Drenge: Undertow ★★★☆☆☆

0
818
views

Den engelske støj, garage, post-grunge/punk duo, med mere, Drenge, er klar med album nummer 2, der skal forsøge at følge op på debutens fine modtagelse. Der går desværre en smule “den svære 2’er” i den for drengene, der kæmper med at holde momentum kørende over 11 sange, som lidt for ofte føles langtrukne og fattige på idéer. Men når det kører for englænderne, så er der stadig potente rock-udladninger at finde.

Forhistorien med det for os danskklingende bandnavn er efterhånden velkendt, så lang historie kort, de 2 unge gutter (de er stadig unge), Eoin og Rory Loveless (no relations to Linda, I think), spillede fodbold med/overværede en fodboldkamp med en flok danske drenge, der blev ved med at gejle hinanden op ved at råbe “drenge”. 1, 2, 3, lad og kalde bandet det, let’s rock.

Duoen havde som sagt pæn succes med debuten fra et par år siden, der også bragte dem forbi Roskilde Festival 2013, og som de besøger igen i år, forresten. Og man forstår det egentlig godt, deres til tider eksplosive og tungt brummende støjrock-kompot er temmelig nem at forholde sig til, og gør sig garanteret godt live, hvor det grangiveligt rykker godt i dunken.

Det gør det også momentvis på Undertow, hvor der sådan set er godt med ryk i understrømmen det meste af vejen gennem albummet, men hvor jeg alligevel slås, og må arbejde lidt for meget med, at blive revet med. Sangene føles ganske enkelt, med få undtagelser, for lange. Og så går albummet næsten helt i stå for mig på de sidste 3 numre, det instrumentale titelnummer, og de 2 efterfølgende “Standing In The Cloud” og “Have You Forgotten My Name”. Det er egentlig atmosfærisk nok, men det nedsatte tempo (i forhold til de øvrige numre) og følelsen af at numrene ikke rigtig kommer ud af stedet, frarøver Undertow al fremdrift, så det ender med små krusninger, frem for voldsom strøm.

Der er ellers pænt meget smæk på duoens udladninger når det kører for dem, og på albummets bedste numre, “Running Wild”, “The Snake” og den mere tilbagelænede “The Woods” er det meget svært ikke at blive fanget af de brunt brummende toner. Det er ikke videre nyskabende, men formlen fungerer, og holdes ikke mindst sammen og oppe af, at bandet bare emmer af coolness, laid back men alligevel lidt sammenbidt attitude og den store og til tider bombastiske lyd – trods det minimalistiske set up.

Det er sådan set ikke fordi der, udover den træge afslutning, er nogle deciderede dårlige numre på Undertow, selvom en ellers tempofyldt skæring som “We Can Do What We Want” snurrer lidt i tomgang. Problemet er, som nævnt indledningsvis, at mange af sangene kunne have brugt trimning og være skåret mere til. “Never Awake” er en fint rumlende guitar hugger, men selv med en relativt begrænset spilletid på 3 ½ minut, så har jeg svært ved at holde opmærksomheden hele vejen igennem. “Side By Side” indledes med pågående håndklap og en mere olm klang, inden vi når frem til en af albummets bedre omkvæd….. og jeg begynder at svæve ud af sangen.

Et andet problem, som bidrager til koncentrationsbesværet, er nok, at jeg er temmelig ligeglad med Drenge’s tekster og hvad de eventuelt har på hjerte. Det er ganske enkelt en plade, hvor jeg trods utallige lyt har meget vanskeligt ved at engagerer mig i, eller lytte til, lyrikken. Jeg vil bare have en ordentlig skovlfuld kul at fodre min rock-maskine med, og så rocke ud uden at tænke for meget over det. Det leverer Drenge i mindre portioner, men det hele bremses lidt af, at duoen ikke virker som om de har nok interessante idéer til at fylde sangenes spilletid ud.

Paradoksalt nok, er en af mine tidligere nævnte favoritter, “The Snake”, pladens næstlængste nummer. 4 minutter er måske også ved at være lige i overkanten af hvad den kan bære, men den vrider og slanger sig sgu’ så lusket fremad, med små støj-hug og et lækkert omkvæd, at man tilgiver det.

Undertow viser Drenge desværre kun i glimt, at hypen omkring første album var velfortjent. Duoen udstråler masser af selvtillid og cool attitude, så det ind imellem grænser til, at de lyder en lille smule oppe i røven på sig selv og deres musik – en selvtilfredshed der på dette album kun er delvist velbegrundet.

Undertow er ikke noget decideret dårligt album, og sorterer man lidt i numrene eller har fingeren på “skip” knappen, så gemmer der sig rigtig fine stunder blandt de 11 numre, men samlet set er det en middelmådig oplevelse.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.