GFR Live: Little Johnny Walker og Kellermensch, Radar, 7/3 – 2014 **** (4/6)

0
2239
views

Kellermensch viste atter engang at de er et af de mest intense og velspillende rockbands i Danmark – men til gengæld er det som om bandets materiale i stigende grad stritter i forskellige retninger og bandet virker tøvende i forhold til at tage næste skridt fuldt ud. 

På en scene fylder Kellermensch godt – denne aften med 7 mand på scenen. I kontrast til det var opvarmningsbandet, Little Johnny Walker, der i følge forsanger/guitaristen var blevet samlet op i Esbjerg og medbragt. Duoen, hvis andet medlem var en trommeslager, fyldte ikke meget på Radars 360 graders scenen, som de stod der nærmest gemt mellem Kellermensch’s udstyr, men de leverede i løbet af deres halve time på scenen et solidt og tight indtryk, dog uden at melodier og riffs var helt stærke nok til at være mindeværdige. Blueset rock, ikke langt fra bands som White Stripes og The Black Keys, ikke så meget fikumdik og god bund i lyden, var hvad der blev budt på, men altså uden man blev blæst helt bagover.

Little Johnny Walker bag Kellermensch's trommesæt
Little Johnny Walker bag Kellermensch’s trommesæt

Aftenens hovednavn, ligeledes esbjergensiske Kellermensch, indtog scenen omkring kl. 22. Bevæbnet med trommesæt, elektrisk bas, gulvbas, violin, orgel, guitarer og to vokalister, gik bandet lige til biddet. Indledningen af koncerten bestod, ud over Neil Young coveret ‘Don’t Let It Bring You Down’, af nyere materiale, og vi skulle langt hen i koncerten før de første numre fra den selv-betitlede debut blev langet frem mod publikum. Som jeg fortolker det, et signal på at Kellermensch arbejder i en ny retning. Andet nummer var den glimrende intense ‘Pain of Salvation’, og allerede her gik frontmand og forsanger Sebastian Wolff i knæ på scenegulvet, med begge næver knyttet om mikrofonen. Intens og indadvendt, som han har været til alle de koncerter, jeg har set med bandet.

Efter den nærmest skramlepunkede ‘Rattle the Bones’ kommer der et par numre, jeg ikke umiddelbart har hørt før. Det er mere indie-rocket og – tør man næsten skrive det – dansabelt, end materialet fra debuten. Men ikke nær så spektakulært. Det får man bekræftet da først ‘The Day You Walked’ vælter ud over scenekanten med stor styrke som syvende nummer, og det er som om bandmedlemmerne nemmere kan få bevægelserne rundt på scenen mellem hinanden til at passe under sangen end under koncertens tidligere numre. Den følges af den voldsomme ‘Black Dress’, hvor medvokalist Christian Sindermann indtager den centrale placering vokalt. Begge sange modtages også med åbne arme af det medlevende og dedikerede publikum, som i det hele taget også giver en flot opbakning igennem det meste af koncerten.

En intens Sebastian Wolff
En intens Sebastian Wolff

Det giver også kredit til at fremføre den afdæmpede ‘Narcissus’, som egentlig er et ganske fint nummer, men som ovenpå de to monumentale rockere, virker en kende fesen, på trods af, eller måske på grund af, den nærmest indie-dansable afslutning. Jeg kan egentlig godt lide nummeret, men her kommer det til at fremstå lidt svagere end det måske fortjener, i mine ører. Den følges af to numre, jeg ikke umiddelbart kender (nye?), som hver især bevæger sig i mere rocket territorium, uden at ramme samme tyngde som numrene fra debuten. Hvilket understreges af ‘Dead End’ netop derfra. Et af de mere oversete numre fra debuten, men ikke desto mindre glimrende, og glimrende fremført, igen med Sindermann’s brøl som en god kontrast til Wolff’s vokal.

På dette tidspunkt af koncerten står Sebastian Wolff det meste af tiden inden på midten af scenen med sin mikrofon og stirrer ned i scenegulvet. Det fungerer desværre ikke optimalt, selv om det formentlig er gjort for ikke at forfordele et område af salen – en af bagdelene ved 360 graders scenen, som ellers giver næsten alle i lokalet en fornemmelse af nærhed til scenen, og et godt udsyn – hvis det da ikke lige er i modsatte ende af scenen, der sker noget.

’30 Silver Coins’ følger efter, og her har bandet, den afdæmpede fremførelse til trods, publikum helt med. Der bliver sunget igennem rundt omkring i salen og publikum er helt med igen. Det er de også på den efterfølgende ‘Army Ants’, der som en Bruce Springsteen-tank smadrer sig frem, inden afslutningen med ‘Moribund Town’. Som altid stærkt spillet, som altid udvandrer Wolff mod slutningen af sangen, efter at have forsøgt at parre sin guitar med mikrofonstativet, mens resten af bandet spiller nummeret færdigt. Altsammen til stor jubel, og da bandet har forladt scenen fortsætter publikum længe med klappe og råbe “Kellermensch! Kellermensch!”.

Bandet leverede endnu en velspillet koncert med god intensitet, men det er også som om jeg efterhånden kender bandets virkemidler godt, efter at have set dem en håndfuld gange før. De nye numre står ikke så stærkt i live-lydbilledet som de ældre numre, og derfor bliver det også numrene fra debuten, der sammen med ‘Army Ants’ og ’30 Silver Coins’ trækker stikket hjem. Det ser ud til at Kellermensch gerne vil bevæge sig i en anden retning end debutens monumentale tungsindsrock, og al respekt for det – der er bestemt også potentiale i det nye materiale. Men det betyder også at det virker som om bandet står i lidt af et vadested musikalsk. Jeg kunne  forestille mig at det måske kunne være en befrielse for bandet for en periode at undlade at spille ‘Black Dress’, ‘The Day You Walked’, ‘Dead End’ og ‘Moribund Town’ og lade det nye materiale stå i sin egen ret – men på den anden side er det numre, jeg til enhver tid ville savne på bandets sætliste. Oh, the ambivalence.

Jeg lander på 4 stjerner til Kellermensch, for en intens og velspillet koncert, og så vil jeg fortsat glæde mig til at høre bandet springe helt i den nye retning på et forhåbentlig snart kommende album.

Anmeldelse og fotos af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.