Home Artikler GFR Fokus: Anbefalinger til Roskilde warm-up dagene

GFR Fokus: Anbefalinger til Roskilde warm-up dagene

3689
0

Foto: Christian Hjorth/Roskilde Festival

Roskilde Festival er klar med programmet for warm-up dagene med musik på Apollo Countdown og Pavilion Junior scenerne. På Pavilion Junior scenen er der rigtig mange spændende navne indenfor rock og metal at komme efter, så her følger en lille guidet tur, til de bands vi synes, du skal tjekke ud.

Søndag d.30/6:

Første dag med musik byder på et par spændende navne i form af dansksprogede Navneløs, der blander cello, piano, støjende guitarer og Lin Rosenbecks karakteristiske vokaler til et særegent udtryk. Et spændende bekendtskab, som jeg glæder mig til at dykke mere ned i. Hvordan det fungerer under Pavilion Juniors teltdug kan du få at høre kl. 16.00.

Kl. 20.30 samme dag bliver der skruet op for aggressiviteten når norske Overthrow indtager scenen med deres metalliske punk, der sammenlignes med Converge, Cancer Bats og landsmændene i Kvelertak. Mit kendskab til Stavanger-bandet er begrænset, men aggressivitet og energi er der i hvert fald til overflod.

Mandag d.1/7:

Mandag er der primært ét navn, der springer i øjnene, nemlig de norske støj-pop/rockere i Dråpe. De unge nordmænd udsendte sidste år en ganske vellykket EP, som vi anmeldte her på siden. Med Hanne Olsen Solem’s vokal og et støjende univers, der omkranser den, er Dråpe absolut værd at tjekke ud for folk, der kan lide Serena Maneesh og Mew. Støjende rocket, men samtidig melodisk poppet. Dråpe spiller kl. 19.00.

Hvis man er til metal, så skal man i stedet indfinde sig foran scenen kl. 20.30, når Ajuna går på. De skulle spille “knusende kaotisk metal med et nordisk touch”, og der skulle være både skønhed og aggression i deres blanding af blandt andet hardcore og black metal.

http://youtu.be/wdIXbOxZWXk

Tirsdag d.2/7:

Så når vi frem til tirsdag, som byder på to anbefalinger. Den første er aarhusianske Go Go Berlin, der kækt har udråbt sig selv til “Danmarks bedste live-band”. Jeg har ikke selv oplevet kvintetten live endnu, men det har vores anmelder Bonde, der beskrev musikken således i sin anmeldelse af bandets koncert på Beta i april i år: “Go Go Berlin spiller nemlig en god gedigen omgang retro-rock, hvor energien, melodien og overskud er i højsædet, ja, det lugtede lidt af en stor 60’er-70’er-80’er smoothie, krydret med orgel, puddelhår og masser af guitar-soloer”. Det lyder sgu da som en fest, og det starter kl. 19.00!

Senere på aftenen står den på mørke toner, når de københavnske black metallere i Solbrud indtager scenen kl. 22.00. Bandet befinder sig i den atmosfæriske ende af black metal spektret og udgav i 2012 den selvbetitlede debut, som blev vel modtaget, blandt andet på grund af bandets evne til også at få en melankolsk og atmosfærisk skønhed med i rabalderet.

Onsdag d.3/7:

Onsdag er dagen før den officielle åbning, og her er der flere godbidder at komme efter på Pavilion Junior – især hvis man er til punk og post-punk.

Første skud på stammen er de københavnske post-punkere Lower, der spiller kl. 16.00. Bandet har blandt andet imponeret kollegerne i hypede Iceage (som spiller på senere på festivalen) med deres fjendtlige lyd og er en del af den blomstrende danske punk/post-punk scene.

Det samme er The Woken Trees, hvis debut, NNON, fik topkarakter her på siden da den udkom i marts. Bandet spiller kl. 17.00 og efter at have oplevet dem på Radar tidligere i år, kan det bestemt anbefales at finde vej ind under teltdugen til denne koncert. Det bliver måske ikke nær så hypnotisk med dagslyset lige udenfor, men mindre kan også gøre det. The Woken Trees har i hvert fald både materialet og evnerne til at fyre et brag af en koncert af og de unge eksil-nordjyder har i løbet af foråret haft rig mulighed for at øve sig i live-disciplinen i både Tyskland, Holland og Danmark. Forvent en intens og mørk oplevelse.

Et af de mere eksotiske indslag på Pavilion Junior er finske Pää Kii, som synger på finsk, og spiller energisk punk. De spiller kl. 19.00, og det punkede falder fint i tråd med dagens tidligere program, så har ørerne ikke brug for et hvil, så tag finnernes energiske angreb med.

Endelig lukkes opvarmningsdagene med et brag når stoner-rockerne Baby In Vain går på kl. 22.00. De tre unge piger kalder deres egen musik for “bare rock-musik”, mens andre har kaldt det stoner-rock, 90’er rock, og grunget. Hvilken betegnelse, du synes passer, kan du selv finde ud af denne onsdag aften. Det har ikke skortet på opmærksomhed omkring pigerne, og den er ganske velfortjent, for der er smæk på musikken.

Hele programmet for Pavilion Junior og Apollo Countdown kan findes på Roskildes hjemmeside. Følg med her på siden når vi dykker ned i det bugnende program for torsdag-søndag den kommende tid.

Skrevet af Judas

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleSuns of Satan: Sidespring *** (3/6)
Next articlePearl Jam – Even Flow – 1/6 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.