freckles: Do You Like Me (EP) ★★★☆☆☆

0
652
views

Danske freckles spoler tiden tilbage til årtusindeskiftet og spiller college-rock af den amerikanske slags. Desværre viser genrens begrænsninger sig hurtigere end EP’en rinder ud, når lyden ikke opdateres væsentligt.

Det må sgu kræve lidt mod og mandshjerte, at kaste sig over en genre der, hvis den ikke er udskældt og latterliggjort, så i hvert fald håbløst umoderne. Og efter college-rocken gik sin sejrsgang omkring år 2000, med bands som Sum 41 og Blink 182 som bannerfører, var bølgen temmelig hurtigt overstået.

Det sagt, freckles går til opgaven med hovedet hævet, uden for meget glimt i øjet og er ironisk smil på læben. Det lyder rent faktisk som om de mener det her, og dyrker dette udtryk fordi de kan lide det. Så EP’en, og bandets lyd, er heldigvis renset for noget der gør, at musikken lyder som en undskyldning for sig selv.

At ærlighed og kærlighed så ikke altid rækker hele vejen i mål, er de 4, korte og skarpt skårne numre også bevis på. Selvom man fornemmer kærlighed til stilen, og man momentvis tager sig selv i at “na na na’e” med på et nummer som “Never Let You Go”, så løfter vi os aldrig over stiløvelsen. At der så ikke er mange flere kalorier i sådan et nummer end netop “na na na”, det ligger så næsten til genren og er lidt overflødigt at brokke sig over. Det prøver jo ikke på, at være andet og mere det her. Og dog, freckles slipper afsted med at rime rufi og goofy i en passage, hvor sangen er lige ved at tage en mørk drejning.

Det sker dog ikke og på den efterfølgende “Girls” er vi tilbage i det uforpligtende hjørne, med en sang om, ja, piger. Nummeret er mindre tempofyldt og mere melodisk end åbneren. Det klæder egentlig bandet, og det her er nok min personlige favorit på EP’en. Rigtig fint nummer.

“The Fire I Despise” følger op, her bliver det lidt mere bastant og pågående. Melodien hvirvler lidt mere, et nummer der virker oplagt til, at en energisk guitarist kan tage sig en snurretur på scenen. Hjemme i stuen er det dog som om energien ikke rigtig forplanter sig, så jeg vipper kun lidt med, med foden. Og så er sangen lidt glemt bagefter.

“Er det Lifehouse?”, nåede jeg lige at tænke et kort sekund, da lukkeren “Leftover” gik i gang. Det var det så, heldigvis, overhovedet ikke, viser det sig. Faktisk er det nok EP’ens næststærkeste nummer når det først foldes ud. Vi kører igen i bundsolidt midttempo, godt med tyngde, nogenlunde catchy og jeg når ikke at kede mig, selvom sangen ryger over de 4 minutter.

Alright, jeg kan sgu’ egentlig godt lide freckles og det de gør her, selvom genren nærmest havde udtjent sin berettigelse inden rulleteksterne til den første American Pie var færdige. Det er ærligt og lige til det her, men i sidste ende også lidt for fattigt på virkeligt mindeværdige sange og omkvæd.

Når der så heller ikke på nogen måde bydes ind med noget nyt, ja, så bliver det lidt en oplevelse på det jævne.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg freckles på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.