kun vokal, guitar og trommer fordelt på 2 mand har sine begrænsninger og sætter nogle høje krav til både sangskrivningen og opfindsomheden, men vokalen var rigtig stærk, de hamrede forbandet hårdt igennem, så tilgav man også at kreativiteten og variationen i sangene måske ville føles lidt opbrugt efter meget mere end de 3 numre vi nåede at høre.

Så skulle vi et smut til Tyrkiet med Eskiz, hvor man åbenbart har en lille, men ret så solid rockscene, som hvad den “rigtige” stil og lyd angår ikke halter efter de vestlige markeder for den slags. Bandet består blandt andet af 1/3 Ringo Jets, som er gamle kendinge og favoritter her på festivalen, resten af det band optrådte i en anden konstellation senere på dagen.

Bandet kom rigtig stærkt fra land og slap blandt andet mere end helskindet fra, at kaste sig over Iggy & The Stooges glammende og glubske “I Wanna Be Your Dog”, der fik en lidt mere retro-rockende overhaling. Den var ikke helt så beskidt og farligt klingende som originalen, men stadig med bid nok til, at den kom sikkert i hus.

Men, det er selvfølgelig, igen, også en måde at fylde sættet ud på og som koncerten skred frem begyndte det at virke som Eskiz måske ikke har så mange numre endnu. I hvert fald ikke nok til, at holde en koncert på 45 minutter kørende, så det virkede som om der blev trukket i sangene i alle ender og kanter for, at fylde tiden ud. Især de sidste to numre virkede noget lange i spyttet, hvor der blev rocket og liret ud.

Videre! Hele tiden videre, ind i teltet igen og se om Gorilla Angreb kunne leve op til undergundshypen. What is all the fuss about? Gorilla Angreb er hvad jeg ville betegne som et klassisk “Ungdomshus punkband”, med tekster på dansk. De var i første omgang aktive fra slut-90’erne og op til sidst i 00’erne  og blev så gendannede til nogle koncerter på Loppen for nogle år siden. Og har siden været sporadisk aktive.

Loppen ville måske også have været en bedre ramme, jeg synes teltet virkede noget stort til denne form for ret simpel punk. Der var da også godt med albuerum så folk kunne få hoppet og moshet lidt oppe foran, men det var vanskeligt at få skabt den der svedige trykkammer stemning, som ville passe godt til de punkede toner. Det gjorde også at energiniveauet faldt som koncerten skred frem og det endte som en blød mellemlanding, og så var man på vej mod næste destination.

For dele af redaktionen var destination Gogo Loco på Udescenen, som der kommer noget om på et senere tidspunkt, mens jeg fik mig en Burger og en slapper. 60 kr. for en cheeseburger, hvor bollen var kold og ubagt, osten helt stiv og ikke i nærheden af at være smeltet og man ikke fornemmede nogen form for kærlighed sive ud af den. Så var den da prøvet.

Efter et hvil på en bænk, hvor man lige kunne koble lidt af, nyde aftenhimlen og synet af en mand der væltede på vej op af bakken nede fra Fortet med en pølsemix og en fransk hotdog i hænderne (alle involverede parter overlevede på mirakuløs vis!) var det tid til at lade mørket skylle ind over en.

Vi fik smagt en lille bid af Jim Jones & The Rightious Mind, men det blev efter en ret fed retrorockende indledning hurtigt en lille smule for “underligt”, eller krævende måske, for min hjerne, der skulle være frisk til senere brug. Så det blev ved en standard 4-numres smagsprøve. Det virkede heller ikke som et voldsomt stort trækplaster i prime time, da teltet fremstod noget affolket. Underligt? Nå, måske flere ikke helt var klar på Jim Jones…

Drone of The Dragonfly ★★★★☆☆

Jeg troede egentlig, at Drone of The Dragonfly mest var et studieprojekt da jeg sidste år anmeldte en split-LP som de var en del af, men her var de så, som band. På LP’en serverer Drone Of The Dragonfly 3 numre, men med hele 4 forskellige sangere krediteret som “gæstevokalister”, så jeg var lidt spændt på, hvordan det her blev leveret live.

Det gjorde det med skiftende forsangere, så jeg gætter på, at det var de 4 fra pladen, sorry hvis jeg gør nogen uret her, hvilket egentlig fungerede rigtig godt indtil kæden hoppede af for mig under afslutningsnummeret. Indtil det øjeblik havde bandet mig i deres hule hånd og som mørket indhyldede pladsen, kun brudt af sparsomt og spredt brug af lys fra scenen, stod jeg og blev suget ind i bandets fremmedartede lyd.

Drone of The Dragonfly summer og brummer, de svæver og danser, de bygger op og op og op, så man næsten ikke kan vente på udbruddet længere, og, så kommer det måske ikke. Det er hypnotisk, det er eksotisk med sin brug af citar i stedet for en guitar, så det hele får et lad os kalde det “orientalsk” præg. Det lyder lidt som noget fra en anden verdensdel og alligevel velkendt. Min sidemand kaldte dem på et tidspunkt “en mere spaced out udgave af A Perfect Circle”. Jooo, måske? Der er også noget Maynard’sk messende over vokalen (erne), i varierende grad.

Samtlige numre på LP’en varer over 7 minutter, så der var rig mulighed for, at stå og stene væk til den trancefremkaldende “Red Willow” inden jeg for alvor forsvandt ned i kaninhullet på den dunkle “Into The Metre”. Her blusser der nogle skyggesider op i fuldt flor og en følelse af uro og ubehag tager over, ikke mindst når det lyder ud af de hypnotisk dansede skygger:

Then she turns on the webcam
And starts to undress
More commited than beautiful
Less fun than just really gone
My antention to the matter just scatters
Since it still turns me on

Da nærmede vi os en topkarakter til bandet, men så dukkede isbjerget pludselig op ud af det blå i form af koncertens sidste nummer, hvor vi fik to sangere på scenen og det ætsende momentum som var blevet opbygget den foregående halve time forduftede fuldstændig.

Jeg synes nummeret, med sin mere frembrusende og pågående garage-skramlede stil virkede helt malplaceret i forhold til de øvrige numre. Den sindstilstand man var blevet sat i forsvandt på et kort øjeblik med en brat opvågning til følge og man stod med en forbløffet fornemmelse i kroppen, “hvad helvede sker der nu? Hvorfor gør I det her, I slår koncerten ihjel!”.

Det var måske også meningen, og det kan være min smag den er galt med, men de klimaks man stod og ventede på efter så meget opbygning blev i stedet for noget af et anti et af slagsen.

Så stod man der med uforettet sag, hvad så nu?! Vi trak ind i bunkeren i Fortet og fik os lidt koldkrigsstemning i en ensom sofa placeret i et meget stort, tomt rum der fungerer som dansested om natten. På dette tidspunkt var der dog hverken DJ eller dansemus, bare os… stirrende ud i det tomme, lavloftede rum. Hvad med noget pølsemix fra Skinkekutteren? Jo, den er god og til den favorable pris af 35 kr. får man en hæderlig mængde føde for pegene, tilmed en blanding som sikkert er rigtig god for krop og sjæl!

Get Your Gun ★★★★★★

Wauw. Sådan, mand, sådan river man en ø og dens beboere rundt på tre kvarter! Bevæbnet med hovedsageligt numre fra sidste års plade, Doubt Is My Rope Back To You, cementerede det nordjyske rockband, at de ikke blot efter danske standarder er er i en klasse for sig. De har kort og godt format til meget mere.

Det vidste man nok godt i forvejen, hvis man tidligere har oplevet bandet live. Det er dog ved, at være nogle år siden, at jeg sidst havde den fornøjelse, faktisk skal vi nok tilbage til Uhørt i 2014 for mit vedkommende? Dengang med materialet fra deres debutalbum, som jeg, indrømmet, var noget mere inde i end det nye. Jeg har ganske enkelt ikke haft/taget mig tid til, at lytte nok til det nyeste album, beklager. Det skal der vist rådes bod på nu, for det var en ren magtdemonstration der blev leveret her.

Get Your Gun, med den karismatiske og magnetiske Andreas Westmark i front, svajer, hugger, vugger, bruser frem, trækker sig tilbage, fejer benene væk under en, bygger op og river ned og hiver en med ind i og ned i en mørk malmstrøm – om man vil eller ej, Lydbilledet er både knugende og truende, indebrændt og arrigt, foruroligende og rensende og fuldstændig kompromisløst. Der bliver ikke leflet for noget her. Som når Westmark sætter sig bag tangenterne og lader hans foretrukne angrebsvåben, guitaren, køle ned for en stund, og lader stilheden snige sig ind midt i sættet.

Bandet har styr på det, er i fuld kontrol og har modet til ikke af lefle for noget som helst og tage den heeelt ned, når øjeblikket er rigtigt. Det efterlader et indtryk af et modnet band, som har styr på hvordan man bygger et sæt op. Det er lige før, at man ønskede at de havde haft 15 minutter yderligere at arbejde med, så vi kunne have nået en bølgedal og top ekstra inden forløsningen.

“Call Me Rage” fra første album blev leveret med en rasende energi mod slutningen i koncerten, hvor det virkede som om bandet var lige ved at slippe grebet i tøjlerne og lade sig overmande af deres følelser. I hvert fald virkede det som et noget spontant indfald da Westmark, med mikrofonstativet i hænderne, fulgte i slipstrømmen af en stage diver og “skuldertackle kastede” sig ud i de forreste rækker, greb en gut i halsgreb og skreg ind i hovedet af ham og den stakkels mikrofon indtil der ikke var mere længde på ledningen og lyden røg. Sådan kan man også gøre det!

Tilbage på scenen blev der lukket og slukket på behørig vis, så man faktisk følte at der BLEV lukket og slukket. Gutter Island er muligvis hovedsageligt en garage rock festival, det er jo ligesom en del af navnet, og Get Your Gun falder dermed lidt udenfor normen og stilen i disse rammer. Men mørk aften var rammerne optimale til mørk rock og Get Your Gun beviste, at de hører til og ejer enhver scene. Fordi de vil og fordi de virker sultne.

Når man æder Gutter på den måde disker jeg sgu op med en topkarakter, selvom man godt kunne have ønsket sig endnu mere. Men nu skal jeg ikke være grådig.

Efter den røvfuld var hjernen og mit kødhylster egentlig henholdsvis fyldt op med musik og udtjent for dagen, men vi fik alligevel slæbt os over til Teltscenen for, at fange lidt af tyrkiske Cosmic Wings.

Granatchokket efter Get Your Gun havde dog på ingen måde lagt sig, så det blev også på lånt tid vi smagte på de tyrkiske kosmisk stenerrockende toner med den manglende del af The Ringos Jets plus det løse på scenen. De spillede fedt, den kvindelig forsanger har både stemmepragt og udstråling og materialet er sådan set også mere end solidt, men, vi var spent for the day. Så det blev kun til 3-4 numre, hvor lyden i højtalerne også lige nåede at ryge, inden vi blev suget ud af det store telt og trukket ned mod de mindre på campingpladsen.

Så lod man der og stenede lidt mens musikken og diverse spredte fester bragede løs i baggrunden… snoooooork.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.