Esben Amdisen: De Lokkende Lys ★★★☆☆☆

0
772
views

Esben Amdisen er aktuel med et dansksproget rockalbum der lægger så imponerende fra land, at de resterende numre kommer til at stå  i skyggen af det fornemme udlæg. Amdisen har meget på hjertet, men rammer ikke helt denne anmelders hjerte set over et helt album.

Nærmere betegnet er de tre første numre, som er af virkelig høj kvalitet, både hvad angår melodi, levende lyrik og et poetisk anslag som gør at de overskygger en stor del af de sidste 7 numre, på det 10 numre lange album. Skulle Amdisen så bare have cuttet strømmen halvvejs, eller sorteret i materialet, så vi kom ned i EP-længde?

Nej, for der er stadig gode stunder at finde efter det fremragende udlæg, men man undgår ikke sidde med en lidt ærgerlig følelse over, at disse numre ikke helt rammer samme niveau. Det var måske også for meget forlangt, for “Det Blå i Mine Øjne” og de to singler der er løbet pladen i forvejen, “Havets Bund (Rødvin)” og især “Skrevet i Sort”, er rene pop-rockede perler. Mine forventninger var måske også presset op på et lidt urimeligt højt leje efter at have hørt netop disse to singler, så man kan næsten ikke kunne undgå at blive lidt skuffet  på den baggrund.

De Lokkende Lys flakker og bølger først og fremmest af liv fordi Amdisen er en god historiefortæller, og de 10 numre er netop små historier og kapitler, med udgangspunkt i, og inspireret af, hans egen noget omtumlede tilværelse på yderkanten af samfundet: “Jeg boede alene i en loftslejlighed, og druknede ligeså stille i ensomhed, min nabo var psykotisk skizofren, og jeg var godt på vej til at blive narkoman”. Hvilket er et tydeligt omdrejningspunktet i den huggende og beske “Havets Bund (Rødvin)”, hvor hovedpersonen går over til rødvin fordi han er træt af klirrende flasker, og køer i Netto – men det ender så med at han får drukket sig ihjel. Skål!

Leveringen og Amdisens fine vokal er meget nøgtern og matter of factly, mens musikken har et blå-gråligt skær, en snert af sørgmodighed, længsel og nedslået melankoli. Det gennemsyrer hele pladen, er med til at binde fortællingerne sammen og er helt overordnet en af pladens helt store forcer. Men det er måske også lidt en hæmsko, der hvor nogle af numrene mister et skridt – for fanger ordene og fortællingen ikke lige, så bliver det pludselig bare lidt til en række, let-nedslående ord, som ikke rigtig bider på mig. Eksempelvis ryger den ellers rytmisk pågående og vuggende “Sidder og Drikker” midt på pladen lidt ind af det ene øre og ud af det andet, mens “Skygger i Regnvejr” senere på albummet lider under, at teksten aldrig kommer ud af skyggen af den meget billedskabende titel. Titlen alene er nok til at sætte en film i gang, og beklageligvis er de ord der hæftes på ikke med til at forme den film yderligere – det føles som om det vigtigste allerede ER sagt i titlen.

Hvor “Skrevet i Sort” nok er det stærkeste kort i samlingen, så følges den op af det, jeg synes er det svageste, “Romantiske Landskaber”, hvor jeg ikke synes hverken tekst eller melodi står helt skarpt nok, det bliver lidt let og luftigt i det, og holdt op mod “Skrevet i Sort”, der glimtede lige inden, så virker det som lidt af et dyk. Fortællingen kommer sig lidt på “Østerbro”, med skænderier i det fjerne, venner der skal skilles, børn der bliver blandet, nogen flytter ud på landet, naboernes fest i byen kan høres, mens vores hovedperson, tilsyneladende, sidder alene i en lejlighed på Østerbro og følger det hele fra sidelinjen. Omkvædet, med sit vemod og følelsen af ensomhed, er særligt vellykket.

Titelnummeret, “De Lokkende Lys”, kan jeg lige bruge til at fremhæve den generelt flotte instrumentering og iscenesættelse af Amdisen’s ord. Det 4 mand store band der bakker ham op, gør en rigtig god figur, i dette nummer er der især rigtig lækkert guitar-arbejde, der veksler mellem noget atmosfærisk cirklende og passager, hvor intensiteten får lov til blusse op. Intensitet er måske noget af det jeg savner mere af i den lidt dvaske afslutter “Ingenting”, trods en fin fortælling om en tænksom gåtur i nogle regnvåde gader. Det bliver bare aldrig det markante punktum for albummet som man kunne have håbet på, og det er som om melodi og stemningen flyder lidt for meget ud.

Lige inden finder vi pladens mest eksperimenterende stund, og nok egentlig også det nummer jeg finder mest interessant på pladens anden halvdel. “Mørke Hjerte” er en sær, minimalistisk lille lo-fi ting, der hovedsageligt består af Amdisens vokal og en akustisk guitar. Det lyder som om det er indspillet på en båndoptager hen over køkkenvasken. Primitivt og lowcore, men alligevel en af albummets mest rørende stunder, hvor vi kommer helt ind i sangens kerne og Amdisen er helt klædt af.

Måske er det i virkeligheden det, der er mit største problem med De Lokkende Lys, jeg bliver, trods de behjertede intentioner, den ærlige fortælling og autenciteten i det hele, rørt lidt for sjældent og bliver kun momentvis emotionelt involveret. Når det sker, som på det nævnte åbnings-hattrick og “Mørke Hjerte”, så taler det direkte ind i mit mørke hjerte. Men på andre tidspunkter sejrer MIN kynisme måske og jeg bliver ikke engageret nok til, at De Lokkende Lys får lokket mig tæt nok på.

Jeg ville så hjertens gerne kunne lide det her album mere end jeg ender med at kunne, og singlerne er fremragende, men den samlede oplevelse er kun lige over middel og dermed 3 store stjerner. Beklager.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Esben Amdisen på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.