Home Anmeldelser GFR Live: Sick Puppies + The Feud, Beta 13/4 – 2014

GFR Live: Sick Puppies + The Feud, Beta 13/4 – 2014

2298
0

Efter jeg for et par uger siden havde Sick Puppies’ nyeste album i maskinen, og ikke ligefrem knuselskede det, var jeg lettere spændt på, om de mon ville skuffe lige så meget live, eller om rockånden ville skinne bedre igennem på scenen.

The Feud **** (4/6)

Aftenes første band var de britiske elektrorockere, The Feud, hvis lyd lander meget godt et sted mellem Muse og Carpark North tilsat en gang glad 80’er pop. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde nogen synderlig kendskab til dem før koncerten, men deres glade party musik formåede faktisk at sætte ganske godt gang i aftenen. En god blanding af charme, selvtillid og uuh-uhh kor fra bassist Stephen Mildwater, gjorde det til en ganske fornøjelig opvarmning.

Desværre kunne frontmand Jamie Walkers vokal ikke helt følge med når det gik mest for sig, hvilket ødelagde de ellers gode popsange lidt. Man kunne godt mærke at The Feud, til trods for en god indsats på scenen, ikke var det folk kom ud til Amager for at høre denne aften, hvilket altid sætter en lille dæmper på løjerne. Med det sagt, var det dog en hæderlig performance og nogle solide elektro-pop-rock sange der blev disket op med, som endte i en ganske udemærket opvarmning.

Sick Puppies ***** (5/6)

Charme, selvtillid og lækkert kor var virkelig nøgleordene for aftenens show, for var der noget, jeg ikke var i tvivl om, da jeg forlod BETA efter koncerten, så var det at Sick Puppies’ frontmand Shim Moore har en forbandet charmerende stage persona. Til trods for en lidt svag start med ’Die To Save You’, hvor Shim tydeligvis ikke var varm, og det faktisk mere var bassist Emma Anzan der skar igennem, blev Sick Puppies derefter varmet op, og så rullede den ellers glimrende showmaskine derud af.

Der blev rocket, der blev hoppet, der blev opfordret til skulder klap til sidemanden, der blev hujet, der blev råbekæmpet mellem højre og venstre side af salen, der blev sågar jammet til ’Bulls On Parade’ midt i det hele, og ja, der blev i det hele taget spillet godt på alle rockshowets gode stemningsklicheer. Men takket være Shims charme fungerede det faktisk næsten hele vejen igennem. Publikum åd det råt og var helt med på det.

Den musikalske front var jeg lidt mere spændt på denne aften efter at have gennemhørt Sick Puppies’ nyeste album, Connect, for et par uger siden. Men jeg kan da med fornøjelse sige, at jeg nok må æde et par af mine ord i mig igen. Meget af deres materiale fungerer langt bedre live, når de kommer væk fra radiopoleringen, og pludselig kan man virkelig høre at bandet faktisk har rødder i den alternative metal/grunge scene med en god blanding af nyt og gammelt, der skar mange af de tårepersende kærlighedsballader fra.

I stedet kvitterede de med riffbaskere som ’Cancer’ og ’War’, hvilket gjorde det til en fornøjelse at høre på. Til trods for en lidt svag start og lidt meget kærlighed til rock-show klicheerne, var det faktisk en overraskende god koncert, og bandet, selvom de i øjeblikket er i gang med en længere Europa turné, så faktisk virkelig ud til at nyde at stå på scenen. Jeg må tage nogle af mine ord om Sick Puppies i mig igen, og indrømme at bandet kan levere et særdeles solidt live show.

Anmeldt af Christian “Hank” van Alstine

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleJomi Massage – Animal of Eden – 22/4 – 2014
Next articleDan Rose: You Were Here (EP) *** (3/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.