Findlay: Electric Bones (EP) ★★★★☆☆

0
920
views

Engelske Findlay sparker døren ind til både rockklubber og dansesteder, med den adrenalinpumpede, stor-svedende og pågående debut-ep Electric Bones. Det er in-your-face, det er selvsikkert og fyldt med attitude. Men også en smule harmløst.

Først lidt baggrund. Da Natalie Findlay var 17 år gammel blev hun signet til et stort pladeselskab, der så potentiale i den unge piges non-nonsens sangunivers. Desværre syntes de også, at musikken ikke var kommerciel, radiovenlig eller “piget” nok. 5 år senere er hun nu klar med debuten, udgivet uden om det store selskab og på eget label, men efter sigende en stor prioritet for selskabet BMG, der åbenbart på en eller anden måde er involveret.

Og så har vi balladen. For nok er Findlay (Natalie blev droppet) tilpas snotnæset og fyldt med selvtillid og “rockede” attituder til, at man måske ikke ville kalde det “piget” (det er åbenbart noget dårligt?). MEN…. det er nu ikke på nogen måde fordi det er så kantet og upoleret, at det ikke netop har radio- og kommercielt potentiale?! Så har Findlay sænket paraderne, givet køb på lidt af sig selv og alligevel, bevidst eller ubevidst, gjort hendes stil og udtryk mere spiseligt, siden det store onde selskab fortalte hende, at hendes musik var for farlig for dem? I’ll be damned if I know.

Vi lægger fra land med det pågående, flabede og spændstige titelnummer “Electric Bones”, der netop går lige i knogler og bentøj med et boblende boogie swag, der er svær at modstå. Rytmen er hakkende, vokalen let-forvrænget, sidstnævnte er et gennemgående fænomen på EP’en og bliver en smule belastende i længden. Nummeret hugger ubesværet fremad, catchy er det uden tvivl og de effektive hoftestødsrytmer giver den et fint dansegulvspotentiale.

Der følges op med “Greasy Love”, der forsætter i hitpotentiale stilen, dog med en mere dunkelt dunkende og mørk rocket bund. Klangen og stemningen er mere konfronterende og lidt foruroligende, hvor vokalen også fremstår mere snerrende, i et nummer der emmer af en sammentrukket ansigtsudtryk og spydig attitude. “I’m so tired of trying to be good // Oh lord, I was born to be misunderstood” lyder det konstaterende fra Findlay, lige inden endnu et virkningsfuldt omkvæd sætter i. Måske ikke stor eller nyskabende lyrik, men i denne ramme fungerer det helt okay.

På en måde får “Greasy Love” mig til at tænke på et møde mellem M.I.A. i hendes mest “vestligt” influerede øjeblikke og I Am Coco (nogen der kan huske hende? Stings datter der hittede en smule med danserockeren “Ceasar” for nogle år siden), både attituden, klangen og hele fornemmelsen ved musikken, især “Greasy Love”.

På “Off and On” begynder jeg at blive smule træt af, at man ikke får lov til bare at smage en smule på Findlay’s vokal i helt ren, ufiltreret og forvrænge-fri form. Selve nummeret er dog endnu en effektiv skæring, hvor der her leges lidt med formlen. Vi lægger langsomt og huggende ud, næsten i “stop and go” rytmiske bevægelser, inden vi accelererer op i fart og stilen glider over i noget mere regulært temporockende. Den sender os i ekspresfart og direkte mod, og ud på, det der dansegulv der hele tiden lurer i baggrunden hos Findlay.

“Junk Food” sender os endegyldigt ud blandt de blinkende og kulørte lamper, med røgkanoner og club-stemning. Der er stadig noget rocket nerve og bund tilbage, nu blot overhalet af en “hoppe på stedet med armene i vejret” rytme og melodi. Det nærmer sig det rave-rockede og er samtidig, egentlig, meget britisk i sin lyd og fremgangsmåde. Et nybrud i musikhistorien er der dermed ikke tale om, men i sin egen ret en effektiv lille feststarter.  Findlay lukker og slukker Electric Bones i det klappe-med-venlige hjørne med “Gin On the Jukebox”, en ganske spunky uptempo festrocker, der måske ikke lige er til dansegulvet som “Junk Food”, men sikkert ville kunne sig gøre sig fint som baggrundsmusik på en rock-klub, når DJ’en lige skal have lidt fart i sættet igen.

I det hele taget leverer Findlay 5 effektive og smittende genre-overskridende numre, der burde kunne ramme temmelig bredt på grund af de indbyggede hit-mekanismer. Det kan kort sagt spilles i radioen og formodentlig sælges. Men hvis det her skulle forestille at være farligt, en sejr for kvinderne verden rundt eller bare en lille smule kontroversielt (jeg ved ikke om det er det presseteksten lægger op til, men man fornemmer at det her skulle være non-mainstream på en eller anden måde?), så har Findlay allerede tabt kampen på forhånd.

Det her er IKKE mindre mainstream end så meget andet, og selv om teksterne oser af sex, begær og rebelske attituder, så gør de det ikke i en grad hvor Rihanna eller Medina bliver hægtet fuldstændig af, eller ikke kan få luft fordi det er så dampende hedt. Udtrykket er et andet, mere electro-rocket, jovist, men virkemidlerne og farlighedsgraden afviger ikke mere end at vi er i samme boldgade.

Nuvel, når det er sagt, så er Findlay, på disse og egne præmisser, nu et ganske charmerende og sympatisk bekendtskab, der trods alt har lidt flere kanter end ovennævnte dåse-pop – forvent bare ikke at blive kradset til blods.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Findlay på Facebook

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.