Expatriated: The Last Trace Of The Imprudent ★★☆☆☆☆

0
173
views

Expatriated er et eksperimenterende metalband fra Horsens, der på deres debutalbum veksler mellem prog, tech og dødsmetal blandet op med mere atmosfæriske passager. Desværre er konceptpladen kun rigtig medrivende i korte glimt i løbet af 65 alt for lange minutter.

Vægtede man udlukkende ambitionsniveau og mod, så ville Expatriated score ganske højt på karakterskalaen, for bandet mangler bestemt ingen af delene på den voldsomme debut. Desværre er det i lange perioder mere en fornemmelse af storhedsvanvid end nødvendighed, som dominerer pladen.

Det skal ikke lyde negativt i den forstand, at jeg tror bandet fuldstændig har mistet jodforbindelsen og realitetssansen, jeg tror bare at de har forelsket sig så meget i konceptet, at de ikke selv opdager at det er stukket af. Og stikke af det gør det for det debuterende band, også i den grad. Samtlige 7 numre nærmer sig de 9 minutters spilletid, eller derover, og ingen af dem kan bære det. For mange af dem kører unødigt lang tid i de samme cirkler, eller ender i så mange retnings- og temposkift at man mister orienteringen og ikke aner hvor det er bandet vil hen og vil med det?

Den røde tråd på pladen er en fortælling om en ustabil mand, der sætter efter hans elskers morder, en rejse der viser sig “at få store konsekvenser” for vores hovedperson, som det lyder i presseteksten. Der er altså tale om et tekstmæssigt konceptalbum, hvilket både sætter høje krav til teksterne og, nå ja, kræver at man også følger med i dem samtidig med, at der er over en times musikalske krumspring at fordøje. Det ER en ordenlig mundfuld, og det virker nærmest dumdristigt at sætte den slags krav til lyttere der måske er ved at være godt påvirket af at zappe rundt på internettet. På den anden side er der et eller andet dejligt gammeldags, herligt insisterende og selvbevidst over at servere sådan en moppedreng for et publikum.

Så man kan sige, at jeg egentlig er ret positivt stemt overfor selve grundidéen og ånden i projektet, det er selve udførelsen jeg har problemer med. 65 minutters musik er rigtig meget og det kræver lidt mere end almindeligt solidt håndværk, at holde interessen fanget over så lang tid og ikke mindst levere materiale af en kvalitet der retfærdiggør indsatsen der skal lægges. Her kommer Expatriated ikke i mål.

De tekniske evner lyder ikke som om de fejler noget, bandet kan helt klart spille, men sangskrivningen er bare (endnu) ikke stærk nok. Numrene kommer til at føles både oppustede og som alt for meget af det gode. Eksempelvis talte jeg en 3-4 skift i tempo, stemning og retning indenfor det første minut af nummeret “Conflagration”, så jeg tog mig i at sidde og tænke “for helvede, hvorfor sker der hele tiden et eller andet?”. Ro på, jeg ved godt, at det er prog og det er en del af genren, men her er man 6 laaaange numre og hvad der virker som hundredevis af skift inde i pladen, så det begynder at virke lidt meningsløst og opslidende.

Det hakker og sprutter på bedste progmetal manér indledningsvist på “Adherence”, efter knap 2 minutter sætter de blafrende dødsmetaltrommer i og nummeret flader ud, man begynder at spekulere over, hvor det mon er bandet vil hen nu… oooog så begynder nummeret bare at kører i ring de næste 4-5 minutter inden der tonses ret godt igennem mod slut. Hele midterdelen kunne være skåret ud, eller kortet ned. Ja ja, men meningen er jo, at det skal være stemningsopbyggende. Jo, men det kunne også gøres kortere, eller bedre, så det ikke bare kommer til at virke som om vi træder vande.

Så er der vokalen, eller vokalerne, jeg ved ikke om det er den samme der står for den growlede del og en mere ren og højstemt, men ingen af modpolerne er jeg specielt imponeret over. Growlen er ikke videre overvældende, slet ikke når man skeler til tilsvarende hos andre nyere danske dødsmetalbands, her kommer den til kort og lyder stedvis lidt forceret eller tynd i det. Den mere rene og storladne del lyder virkelig tam. Det kan også være et produktionsspørgsmål. Der var en passage i nummeret “Illusion Evident”, hvor jeg tænkte at den rene vokal, der her ligger sig i et mere episk helte-leje, måske ville lyde bedre live? Det plejer jo at være omvendt, at man kan snyde i studiet, men der er noget fersk over klangen her, som gør at jeg næsten hellere bare ville have den rene, rene vare.

Der er bestemt musikalske lyspunkter, jeg synes eksempelvis at bandet får fremmanet en ret fed og ildevarslende stemning indledningsvist i afslutteren “The Ground”. Ærgerligt nok så varer den kun 40 sekunder inden tempoet ryger i vejret og dén stemning fordufter. Der er spredte glimt af noget der fungerer rigtig godt i de fleste numre, men det hele drukner lidt i mængden og mængden af idéer. Less is more behøver ikke betyde, at man skal ændre bandets karakter eller stil, men at give plads til de bedste idéer ville være anbefalelsesværdigt.

Expatriated går all in på The Last Trace Of The Imprudent, det skal de have stor ros for, det er meget udansk. Til gengæld er det også alt for meget af alt i dette tilfælde, hvor det ender med at fremstå som en dumdristig og halsbrækkende manøvre. Men de går da ned med stil og guns blazing, må man sige, det løfter jeg respektfuldt med hatten for og prøver at få pusten igen efter en maraton plade.

Vi ender, beklageligvis, på en under middel karakter for det samlede indtryk, men har man mod (og tid), så synes jeg alligevel man skal give pladen et lyt. Den lyder ikke som noget andet i Danmark i 2018.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.