Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Fusskalt: Song’s For Speedin’ and Crashin’ (Vol. 2) **** (4/6)

Fusskalt: Song’s For Speedin’ and Crashin’ (Vol. 2) **** (4/6)

3252
0

Fodkoldt når det ikke rigtig at føles, når man smider Fusskalt’s lille EP på, der er nemlig masser af tempo og trampe rytmer, der går lige i pusselankerne.

Song’s For Speedin’ and Crashin’ (Vol. 2) er den iøjnefaldende titel på bandets 3 numre lange EP, og det beskriver egentlig bandets lyd meget godt. Vi befinder os i et let-stenet og støvet rock ‘n roll univers, med metalliske ekko’er hist og her. Medlemmerne har da også boltret sig i diverse metalbands tidligere, eller med egne ord: “(vi) er egentlig en flok gamle gutter i metal miljøet. Nick der spillede guitar spillede i Frozen Sun i gamle dage, og Thomas, som også spiller Guitar, spillede i Crionic (drengene fra hells Domain), og jeg selv (Janus, bas) havde et år i Barcode( ikke brothers..)”.

Samme ligetil og “lidt glimt i øjet” tone afspejles i musikken, her er ikke skygge af nytænkning eller et ønske om at være originale, bare fed og brummende tråd, som man finder det hos bands som Red Fang, Mustasch, Kyuss og Clutch.

Fusskalt lader motoren brøle godt igennem fra start med åbneren “Eleanor”, et tungt rock-drøn med både tempo og godt med hestekræfter under motorhjelmen. “I’m really just an okay… guy” lyder der fra frontmand Lars Frederiksen, imens den simple rytme sætter sig i bentøjet. Det er maskulin rock af den slags, hvor man iklædt stramme sorte bukser, solbriller (i al slags vejr), med en smøg i hånden og en bajer mod læberne, står i en let bredstående og vugger lidt med hoften. Olie indsmurt værksteds rock ‘n roll.

På den efterfølgende “The Last Ride” drejer lyden i lidt mere bodega-boogie retning, det bliver lidt mere grumset og beskidt. Man aner måske en smule Monster Magnet et sted i det let sumpede lydbillede, hvis Monstor Magnet besluttede sig for at lave en rigtig trucker-sang. “It’s the end of the line // the last ride // the end of the line”, lyder det fra Lars Frederiksen. Tekster er ikke noget man behøver bekymre sig om når man er rockin’ truckin’ rollin’, lader det til.

“Let’s Get Away” er det tempofyldte afslutningsridt, hvor Fusskalt tromler fremad som en brunstig rock-tyr på en mudret mark.”Let’s get away // no place to stay” lyder mantraet, originalt kan man ikke ligefrem kalde det, men den typiske rock-mytolgiske lyrik og den brølende musik fræser derudaf på ganske uimodståelig vis. Velspillet, stilsikkert og med masser af tyngde og gyngende tyre-nosser.

Song’s For Speedin’ and Crashin’ (Vol. 2) er ikke en udgivelse der vil gå over i rockhistorien, ligesom Fusskalt heller ikke vinder nogen innovationspriser på den konto. Men, når de som i sidste halvdel af “Let’s Get Away” (eller fyrer en solo af sidst i “Eleanor”)  skruer op for blusset med guitar bredsider og en rytmesektion der nærmest råber for at få opmærksomhed, så rocker de altså igennem så man ikke kan holde fødderne i ro. Jeg har heller ikke på fornemmelsen, at bandet er ude på meget andet end det – klassisk sveddryppende, tungt huggende, let ildelugtende og knastør rock og rul. Sange man kan gasse op eller slappe af til, eller bare songs for speedin’ and crashin’.

Det gør det måske til 4 “nemme” stjerner, men nogen gange er det også en kunst at få det ukomplicerede til at svinge og rocke, med nok tyngde til at det ikke bliver letbenet. Det lykkes for Fusskalt på denne EP, der lyder som en flok flinke rocksvin der har sat sig for bare at trykke den lidt af – og du er velkommen til at være med.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Rul forbi Fusskalt på Facebook

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.