Ghost By Nature: Antidote (EP) ★☆☆☆☆☆

0
965
views

“A giant leap for guitar rock”, sådan præsenterer Ghost By Nature sig selv. Desværre, for alle, så er det bestemt ikke et stort spring fremad der er tale om.

Alright, jeg vil egentlig helst have ja-hatten på når jeg anmelder og får ikke en perfid nydelse ud af, at slagte folk der sikkert har arbejdet hårdt og lagt noget hjerteblod i deres musik. På den anden side er der nok heller ikke nogen, der får noget ud af, at pakke det for meget ind, så….

Ghost By Nature har udsendt en virkelig dårlig EP, med 5 numre der bestemt ikke peger fremad eller på nogen måde bidrager med noget mindeværdigt. Det er kedeligt og lyder skidt produceret og så er vokalen grænsende til det decideret forfærdelige. Så er det ligesom på plads.

En skam, for der er glimt af nogle melodier der måske kunne fungere, ikke på en måde der revolutionerer den tungere rockhistorie, eller noget der minder om et direkte godt niveau, men dog ekkoer og glimt af noget “acceptabelt”. Desværre er det netop kun glimt, og det meste af alt andet rundt om er dårligt udført og lyder både bedaget og underernæret.

Der lægges ud med “The Antidote Of You”, der understreger vigtigheden i at starte stærkt. Det er ikke et stærkt nummer,  tværtimod står problemerne allerede lidt i kø fra start. Der er tale om tung, lidt boogie-rockende hardrock, jeg tænker indledningsvis Velvet Revolver og lignende og så kommer vokalen ellers helt skidt ind i nummeret og er fra start lidt all over the place. Uskøn skærebrænder, uelegant vrælen, tvivlsom bad boy og generelt ikke rigtig noget der lyder fedt eller overbevisende. Faktisk skærer det i perioder så meget i ørerne, at det totalt tager fokus fra musikken. I dette tilfælde gør det måske ikke så meget, men synes egentlig melodien er fin. “Fin”, ikke mere, men også klichéfyldt og forudsigelig.

“Painkiller” skruer en anelse ned for tempoet og op for noget anthem-præget, med et tilstræbt mere højtragende. melodisk omkvæd. Med de samme problemer på vokalen som i første nummer, nu er det bare næsten som om den får endnu mere gas og presses ud i ukendte farvande. Det fungerer slet ikke, og det kommer til at lyde som en konkurrence mellem instrumenter og vokalen om at overdøve hinanden.

Det bliver indledningsvis helt nu-metallisk på den efterfølgende “Lurking In The Dark”, der så slår over i noget semi-episk helte-metal klingende, hvor vokalen finder nye måder at overdøve musikken på og lyde presset ud over rimelige grænser. Omkvædet ville måske have visse fængende kvaliteter, hvis det ikke var fordi det var udført så ringe. Pludselig brager en guitar eksempelvis igennem lydbilledet og fyrer en lille solo af, som om den pludselig blev sluttet til.

Så skrues der godt op for heavy-rocken på næstsidste nummer, “Get In The Ring”, det mindst ringe nummer på EP’en. Måske fordi det på flere punkter minder mig om noget Ugly Kid Joe kunne have fyret af, bare uden humoren og glimtet i øjet. Men deres tid kom og gik også så hurtigt, at de nu kun er en skæg, lille parentes i rockhistorien… det er der måske også en grund til? Anyway, “mindst ringe” er ikke lig med godt, og god er den ballade-klingende afslutter “The Dark Side Of A Mona Lisa Smile” bestemt heller ikke.

Det er nok en henvisning til coveret, eller omvendt, der blandt andet viser Mona Lisa med en kranie-maske over ansigtet. Det er sådan set en fin idé, men og så en der, musikken taget i betragtning, virker en smule malplaceret.

Det er ellers ikke de fine idéer der står i kø på Antidote, der uden at træde for meget mere i det bare er en god, gammeldags forfejlet udgivelse, på så mange punkter, at vi desværre ender på næstsidste trin på stjerneskalaen.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Ghost by Nature på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.