Home Anmeldelser Frank Turner & The Sleeping Souls, Atlas, 18/4 – 2016 ★★★★☆☆

Frank Turner & The Sleeping Souls, Atlas, 18/4 – 2016 ★★★★☆☆

1322
0
Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Aarhus er på mange måder en fantastisk by. Ikke mindst hvis man kan lide musik, da store og halv-store navne ofte svinger forbi byen i hverdagene, da weekend-jobs må formodes at være forbeholdt hovedstæder, Hamborg og den slags større steder – denne mandag var det Frank Turner, der kiggede forbi Aarhus. 

På en kold forårsmandag var der derfor mulighed for at se Tricky for de trip-hop-trængende på Voxhall, mens den lille sal på Atlas bød velkommen til Frank Turner for de guitar-glade. Og sidstnævnte var jeg så mødt op til.

Jeg kommer lidt inde i opvarmningen ved Ducking Punches – et sjovt punk-folk band bestående af guitar(er) bas, trommer og en violin. Den guitarspillende forsanger bakkes fint op af folk’et backingvokal, og flere gange går der nærmest college-punk á la Blink 182 i den, men heldigvis holder både violin, glimrende vokalarbejde og akustisk guitar den værste fade smag af designer-punk fra døren.

Faktisk er det hele meget festligt og det er tydeligvis et band, der elsker at spille musik og prøver med alle midler at fortælle publikum at det her er fedt/vigtigt/intenst. At de så også må tigge fra scenen, da de ikke har noget overnatningssted er enten en smart gimmick – eller rent faktisk et udtryk for, at det er musik med vilje. Bandet kan både spille og holde høj energi over godt en halv time – og lyden er noget af det bedste, jeg har hørt på Atlas nogensinde.

Smittende energi og fuld fart ud over Norwich-bandet gør, at det ca halvt fyldte Atlas må erklæres godt varmet op inden aftenens hovednavn.

Frank Turner & The Sleeping Souls

Publikum er en blanding af nogle få af de mere mondæne i godt-og-vel-forældrealderen og sǻ en overvægt af yngre. Der går forholdsvis længe imellem opvarmning og hovednavn (og der spilles for øvrigt 80’er- og 90’er-hits galore imellem!), men da Frank Turner med band indtager scenen, foregår det til lyden af tordenvejr.

Og aftenens hovedperson, Frank Turner himself lægger da også fra land med forholdsvis velartikulerede danske sætninger (‘god aften, Århus – hvordan går det?’) hvorefter ‘Plain Sailing Weather’ leveres ganske overbevisende. Ja, det vil sige, at vokalen går rigtig fint igennem, men som Atlas har for vane, bliver bassen spist.

Og det viser sig igennem aftenen at være gennemgående. Da bandet spiller med in-ear, går jeg ikke ud fra, at de bemærker noget. Men det var tydeligt på bassistens performance og energi, at han kunne høre noget, vi andre ikke kunne. Så… En MEGET energisk bassist kommer ud over scenen – det gør hans lyd ikke. Det samme gør sig i høj grad gældende for Turners guitarist, mens pianisten går næsten for godt igennem.

Efter opvarmningen havde jeg lige håbet, at Atlas var kommet ud over deres lydkanibalistiske omgivelser – men nej. Det skal nu ikke tage noget fra bandet og aftenens performance – og især Frank Turner selv viser at han har så sindsygt meget styr på sin stemme, uden at det bliver blær eller fortaber sig i teknik. Og aftenen bliver på den måde en blanding mellem gode pop-rocksange med folk-tilsnit.

Imellem har Turner dog laaange snakke-passager, som under andre omstændigheder måske ville blive lidt for meget – men på aftenen giver en (grov) charme til showet og derudover også tillader at der kan tages lidt let på nogle af de mere patetiske sange, der handler om cutting og den slags emo-fis.

Jeg har sådan lidt fornemmelsen af at det er lidt det samme som det efterhånden legendariske Top Gear-interview med James Blunt, hvor han til dels undsiger sin musik med humor. Anyway – sangene leveres med overbevisning nok, og at Turner så har behov for at forholde sig lidt humoristisk til det mere patetiske er både forståeligt og sympatisk. Og det er afsindigt populært. Tre sange inde i sættet er der stadig folk, der klapper numrene i gang, og bandet har – til trods for den ret amputerede lyd – rigtig godt fat i publikum.

Som en lille gimmick lægges der endda en lille dansk sang ind – med tyk accent – som kommer til at fungere som intro til ‘If Ever I Stray’. For meget? Tjah, det er underholdende, og man kommer altså langt med grov charme…

Photo: Hasan Jensen / Homage Photography
Photo: Hasan Jensen / Homage Photography

Koncerten ligger hele tiden og ballancerer på kanten af totalt teen-emo, upbeat humor og pisse dygtigt håndværk. Og dette krydsfelt – om end det er super risikabelt! – fungerer bare. Eksempelvis emo-balladen, der er alt-alt for meget, ‘Tell Tale Signs’, som leveres helt fantastisk – men må være lidt svær at fremføre aften efter aften, da den drejer sig om teenage emo cutting på grund af savn. Men det er netop her, Turner som entertainer og stærk vokalist formår at tage et stik hjem på trods. Imponerende!

Så springes der til en session på tre sange, hvor Turner står alene med en guitar og sang på scenen, hvoraf én af sangene blødes op med en forklaring om, hvordan koalaer lugter… Ja, det er patetisk stof, men brydes – i virkeligheden meget i tråd med den skandinaviske tilgang? – op med humor. Efter de tre sange kommer bandet tilbage, men Atlas er stadig sulten og vælger at spise det meste af bassen og elguitaren på ‘The Ballad of Me And My Friends’.

Men energien er vedblivende og da ‘Get Better’ fra 2015-pladen Positive Songs for Negative People falder, skal man umanerligt kynisk for ikke at overgive sig. Vi når også omkring af en Bowie-tribute og der snakkes lystigt imellem numrene, hvor der også bruges leges med at give alle bandmedlemmer en sample – fjollet, men festligt. Og efter at der fra scenen er orkestreret et par hoppe-numre, gåes der af scenen og Turner vender tilbage alene til encore.

Det består af den meget folkede ‘Love Forty Down’, ‘Love Ire & Songs, I still believe (nu med band), hvorefter der lukkes ned med ‘Four Simple Words’, hvor Turner smider guitaren og stormer rundt med mikrofonen, hopper ud til publikum – og tydeligvis lige skal give det sidste energi på en mandag.

Jeg kendte ikke meget til Frank Turner før denne koncert og har – til trods for hans omfattende bagkatalog – kun lyttet til hans seneste plade,  Positive Songs for Negative People. Og ja, det var en mandags-fest for ungdommen og ja, der blev brugt billige tricks her og der. Men når man i glimt punker ud som Biffy Clyro (MEGA guilty pleasure for undertegnede) og derudover sørger for at holde en konstant ironisk distance til det mest patetiske så ‘par-dyrene’ blandt publikum bliver en lille smule udstillet (og der var for øvrigt for meget hoppen til at de rigtig groede sammen), så må jeg sige, at det er var en god måde at bruge en mandag aften på.

Salen var – ringe lyd til trods – med hele vejen, og der blev nærmest konstant sunget med…Det giver fire stjerner.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

Foto: Hasan Jensen/Homage Photography – Fonden Voxhall

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.